femte indstilling til montanas litteraturpris
Carsten Jensens "Vi, de druknede" er en mægtig – undskyld – fuldrigger af en roman om hundrede års søfarts- og krigshistorie fra 1848 til 1945 med Marstal som både centrum og periferi. Det er tydeligt, at forfatteren har fundet et fantastisk stof at fortabe sig i og øse af i sin fødebys annaler og i beretningerne om søfolkenes eventyr og meritter, disse gamle, skæggede kosmopolitter, som sejlede kloden rundt, længe inden jordomrejser – inklusiv forfatterens egen – blev obligatoriske. Det er en vidtfavnende, kostelig medrivende, eventyrlig og elementært spændende krønike, der giver ekko af og mindelser om Herman Melville og Joseph Conrad og er fortalt med en frygtelig, men behørig patos af romanens store Vi, de døde og druknede sømænd fra Marstal.
Essayisten Jensen bliver skyllet over bord af fortælleren Jensen, der som de brutale styrmænd i romanen bringer os gennem brandstorme, ishav og verdenskrige og fylder os med vældige historier.
"Vi, de druknede" er på den ene side en ægte mandfolkeberetning og en fascinerende drengerøvsroman og på den anden side en indsigtsfuld fortælling om kønnenes sammenstød og tiltrækningskraft, desperat udlængsel, indestængt smerte og bittert savn. Mændene træder i karakter på søen og insisterer heroisk på den gamle verden, mens matriarkatet Marstal langsomt og stædigt tager hævn og belaver sig på nye tider ved bogstaveligt talt at lade byen og søfarten stå til. Romanen er er en slags moderne odysse med det fynske øhav som omdrejningspunkt.