Tag og læs! - Tabu begynder i morgen
Tag og læs!
– Tabu
11. – 17. januar 2009
Søndag den 11. januar
Ankomst og velkomst
Mandag den 12. januar
Tania Ørum: Overskridelsens svimmelhed – og nødvendighed
Søren Ulrik Thomsen: Kritik af den negative opbyggelighed
Tirsdag den 13. januar
Erik Skyum-Nielsen: Bogsæsonen 2008
Kritikerpanel om tre af de nominerede til Montanas Litteraturpris:
Erik Skyum-Nielsen, Kamilla Löfström, Lilian Munk Rösing (Stormen i 99, Ned til hundene og Suverænen)
Oplæsning: Kristian Bang Foss, Harald Voetmann, Preben Major Sørensen, Helle Helle og Christian Dorph
Onsdag den 14. januar
Lilian Munk Rösing: Er det kunst at overskride grænser?
Carsten Thau: Kunstnerisk længsel og det obskøne – apropos Marcel Duchamp
Koncert ved Mads Mouritz og Lone Hørslev
Torsdag den 15. januar
Maja Bissenbakker: Queer og litteratur
Kritikerpanel om tre af de nominerede til Montanas Litteraturpris:
Mai Misfeldt, Lars Bukdahl, Thomas Thurah (Ubevidst rødgang, Camilla and the Horse og Små guder)
Koncert ved Thunderbear (Thorbjørn Krogshede, tidl. Under Byen)
Fredag den 16. januar
Kritikersalon (om Harald Voetmann: En alt andet end proper tilstand og Christina Hagen: Sexdronning) ved Lars Bukdahl og Tue Andersen Nexø
Afstemning om publikumsprisen
Uddeling af Montanas Litteraturpris og publikumsprisen
Festmiddag og fest!
Lørdag den 17. januar
Afrejse
http://information.dk/montana
Information rykker til Testrup og rapporterer dagligt fra kurset.
Trouble with classicists
That's all he sees, he paints a tree
The trouble with a classicist he looks at the sky
He doesn't ask why, he just paints a sky
The trouble with an impressionist, he looks at a log
And he doesn't know who he is, standing, staring, at this log
And surrealist memories are too amorphous and proud
While those downtown macho painters are just alcoholic
The trouble with impressionist is [x4]
The trouble with personalities, they're too wrapped up in style
It's too personal, they're in love with their own guile
They're like illegal aliens trying to make a buck
They're driving gypsy cabs but they're thinking like a truck
The trouble with personalities is [x4]
I like the druggy downtown kids who spray paint walls and trains
I like their lack of training, their primitive technique
I think sometimes it hurts you when you stay too long in school
I think sometimes it hurts you when you're afraid to be called a fool
The trouble with classicists is [x4]
Så skal der igen antændes lunter i skægget!
Sjette og sidste indstilling til Montanas Litteraturpris
Måske kunne man for en gang skyld sige noget præcist med frasen ”ærlig snak”, hvis man hæfter den på digtene i Niels Franks sjette digtsamling Små guder. Bogen består af en række dedikationer eller portrætter, teksterne er henvendte og vil nogen noget, læseren selvsagt, men der er også, fornemmer man, konkrete, indforståede adressater på digtene. Man kunne kalde det venskabelige grovheder, som når man gerne vil have grovfilen af en god ven, ”sandhederne” råt for usødet, f.eks.: ”Knappernes søgen efter en lavere orden, / hvor villige hullerne altid er. Lidt ligesom / fisser. Nej! Nu må du igen sige undskyld.”
Well ... Der er et mellemværende i digtene, og de er både forsludrede og præcise og dertil hjertelige, drilske, spydige, revsende, vrængende og henførte, og det på en træffende retorisk og labyrintisk flabet og find-lige-vej-i-den-her-bemærkning-som-du-nok-burde-tænke-lidt-over-agtig måde. Der er en ligefrem ømhed og dyb anfægtelse som motor, en illusionsløs skepsis, liderlighed og humørsyge på færde.
Det frankske univers er vanligt kritisk og selvkritisk, og man bliver svimmel og strippet, for der er tryk på, man læser både langsomt og hurtigt og læser gerne et digt ad gangen, for det er også svært fordøjelige sager. Franks poesi er altid elegant, klog og smart, men denne gang er der skruet op for det dirty. Det er dejligt og veloplagt, og tak i øvrigt for det fine omslag med det gamle håndkolorerede fotografi af Monte Carlo. Tjuhej for slinger, du ved.
Bl.a. derfor er den bog altid i min taske
ord
når jeg nu siger Girolamo Frescobaldi
og derpå Carlo Gesualdo
Principe da Venosa
så er det jo slet ikke en opfordring
til diskussion af disse to gamle komponister
som ikke skal diskuteres men høres
men det skal deres pragtfulde italienske navne også
og hvor ville det være dejligt når vi mødes på gaden
at du sagde Girolamo Frescobaldi
og jeg svarede Carlo Gesualdo
Principe da Venosa
og at alt så var sagt
og vi stod bomstille
og kendte hinandenLove is best!
Femte indstilling til Montanas Litteraturpris
Camilla and the Horse lyder som titlen på en kulørt roman om den britiske landadel, men dækker over fem monologer og en novelle. Camilla viser sig at være jeg-fortælleren i to af monologerne, og “the Horse” at være det tilnavn, hvormed hun besmykker sin mand, Charles, som er “oppe i årene, men fyrig”.
De fem monologer er underfundige, poetiske, præcise og fulde af både ømhed og ironi. Den første monolog, Vandreturen, er rettere en vekselsang for tre stemmer: et ægtepars og en fremmed mands. Alma er på vandring bort fra sit ægteskab med Kristian, mens de sammen er på vandretur i Lake District, på sporet af de store romantiske digtere. På deres vej krydser de Edward, som sidder på et tag og er gal over kunsten. Personerne karakteriseres gennem bevægelsen i deres tankestrømme: Lige så flyvsk Almas tanker bevæger sig i tid og sted, lige så fikseret kredser Kristians om Alma. Edward er fortæller i de to næste monologer, Dyr og Dødsbo, som er lettere absurdistiske, sort humoristiske skildringer.
De to Camilla-monologer handler om, hvordan Camilla og hendes fyrige mand, Charles, forholder sig til østeuropæiske ludere i Berlin og nine-eleven i Lissabon, så vi ikke rigtig ved, om deres elskovsgale rejselyst er et over- eller underskud. Novellen er en genoptagelse af persongalleriet fra Hesselholdts forrige roman, ’I familiens skød’.
Hesselholdts prosa har fået et skud vildskab, som klæder den umanérlig godt, og Camilla and the Horse er en udsøgt prøve på litteraturens evne til at åbne andre bevidsthedsrum for os.
Sikkert har De intet begreb om denne lidelse
Denne djævelske tilfældighed
Der pønses på nye piratoplæsninger
Fjerde indstilling til Montanas Litteraturpris
Lars Frosts såkaldte ingeniørroman Ubevidst rødgang er en velresearchet tour de force gennem de tidlige 1970’ere, en periode præget af brydninger og opgør, politiske konflikter og terror, men også en tid med visioner og effektivisering, f.eks. kommunalreformen – det er før krisen og afgrunden, dog er Fiskebækbroen lige styrtet sammen.
Særlig bogens første del er en gennemført 70’er-pastiche, en slags Livet i Danmark med hele udtrækket af Volvo Amazoner, Palæstina-konflikten i fjernsyn og aviser, Ole Palsby-grill og Krogager og Spies. Her møder vi hovedpersonen, ingeniøren Erik, som lever et tilsyneladende almindeligt liv med sin kone Grete, vennen John og sønnen Arne samt en storebror, der bor på Lolland, Kresten. Erik oplever to dødsfald i familien, og det sidste (som titlen henfører til) bringer ham i anden del af romanen til Italien, hvor vi støder på en anderledes handlekraftig og hørklædt cool, kosmopolitisk Erik. I denne anden del skifter synsvinklen og stilen overraskende (som om man nu har fået farve-tv), og tempoet sættes gevaldigt op med den ny fortæller og med de eksotiske kulisser i Rom og Venedig. Det er en helt forskudt roman, som sikkert og raffineret blotlægger forbindelser tilbage til førstedelen.
Kompositorisk er Ubevidst rødgang herligt speciel og konsekvent. Frost er en formidabel stilist med et gehør og en sproglig beherskelse, som gør, at han kan slippe af sted med næsten hvad som helst: fra at skrive gråmeleret 70’er-prosa, til at lægge plotspor ud og lade dem fare, skrue op og ned for tempoet og sende læseren på strækmarch gennem ingeniørhistorien. Romanen flyder over af viden og fortællelyst grænsende til maskeret foredrag og overkill, men på den gode måde, og det er ikke falsk genrebetegnelse (ingeniørroman), når vi hører så detaljeret om princippet bag Frankipæle, Venedigs konstruktion, inddæmning og gradvise forfald, og vi skal gennem 15 sider om Krupp-dynastiet og mærke svimmelheden af at stå under kuplen i Pantheon.
Der er noget ødselt over Ubevidst rødgang, men det er også en tematisk stram og især i anden del ligefrem action packed og thriller-effektiv roman. Som en velskænket Manhattan i en meget brun bar! Nåja, hvis det giver nogen mening.
Frost er indstillet
Mere om indstillingen af Ubevidst rødgang i Informations bogtillæg på torsdag og her på bloggen onsdag sent.
Kritikerpanel #2 på torsdag
Tredje indstilling til Montanas Litteraturpris
Das Beckwerks Suverænen er en slags selvstændig fortsættelse af clausbeck-nielsen.nets Selvmordsaktionen, hvor Nielsen & Rasmussen rejste rundt i et krigshærget Irak med demokratiet i en kasse og et parlament som et telt; en absolut klovnet og grotesk bogstavelig happening, som i og med de personlige risici og de absurde og virkelige twists & turns bliver en hårdkogt thriller om undtagelsestilstanden og sætter en ny standart for politisk kunst.
I romanen Suverænen skal demokratikassen med til USA, og allerede over Atlanten skrues forventningerne kraftigt i vejret. En spritny, ydmyg og dedikeret Nielsen er krønikeskriver for den gamle Rasmussen, nu i universalistisk topform – stortalende, altædende, Parliament-rygende og eventyrligt indbildsk! I flyet holder han foredrag og citerer bl.a. Tocqueville, og det ligger i luften – og i Nielsens forventninger – at Rasmussen vil indsætte sig selv på sin rette plads i historien som ’suveræn’ i Carl Schmitts definition, dvs. hersker over undtagelsestilstanden. Men alt går i skuddermudder: kassen med demokratiet bliver sendt retur, og i New York løber makkerparret en åben dør ind og må rende spidsrod for ikke at blive avantgarde-darlings, og senere i forbundshovedstaden vil ingen tale med dem, og de driver lidt tilfældigt omkring. Nielsen følger trofast med som en anden Sancho Panza, mens en stadig mere rastløs og frustreret Rasmussen æder, drikker og ryger sig igennem Washington D.C. for til sidst at krakelere og drikke sig i hegnet på valgnatten i 2004, hvor han til Nielsens store fortrydelse falder ud af rollen som cool universalist og giver sig til at ævle om sin hjemstavn på Fyn.
Suverænen er suverænt godt skrevet og kostelige absurde løjer, på sin vis en letløbende og langtrukken farce, men også et stort nyt kapitel i denne overrumplende, åbne og særegne virksomhed, som er Das Beckwerk.
Hvor langt ud kan man drive sin ikke-eksistens, inden den krakelerer? Kan man på en gang være ingen og alt, og kan man give afkald på kunsten og kunstinstitutionen, politikken og de politiske institutioner og erstatte dem med helt andre former for væren eller handling? Man er med hele vejen, til Kerry-Edwards rally i Upper West Side, på trøsteløse Starbucks om natten ned gennem Manhattan slæbende på en imaginær kasse, ind i Metodistkirker og Sports Pubs og Community Centers, hele vejen op ad The Mall og tilbage igen. Der er ingen ende på historien om ikke at være nogen. Det er pragtfuldt!
Democracy
Preben Major Sørensen: På vippen
Preben Major Sørensens nye voldspornografiske, sprogligt raffinerede og dødsfikserede prosasamling vil vække glæde og forundring ikke mindst hos de mange, som er henvist til det mindre fantasifulde hverdagsliv, den moderne globaliserede civilisation har at tilbyde. Her er både smæk for skillingen, stærke dødsforventninger, grov vold og forfinet atmosfærisk poesi. Hvad mere kan man forlange?
På vippen er den uafhængige opfølger til den anmelderroste De dødes vej, der udkom i december 2007.
På vippen
af Preben Major Sørensen
ISBN 978-87-92117-11-3
2008 - 382 sider - 349 kr
Bestil bogen
Udgivelsesdato 4. december 2008.
Kritikerpanel på KUA 7/11, Montanas Litteraturpris
Anden indstilling til Montanas Litteraturpris
Helle Helles kortroman Ned til hundene kan siges at være en fantasi om de ideelle omstændigheder for en nedtur. Jeg-fortælleren – en 42-årig, kvindelig forfatter – sidder ved bogens start med sin rullekuffert på en forblæst bænk ved kysten og samles op af et ualmindeligt venligt ungt par, som lader hende indlogere sig i deres hjørnesofa og holder hende med mad, varme, tv og small talk. I flashbacks udrulles forhistorien: et ægteskab, der er ved at blive et ikke-forhold; et forfatterskab, der er gået i stå. Et ualmindeligt velkomponeret plot lader os i sin diskrete fremvækst forstå, at det ikke bare er jeg-fortælleren, men også dem, hun søger lindring hos, der har kollisioner og katastrofer bag sig – og måske også foran sig. Langsomt involveres jeg-fortælleren i de lokales mellemværender, indtil bogen kulminerer i en slutning, hvor alle personer og elementer føres sammen i noget, der på én gang er katastrofe og happy end.
Med sin på vanlig vis suverænt underdrevne prosa lykkes det Helle Helle at skrive om pizza med fedtet ost, opvarmede dåsebønner og kaffemaskinekaffe, så man faktisk bliver sulten efter det. Samtidig kan hun med lige så minimale, effektfulde midler opmale det, jeg-fortælleren har ladt bag sig, både den store kærlighed og den store provinsparcel-tristesse. En særlig pris burde gives til den nærmest surrealistiske sætning, der står umotiveret og umiddelbart uforståelig på aller første side og spreder en blanding af komik og isnende kulde: ”Bjørnvig fryser en vorte”.
Romanen sætter eksistensen på minimalblus og leverer dermed litterær modgift til det kalenderlagte effektivitetsliv, som er blevet normen i dag. Vi går ikke i hundene, men netop ”ned til dem”, som et sted, man godt kan opholde sig på en eksistentiel rejse, der også bliver en klasserejse. Som sædvanlig hos Helle Helle står følelserne mellem linjerne og akkumuleres kun gradvist i læseren, men så meget desto vægtigere. Ned til hundene er en bog, man er ked af at blive færdig med, fordi den på vederkvægende vis skærer ind til benet, både i sin eksistentielle tematik og sin litterære form.
Første indstilling til Montanas Litteraturpris
Kristian Bang Foss´ anden roman, Stormen i 99, er en kras og præcis men også morsom og smuk skildring af menneskene og livet på tøjlageret InWear fra foråret 1999 frem mod årtusindskiftet, kulminerende i den store orkan, som ramte landet med voldsom styrke 3. december – denne dramatiske begivenhed, som vi alle husker, bliver det store showdown i bogen, der samler historierne om antihelte på en arbejdsplads i en blændende fortælling fra et samtids-Danmark (for ikke så længe siden).
Stormen i 99 er næsten en slags kollektivroman, men det er så som så med solidariteten på InWear. Og det er så som så med fortællerens sympati for romanens karakterer, hvad enten det er Anton og Nanna – hovedpersonerne – finske Juhani med honningmadderne, eller kokken, som har liderlige fantasier om sin filippinske køkkenmedhjælper og boller en frikadellefars. En fækalist er løs på tøjlageret – der er én, som smører lort på toiletterne – og det eneste fællesskab mellem medarbejderne er at få fingre i skurken. Alle kigger efter hinanden, mistænker hinanden, og alle kigger på uret og venter på at få fri og komme hjem. Der er noget trøstesløst over arbejdspladsen og noget latterligt over virksomhedens organisering og medarbejdernes selvforståelse, og fortælleren stiller dette hykleri til skue uden skrupler, men som sagt også med en god portion humor. Ingen slipper for at blive grillet af romanens suveræne og alvidende fortæller: her er ingen kæledægger.
Til gengæld er der også passager af stor skønhed – f.eks. flere svimlende og mættede beskrivelser af københavnske bylandskaber, som er nogle af de mest velskrevne passager pt. i dansk litteratur. Kristian Bang Foss kan spænde sin prosa hårdt mellem det finlitterære og det nærmest tegneserie- eller sitcom-agtigt lette og lattervækkende. Det er blæret lavet. Hurra for dén sammensatte stil.
Nye Rør på Forbrændingen på torsdag
