Kritikerpanel på KUA 7/11, Montanas Litteraturpris
Anden indstilling til Montanas Litteraturpris
Helle Helles kortroman Ned til hundene kan siges at være en fantasi om de ideelle omstændigheder for en nedtur. Jeg-fortælleren – en 42-årig, kvindelig forfatter – sidder ved bogens start med sin rullekuffert på en forblæst bænk ved kysten og samles op af et ualmindeligt venligt ungt par, som lader hende indlogere sig i deres hjørnesofa og holder hende med mad, varme, tv og small talk. I flashbacks udrulles forhistorien: et ægteskab, der er ved at blive et ikke-forhold; et forfatterskab, der er gået i stå. Et ualmindeligt velkomponeret plot lader os i sin diskrete fremvækst forstå, at det ikke bare er jeg-fortælleren, men også dem, hun søger lindring hos, der har kollisioner og katastrofer bag sig – og måske også foran sig. Langsomt involveres jeg-fortælleren i de lokales mellemværender, indtil bogen kulminerer i en slutning, hvor alle personer og elementer føres sammen i noget, der på én gang er katastrofe og happy end.
Med sin på vanlig vis suverænt underdrevne prosa lykkes det Helle Helle at skrive om pizza med fedtet ost, opvarmede dåsebønner og kaffemaskinekaffe, så man faktisk bliver sulten efter det. Samtidig kan hun med lige så minimale, effektfulde midler opmale det, jeg-fortælleren har ladt bag sig, både den store kærlighed og den store provinsparcel-tristesse. En særlig pris burde gives til den nærmest surrealistiske sætning, der står umotiveret og umiddelbart uforståelig på aller første side og spreder en blanding af komik og isnende kulde: ”Bjørnvig fryser en vorte”.
Romanen sætter eksistensen på minimalblus og leverer dermed litterær modgift til det kalenderlagte effektivitetsliv, som er blevet normen i dag. Vi går ikke i hundene, men netop ”ned til dem”, som et sted, man godt kan opholde sig på en eksistentiel rejse, der også bliver en klasserejse. Som sædvanlig hos Helle Helle står følelserne mellem linjerne og akkumuleres kun gradvist i læseren, men så meget desto vægtigere. Ned til hundene er en bog, man er ked af at blive færdig med, fordi den på vederkvægende vis skærer ind til benet, både i sin eksistentielle tematik og sin litterære form.
Første indstilling til Montanas Litteraturpris
Kristian Bang Foss´ anden roman, Stormen i 99, er en kras og præcis men også morsom og smuk skildring af menneskene og livet på tøjlageret InWear fra foråret 1999 frem mod årtusindskiftet, kulminerende i den store orkan, som ramte landet med voldsom styrke 3. december – denne dramatiske begivenhed, som vi alle husker, bliver det store showdown i bogen, der samler historierne om antihelte på en arbejdsplads i en blændende fortælling fra et samtids-Danmark (for ikke så længe siden).
Stormen i 99 er næsten en slags kollektivroman, men det er så som så med solidariteten på InWear. Og det er så som så med fortællerens sympati for romanens karakterer, hvad enten det er Anton og Nanna – hovedpersonerne – finske Juhani med honningmadderne, eller kokken, som har liderlige fantasier om sin filippinske køkkenmedhjælper og boller en frikadellefars. En fækalist er løs på tøjlageret – der er én, som smører lort på toiletterne – og det eneste fællesskab mellem medarbejderne er at få fingre i skurken. Alle kigger efter hinanden, mistænker hinanden, og alle kigger på uret og venter på at få fri og komme hjem. Der er noget trøstesløst over arbejdspladsen og noget latterligt over virksomhedens organisering og medarbejdernes selvforståelse, og fortælleren stiller dette hykleri til skue uden skrupler, men som sagt også med en god portion humor. Ingen slipper for at blive grillet af romanens suveræne og alvidende fortæller: her er ingen kæledægger.
Til gengæld er der også passager af stor skønhed – f.eks. flere svimlende og mættede beskrivelser af københavnske bylandskaber, som er nogle af de mest velskrevne passager pt. i dansk litteratur. Kristian Bang Foss kan spænde sin prosa hårdt mellem det finlitterære og det nærmest tegneserie- eller sitcom-agtigt lette og lattervækkende. Det er blæret lavet. Hurra for dén sammensatte stil.
Nye Rør på Forbrændingen på torsdag
Apropos Montanas Litteraturpris
Montanas Litteraturpris
Fra Blomsterur
STAGNALIS (Vokser i pytter, i stillestående vand)
Jeg står stille.
Jeg ser sten som er store som skygger.
Jeg ved at årstider og planter må have denne erindring.
Der er husene.
Den hånds særlige solskin.
Disse store og vandsyge lokaler.
Klokken er 07.22.
Rummet er lyst, det lysner.
Mellem sofabordet og det tændte, flimrende, tv ligger jeg
nu næsten helt stille. Der løber blod fra et sår ved hårgrænsen,
venstre albue værker længe.
Senere samme dag ser jeg Viktoria forsvinde ind i en port,
begge hendes hænder brænder biografisk.
- Fredrik Nyberg: fra Blomsterur (oversat af mig).
Det stivner i sin komik
Den fantastiske luftighed er sivet ud
Torben Ulrich er interviewet af Anders Haahr Rasmussen i Information, og der står fantastiske og sælsomme ting i interviewet, bla. denne afsluttende kommentar:
- Er du optimist på tennisspillets vegne?
"Knap nok. Idræt i det hele taget er ved at være ... altså, jeg er levende interesseret i det, men jeg synes, det er hendøende, simpelthen fordi det stivner i sin komik. Det mister sin dynamik og vitalitet, og bliver komisk. Komisk i sin alvor. Komisk i sin ihærdighed. Komisk i sin tagen-sig-selv-alvorligthed. Og selvfølgelig er det apparatet mere end den enkelte. Men jeg tænker også, at hver enkelt af os, du og jeg, har en tilgang til det, og hvis vi er i stand til at blotlægge det komiske element, og hvis tilstrækkelig mange mennesker kan se det, så får det alligevel en indvirkning."
- Læs hele interviewet - jeg synes, det er utrolig fint. Der står også et par herlige ting om Agassis forhånd fx!
Laugesen og Nye Rør
