eslund

I am in New York in a cow's head.
I am still in New York in a cow's head.
I am still in New York in a cow's head.
Now I'm in New York in af flower.
I'm now in New York in a cow's head.
Now I'm in Spain taking af bath.
Now I'm in Spain taking a bath tub.
Now I'm in New England eating my friend in the bathroom.
Now I'm still in the bathroom eating my friend but I'm on a cow.
Now I'm in New York in a cow's head.

*

I am grass as green as can be.
I am in a tree on a leaf.
I am in New York on a flying blueberry.
Mud is pretty.
Rain is ugly.
I am on a vine.
I am snow in Spain.
I am rain in Spain.
I am the sun in Spain.
I am a cloud in Spain.
I am in Spain.
I am Spain.

- Marion Mackles, 4th grade, Public School 61
fra Kenneth Koch: Whishes, lies and dreams - Teaching children how to write poetry

When they told me I was going to España
My corazón turned amarillo
I was in the plane
I could see the estrellas
It was so triste
Those stars were all alone
But it was beautiful
Because the noche blended in with them
I started reading a book called Mickey el Ratón
After I got to España I went to a rodeo
I saw a lot of caballos
They were just in red and looked like a manzana
I looked up at the cielo
It was going to rain
I saw the perro eating a guineo
Then I went to Argentina
I knew there was going to be muerte
So I went home
When I got home I didn´t say a palabra of what I had done
Anyway my heart was so red and sweet I named it a manzana.

- Ivette Perez, 6th grade, Public School 61
fra Kenneth Koch: Whishes, lies and dreams - Teaching children how to write poetry

Gunnar Ekelöf: Virkelighedsflugt - En outsiders veje, prosa oversat, kommenteret og annoteret af Karsten Sand Iversen er næste udgivelse i Lædersvinets Kulturbibliotek. Bogen udkommer til februar og er på ca. 350 sider.

Sæt kryds i kalenderen! And spread the news (-:

Piratoplæsning #8 afholdes fredag den 12. marts klokken 21.00
Valkendorfs Kollegium, Skt. Peders Stræde 14, 1453 Kbh. K.
Programmet offentliggøres her og på Facebook.

(Fotos pasted fra jenshvass.com)

I Ildfisken 41/42 er der dagbogsudvalg og memoirer af Ludwig Wittgenstein, Lars Norén, Dorothy Wordsworth, Dalia Grinkeviciute, Mary MacLane og Sándor Márai, noter af Sylvia Plath, uddrag af en dokumentarisk roman af Daniel Defoe, brug af telegrammet som form hos Tim Etchells og breve af James Joyce, Cicero, Johannes Ewald, Katherine Mansfield, Pêro Vaz de Caminha og seriemorderen Albert Fish. Desuden er der gengivet en samtale med Christina Hesselholdt om hendes oversættelser af Katherine Mansfields breve og Dorothy Wordsworths dagbog fra Grasmere.

Torsdag den 10 udkommer det store dobbeltnummer på 202 sider, og vi fejrer udgivelsen på dagen med en reception på Underwood Ink., Ryesgade 30a, 2200 Kbh. N.

Niels Frank læser op af James Joyce: Breve til Nora
Merete Nissen læser op af Pêro Vaz de Caminha: Brev til Dom Manuel af Portugal
Christina Hesselholdt læser op af Katherine Mansfields breve.

Oplæsningerne begynder kl 19.00

Køb Ildfisken 41/42 til receptionen. Vi sælger også første udgivelse i Lædersvinets Kulturbibliotek - Majse Aymo-Boot: Ødelæggelsen 1-11

Naja Marie Aidts digtsamling Alting blinker handler om sted. Digterinden er flyttet til New York, og det har givet anledning til, ikke rejsedigte (heldigvis), men lyriske refleksioner over eksil og asyl, fremmedhed og hjemlighed, emigration og kolonialisering, adskillelsen som tab og som mulighed. Samlingen, som vitterligt blinker én i møde med sit sølvfolieomslag, falder i tre suiter. Første suite består af 18 nummererede digte af cirka en halv side med tendens til at brede sig mere og mere mod højremargin, mens de udfolder en (ikke kronologisk) fortalt historie om ‘barnet’ fra sit første til sit 18. år. Anden suites digte er længere og smallere og synkoperes af fem små boksdigte på grå baggrund, der alle handler om steder, man kan bo. Endelig er tredje suites 11 store digte mere-end-prosa-brede: med minimale marginer og med mellemrum i stedet for linjebrud udbreder de sig om ikke bare New York, men også de tidligere danske kolonier Grønland (hvor Aidt har boet som barn) og Vestindien (som den voksne digterinde opsøger), isprængt fremmede ord og navne fra disse steder .

Barnets tema knyttes til udlændigheden, dels i kraft af en gennemgående historie om adskillelse, dels i kraft af den famlende, uvante omgang med sprog og verden, som både kan være barnets og udlændingens. Således digtet om barnets »andet år«: »langt væk hjemmefra/ med et amputeret sprog:/ barnet i sit andet år/ ingen forstår dets sære fagter/ ugh ugh-lyde i vuggestuen/ (når det taler om en ugle)«.

Barnets stemme følger med over i midtersuiten, hvor den præger de fem små boksdigte om at bo, som bevæger sig fra det klukkende morsomme til det politisk satiriske. »Hvis vi syr en sivsko/ sammen med en anden/ sivsko og vi folder dig/ som et lommetørklæde/ så kan du bo der« hedder det humoristisk barnelegende i det andet boksdigt, men i det fjerde digt bliver humor og barneleg til hvas satire: »hvis du kommer til Danmark/ kan du klæde dig ud som/ wienerbrød/ så kan du bo/ i bagerens vindue/ indtil du bliver spist/ eller smidt ud/ så ligger du ingen/ til last«.

Når lyrik skrives, som Aidt gør det i Alting blinker, formår den at reflektere over alle dimensionerne af forholdet mellem det hjemlige og det fremmede (inklusive det hjemliges fremmedhed) på en akse, der forbinder den personlige med den store historie, det eksistentielle med det politiske. Det handler på én gang om digterinden, der søger eksil, og fremmede, der søger asyl - om den personlige slægtshistorie og om Danmarks koloniale fortid. Aidts digtning er på én gang sanselig og reflekterende, billedrig og faktuel, frit associerende og stramt struktureret, barnligt-naiv og voksen-besindig, eksotisk og enkel, erotisk og barsk.

 

Pablo Llambías’ seneste bog er umulig at læse. Den er en genskrivning af Suzanne Brøggers essaysamling om køn, klasse og kærlighed, Kærlighedens Veje og Vildveje (1975), men den skriver mere af, end den skriver til og fra; den er et remake, der mest af alt benytter sit forlæg som readymade, det vil sige gengiver de 34 år gamle essays med ganske få ændringer. Så tro mod forlægget er Llambías, at selv trykfejlene er reproduceret. Og den tro gengivelse af originalens indledende motto får en ekstra dimension: ‘Ikke en af ideerne i bogen er mine egne. Jeg elsker at pynte mig, med lånte fjer. Tak.’ Læsningens umulighed består i, at man næsten tvinges til at sidde og parallel-læse med Brøggers tekst for detektivisk at spore de enkelte ændringer, men i denne bevægelse går begge tekster tabt. Det anbefales derfor, at man læser original-essay og remake hver for sig, i vilkårlig rækkefølge, men således at der opstår to helhedsoplevelser, som så kan sammenlignes.

Det, der helt konsekvent er ændret fra Brøgger til Llambías, er kønnet. Fra omslagets foto, hvor det er Llambías, der transvestitisk poserer i samme outfit (hatteslør og pelskrave) som Brøgger på originalen, til tekstpositionerne ‘hun’ og ‘han’, ‘mand’ og ‘kvinde’, som konsekvent er udskiftet med hinanden. Formålet med dette kønsskifte kunne umiddelbart ligne en maskulinistisk tilkendegivelse af, at nu er det kvinden, der har bukserne på. Eksempelvis når vi i essayet »Marilyn myten« (muligvis forledt af biografiske og binær kønslogik) oplever jegets perspektiv som mandens: »Det er kvinder, der ser min skrøbelighed […] Det er kvinder, der gerne vil tage sig af mig. Som får deres identitet gennem det at tage sig af mig. […] Og som ser mig som et sexobjekt.« Men hvis kønsskiftet bare var udtryk for kønskamp, for mandens påberåbelse af offer-rollen, ville det ikke være litterært (eller på anden måde) interessant. Kønsskiftet spænder fra en sådan position over det vildt humoristiske (»Jesus […] hun siger«) til de regelrette kønsabsurditeter (»Hun har ellers fået den godt ind og er begyndt at kneppe Pablo i lange stød«). Overordnet er effekten en fornemmelse af, at der er nogle konstanser i kærlighedens og begærets vildveje, hvilke køn de end måtte pløje sig igennem, og hvilken tid (1975 eller 2009) man end måtte befinde sig i.

Enkelte essays er radikalt omskrevne; således er for eksempel essayet om »Ædedolkekulturen« blevet til historien om den enlige forælder, der skal udfylde begge kønsroller og dårligt har råd til mad, mens essayet »Katten« er erstattet af en lang poetologisk indledning til en lille, barsk kattehistorie. Helt sindssyg og smågenial er indskrivningen af Joan Riviéres klassiske psykoanalytiske essay »Den kvindelige maskerade« i det afsluttende essay »Flæsk«. Også i citaterne fra Riviéres essay er ‘hun’ erstattet med ‘han’, og de lægges som replikker i munden på de godtfolk fra Kelstrup, som Brøggers essay handler om: »Han kunne således påtage sig kvindelighed og bære den som en maske, råber Frede til konen.«

Ikke bare kønsmaskerade, men også litterær maskerade får vi for alle pengene i Llambías’ dybt originale og voldsomt effektfulde genskrivning af en gammel, fremragende tekst, som ikke bliver mindre fremragende af at blive en andens.