eslund

hej ...

tak for invitationen. det er pænt af dig at tænke på mig i den forbindelse.

jeg har funderet lidt over det og har besluttet at melde nej tak. jeg er imod faderhusets overtagelse af bygningen, helt klart - kommunen har virkelig dummet sig - men jeg er ikke med på retorikken i erklæringen f.eks., og jeg er ikke entydigt postivt indstillet over for ungdomshuset generelt. jeg synes, at det er en god idé med et ungdomshus, men jeg mener også, at husets miljø er for moralsk og ja, lad mig bare sige det lige ud, nogle gange for pubertært og konfrontationssøgende. man forvalter en offerrolle på en dårlig måde, man opsøger konstant et forskudt offeragtigt ståsted i forhold til det såkaldt etablerede samfund. det bryder jeg mig ikke om. Jeg tager også kraftigt afstand til  det politihad, som mange brugere af huset besidder.

jeg vil ikke positivt med en oplæsning støtte ungdomshuset. det kan jeg ikke stå inde for, og mine tekster er ikke på den måde politiske. men jeg vil gerne udtrykke min foragt over for faderhuset, og jeg synes, det er for dårligt og pinligt, at kommunen har solgt ejendommen til en religiøs sekt - jeg kan godt forstå, at man i denne sag føler sig uretfærdigt behandlet. det er kommunen, som sidder med sorteper i den her sag.

håber du forstår min holdning.

kh mads

Carsten Jensens "Vi, de druknede" er en mægtig – undskyld – fuldrigger af en roman om hundrede års søfarts- og krigshistorie fra 1848 til 1945 med Marstal som både centrum og periferi. Det er tydeligt, at forfatteren har fundet et fantastisk stof at fortabe sig i og øse af i sin fødebys annaler og i beretningerne om søfolkenes eventyr og meritter, disse gamle, skæggede kosmopolitter, som sejlede kloden rundt, længe inden jordomrejser – inklusiv forfatterens egen – blev obligatoriske. Det er en vidtfavnende, kostelig medrivende, eventyrlig og elementært spændende krønike, der giver ekko af og mindelser om Herman Melville og Joseph Conrad og er fortalt med en frygtelig, men behørig patos af romanens store Vi, de døde og druknede sømænd fra Marstal.

Essayisten Jensen bliver skyllet over bord af fortælleren Jensen, der som de brutale styrmænd i romanen bringer os gennem brandstorme, ishav og verdenskrige og fylder os med vældige historier.

"Vi, de druknede" er på den ene side en ægte mandfolkeberetning og en fascinerende drengerøvsroman og på den anden side en indsigtsfuld fortælling om kønnenes sammenstød og tiltrækningskraft,  desperat udlængsel, indestængt smerte og bittert savn. Mændene træder i karakter på søen og insisterer heroisk på den gamle verden,  mens matriarkatet Marstal langsomt og stædigt tager hævn og belaver sig på nye tider ved bogstaveligt talt at lade byen og søfarten stå til. Romanen er er en slags moderne odysse med det fynske øhav som omdrejningspunkt.

Efter en rockkoncert med det irske band The Pogues deporteres et vist antal danskere fra København til Albanien. I det Europa, som romanen præsenterer, har man indrettet Albanien som en andenrangs nation, hvor Nordeuropas uegnede sendes til. Dette følge kaldes Pelotonen, der kommer til at optræde som en slags hovedperson i romanen. Fortællingen om Pelotonen kombineres med diverse sidefortællinger, bl.a. en historie om en efterladt dreng i en bunker og en anden om to brødre, hvis skæbne afgøres af Pelotonen. Fortællingen finder sin slutning i Albanien, hos Krankenheimer, der dels afventer Pelotonen, dels kommenterer, hvad han oplever med to albanske stammer, Gegerne og Toskerne.

    En anden hovedperson i denne fabulerende dobbeltroman er sproget. Via en sproglig odysse gennem diverse erfaringsområder veksler sproget mellem opløsning og modstandsdygtig latter. Det overordnede opgør, romanen forsøger, er således en udflugt fra den tragiske til den komiske livserfaring.

Torsdag den 14. december udkommer Kasper Nørgaard Thomsens dobbeltroman Malonecity på Anblik. Det skal fejres! Der er reception for bogen – og festlir for Anblik i det hele taget – samme dag på Apparatet, Nørrebrogade 184 (i kælderen) fra kl 16. 00

Kig forbi og drik en øl eller flere. Det er muligt at fejre og købe og kigge i Kaspers bog og i andre af forlagets udgivelser, bl.a. det helt nye nummer af tidsskriftet Ildfisken, som kommer på gaden den 1. december.

Der er gratis øl til de første 200! Sæt kryds i kalenderen. Vi glæder os til at se en masse venner og søde og kloge og smukke folk.

Bedste hilsner, Anblik

NB! Allerede den 7. december kl. 20 kan du høre Kasper læse op til litteraturcafé på LiteraturHaus, Møllegade.

Mette Moestrups kingsize, hendes tredje digtsamling, er en righoldig bog, en smuk og meget generøs digtsamling, et intelligent, viltert og anfægtet værk med hilsner til litteratur, billedkunst, mytologi og aktuelle samfundsforhold. Moestrup er en intellektuel digter, som formår at sætte viden, belæsthed og engagement i spil på en legende og udfordrende måde. Digtene er pågående og sarkastiske og til tider herligt vulgære, nærværende og sarte, indsigtsfulde og konsekvent tematiserende.

kingsize består af flere teksttyper, som nærmest samler sig til et tankesæt. Der er digte og længere digtforløb, talkshows og såkaldte ”touchpoems” med forbillede i Yoko Ono, readymades, optegnelser og fragmenter.

Omdrejningspunkterne er bl.a. køn, etnicitet og oprindelighed. Teksterne inkorporerer politisk samtid og litterær og historisk bagage. De påtager sig et stof, f.eks. fragmenterne fra Knud Rasmussens overleverede leve- eller taburegler fra Grønland, adglerneq, som i en slags oversættelse bliver skrevet sammen med et personligt, privat univers. Udfordringen i dette tilfælde er at skrive over tema uden at ”kolonialisere” det – at skrive om det fremmede uden at gøre det fremmede hjemligt, identisk. At kunne forholde sig til noget uden at reducere og udvande. Moestrup interesserer sig helt enkelt for, hvordan noget hænger sammen med noget andet, og det demonstrerer hun på den mest overbevisende måde i sin bog, med poetisk power og finesse. kingsize er en original og meget ambitiøs digtsamling.

We are the 801,
We are the central shaft
And we are here to let you take advantage
Of our lack of craft:
Certain streets have certain corners
Sooner or later, we'll turn yours

We are the 801,
We are the central shaft
And thus throughout two years
We've crossed the ocean in our little craft (Row! Row! Row)
Now we're on the telephone,
Making final arrangements (Ding! Ding!)
We are the 801, we are the central shaft

Looking for a certain ratio
Someone must have left it underneath the carpet
Looking up and down the radio
Oh-oh, nothing there this time
Looking for a certain ratio
Someone said they saw it parking in a car-lot
Looking up and down the radio
Oh-oh, nothing there this time
Going back down to the radio
Oh, oh - oh, oh - oh, oh - here we go!

We are the table, the captain's table
Let's get it understood, let's get it understood
We are the losers, we are the bruisers
Let's get it understood, let's get it understood
We are the diners, the final diners
Let's get it understood, let's get it understood
Most of us tinkers, some of us tailors,
And we've got candlesticks, and lots of cocktail sticks
We saw the lovers, the modern lovers
And they looked very good, they looked as if they could
We are the neighbours, the nosy neighbours
We think just like we would, we think just like we should.

Oh, oh oh oh oh-oh-oh-oh, oh-oh-oh-oh-oh-oh-oh-oh, oh-oh oh-oh, oh-oh-oh-oh-oh-oh-oh-oh-oh

"Det er uhyre vanskeligt for kvinder at kvalificere sig til ledende eller indflydelsesrige stillinger i medierne. Det kan enhver se. 

Men – jeg har med stadig stigende forbløffelse også gjort den iagttagelse, at det praktisk taget er umuligt for mænd at diskvalificere sig til samme type stillinger. Og måske skulle man prøve at nærme sig ligestillingsproblemet fra den vinkel. At mænd ikke kan diskvalificere sig til de ledende og indflydelsesrige stillinger i medierne, vil jeg belyse med nogle eksempler fra det virkelige liv. Hermed bryder jeg et tabu og sårer nogle sarte sjæle, men det får så være.

Første eksempel er Ekstra Bladets chefredaktør, Hans Engell. Han var oprindelig uddannet journalist, men gjorde sig aldrig bemærket som sådan. Han gik i stedet ind i politik og var i korte perioder konservativ minister. Hans daværende chef, Poul Schlüter, har ikke meget pænt at sige om hans indsats (i portrætbog fra 2006). Op gennem 1990’erne gjorde Hans Engell sig nemlig – ifølge mange kilder – mest gældende som en hensynsløs og intrigant drukmås, som var stærkt medvirkende til, at Det Konservative Folkeparti blev slået i stumper og stykker på grund af magtkampe. Det hele kulminerede, da Hans Engell i 1997 – i fuldskab – torpederede en betonklods på motorvejen og måtte forlade dansk politik.

Det siges, at vi kvinder skal lære at ’netværke’ for at få de gode stillinger, og jeg vil af mit hjertes naivitet gerne spørge bestyrelsen for Politikens Hus: Hvad er det for et mandligt netværk, som opsamler en falleret og fordrukken konservativ politiker for at gøre ham til chef for et af Danmarks største dagblade? Jeg forstår det simpelthen ikke. Det forholdt sig jo ikke sådan, at Hans Engell nogensinde havde gjort sig gældende som journalist eller havde erfaring med dagbladsdrift overhovedet. Og man ville umiddelbart forestille sig, at det ville ’trække ned’ i kvalifikationerne hos en potentiel leder, at han havde ødelagt og splittet sin tidligere gruppe med magtkampe og intriger? 

Men nej, mænd kan ikke diskvalificere sig. Og kvinder kan ikke kvalificere sig til de betydningsfulde stillinger i medierne.

Mit andet eksempel er tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet, nuværende formand for Litteraturudvalget under Kunstrådet samt kultur- og debatskribent på Berlingske Tidende, Claes Kastholm Hansen. Claes Kastholm Hansen har en lang og kulørt historie, så jeg springer ind dér, hvor han er blevet chefredaktør på Ekstra Bladet i slutningen af 1990’erne.

Som sådan blev han gennem et par år berygtet for at hærge redaktionen og sine medarbejdere med alkoholisk storhedsvanvid, en karakterafvigelse, der manifesterede sig ved, at han verbalt hånede og nedgjorde alt og alle – samtidig med at han utrætteligt lovpriste sin egen genialitet. På et tidspunkt slog ordene ikke til, da han ville udtrykke sin foragt over for en medarbejder. Derfor tog han sine bukser af og sked rundt omkring på den pågældendes kontor, hvorefter han tørrede røv i gardinerne. På aftenens rundtur i huset hånede han de medarbejdere, som han stødte på, og en kvindelig medarbejder i redaktionssekretariatet fik en omgang, som i mere snerpede kredse nok ville være blevet opfattet som sexchikane. Politikens Hus er rummeligt, men chefredaktørens skideri var dog for grænseoverskridende, så Claes Kastholm Hansen måtte forlade sin stilling. Adskillige medarbejdere jublede af lettelse over hans afgang, og der gik ikke et døgn, før historien var kendt i alle byens bladhuse.

Ingen havde fantasi til at forestille sig, at Claes Kastholm Hansen kunne vende tilbage til en position som magtfuld medie- og kulturperson. Men det kunne han. Han blev nemlig først samlet op af Berlingske Tidende – og derefter af kulturministeren!

Det er småt med kulturpersoner på højrefløjen, så på Berlingske Tidende besluttede man sig for at se gennem fingre med fortiden, da Claes Kastholm Hansen efter at være blevet smidt ud af Politikens Hus afslørede sig som stærkt borgerlig. I stedet for at skide i gardinerne på Rådhuspladsen begyndte han så at lukke lort ud i Groft Sagt-spalten i Berlingske Tidende.

Og her fik kulturministeren øje på ham.

Man kan om Claes Kastholm Hansen sige, at han i udtrykkets mest bogstavelige betydning ikke er stueren, og den slags har regeringen en vis erfaring i at samarbejde med. Så da kulturminister Brian Mikkelsen i 2003 oprettede det nye Kunstråd, udpegede han skiderikken fra Pilestræde som medlem af den fine forsamling – og Kastholm Hansen blev desuden formand for det litteraturudvalg (under Kunstrådet), som årlig fordeler 22 millioner kroner til forfatterne. Det er betegnende, at der kun sidder én kvinde som medlem af dette fempersoners litteraturudvalg. Statens officielle politik er ligelig kønsfordeling i råd, nævn og udvalg, men ak, det er så svært at finde kvalificerede kvinder!

Til gengæld kan mænd ikke diskvalificere sig – uanset hvor meget de skider på andre eller andres kontorer."

Priskomiteen bag Montanas Litteraturpris har som det tredje af i alt seks værker fra 2006 indstillet Knud Romers roman 'Den som blinker er bange for døden'. Her følger motivering for indstillingen: Den som blinker er bange for døden er en heftig og gribende debutroman om forfatterens utrolige dansk-tyske slægtshistorie, om en usædvanlig mor, der forgudes, og om tyskerhadet i en dansk provinsby i efterkrigstiden. Det er en fortælling, der langsomt og sikkert åbner sig. Gennem en drejescene af sætstykker åbenbares familiernes skæbne, og vi får lidt efter lidt hele spektret fra neurotisk selvødelæggelse til grum chikane, forfølgelse og død. Romanen er mættet med detaljer og kolorit, drevet frem af hævnlyst, skrevet med vrede, privat patos og nerve og fortalt næsten som en skrøne med behørige overdrivelser og litterær dobbeltbund.