det possessive pronomens forfald?!

gaston bachelard: lysets flamme (kap. V, I, lyset fra lampen)

"Det er det langsomme liv, som den oplevede omgang med de fortrolige genstande fører os til. I deres nærhed fanges vi af et drømmeri, der har en fortid, og som alligevel hver gang genfinder sin friskhed. De genstande, der opbevares i "tingeriet", dette trange museum for ting, man har holdt af, er drømmeriets talismaner. Man fremmaner dem, og straks, blot takket være deres navn, går man i gang med at drømme en meget gammel historie. Således er det også en drømmeriulykke, når navnene, de gamle navne kommer til at skifte genstand, at knytte sig til noget helt andet end den gode gamle ting fra det gamle tingeri! De, der levede i sidste århundrede, siger ordet "lampe" med læber, der er forskellige fra læberne i dag. For mig, orddrømmeren, er ordet mere grinagtigt. Pæren vil aldrig kunne blive tilstrækkelig fortrolig til at modtage det possessive pronomen*. Hvem kan i dag sige: min elektriske pære, som man engang sagde: min lampe? Åh, hvordan fortsætte med at drømme i denne de possessive pronominers forfald, disse pronominer, der så stærkt udtrykte vor omgang med genstandene.
   Den elektriske pære vil aldrig give os de samme drømmerier som den levende lampe, der med sin olie skabte lys. Vi er trådt ind i det administrerede lys´ tidsalder. Vor eneste opgave er at trykke på kontakten. Vi er nu kun det mekaniske subjekt for en mekanisk gestus. Vi kan ikke bruge denne handling til med berettiget stolthed at konstituere os som subjekt for verbet at tænde.

(...) 

*Jean de Boschère beskriver med en hurtig sarkasme en scene, hvor det i stedet for et vågeblus er en "elektrisk pære", der ærer Jomfru-figuren. Er vågeblusset måske ikke et blik: "Et vågeblus burde brænde i sin olies sorte øje" (jf. Marte et l'engagé, s. 221). Den elektriske pære har ikke noget blik." 


- spacet, men også på en måde en ret fin tekst. somehow fik den mig til at tænke på to smukke tekster af francis ponge (det kan jo ske):


"Stearinlyset

Natten giver undertiden næring til en enestående plante, hvis glød opløser møblerede rum i skyggemassiver.
   Dens guldblad holdes upåvirket fast i fordybningen af en lille alabastsøjle ved hjælp af en kulsort stilk.
   De sølle natsommerfugle bestormer hellere dén end den alt for fjerne måne, som får skovene til at fordampe. Men de bliver straks forbrændt eller udmattet af kampen og dirrer alle på kanten af et vanvid, der næsten får dem til at stivne.
   Med sit flakkende skær hen over bogen og bratte udsondring af særprægende røgskyer opmuntrer stearinlyset imidlertid læseren - og bøjer sig derpå over sin underskål og drukner i sin føde."


"Ilden

Ilden laver en inddeling: først bevæger alle flammerne sig i en eller anden retning...
   (Ildens gang kan kun sammenlignes med dyrenes: den må forlade ét sted for at indtage et andet; den går på samme tid som en amøbe og som en giraf, rykker med halen, slæber på fødderne) ...
   Så, mens de metodisk angrebne masser synker sammen, bliver de gasser, der udsendes, lidt efter lidt forvandlet til én stor affyringsrampe for sommerfugle."


- nu hvor jeg er i det temperament, så lad mig anbefale at læse æblefar abildgaard nielsens tekster i det nye nummer af bogens verden. de er skide gode. nb! der skulle ikke have stået "tre tekster til tranströmer", det er en redaktionsfejl - teksterne er ikke en hyldest - ligesom teksterne ikke skulle have været nummererede. men se bort fra det. teksterne er, som de skal være - og spændende! han læser i øvrigt op på the lab i morgen kl 20.


Kommentarer

Kommentera inlägget här:

Namn:
Kom ihåg mig?

E-postadress:

URL:

Kommentar:

Trackback