eslund

Litteraturens privilegier

Dannelsestanker. Nu saver jeg muligvis den gren over, som jeg selv sidder på

af Mads Eslund

I sidste uges bogtillæg skrev man her i Information om litteraturkritikkens krise i aviserne. Det vil sige, det man skrev om, var avisredaktionernes nedprioritering af bogstoffet. Washington Post fx har åbenbart lige fyret bogtillægget Book World, og herhjemme har særligt Berlingske Tidende og Jyllands-Posten skruet ned for frekvensen og kvaliteten af omtaler og anmeldelser af litteratur. Aviserne er i krise, det er sådan set det, det handler om, og litteraturjournalistikken og -kritikken er ikke salgbar nok i forhold til andre af avisernes stofområder.

Det er nemt at græde snot over den udvikling. Anmelderne (hvis ikke de er skiftet ud med ulønnede praktikanter, hrmpf!) drysser stjerner ud over kortfattede referatagtige smagsdomme over bøgerne. Skribenterne (og læserne) interesserer sig mere for forfatterne end de bøger, som skrives. Nu skal det være "vedkommende", det man læser om. Der er gået "god historie" i litteraturstoffet.

Gammeldags prioritering

Men man kan undre sig over, at aviserne overhovedet stadig prioriterer bogstof så højt. Der skrives jo meget mere om litteratur end om andre kunstarter som musik, film, billedkunst og teater. Hvorfor? Er det ikke en gammeldags prioritering? De fleste i min generation ser langt flere film og hører mere musik, end de læser og kender til bøger.

Der ligger en out of date dannelsestanke bag at forfordele litteraturen i kulturstoffet i blade og aviser. Som om litteraturen er særlig fin og indsigtsfuld, og det er opbyggeligt vigtigt, at netop den præsenteres og behandles rigeligt og ordentligt i avisens spalter. Litteraturen er, så vidt jeg husker, den eneste kunstart, som ikke er udsat for anmelderstjerner i Politiken. Den priviligeres i pressen som den fine kunstart, den væsentlige.

Fimset logik

Jeg kunne gå til problematikken på en anden lidt kantet måde. Hvorfor er jeg som forfatter blevet spurgt, om jeg vil skrive klummer til dette dagblad? Nu saver jeg muligvis den gren over, som jeg selv sidder på, men hvorfor har Information et forfatterpanel og ikke i stedet eller også et kunstnerpanel eller et skuespiller- eller instruktørpanel? Er jeg som forfatter mere interessant end en musikerkollega eller kunstnerditto? Er min mening og betragtning mere spændende, ved jeg mere, er jeg tilpas intellektuel eller forstående på en måde, som appellerer rigtigst til læserne? Er jeg særlig disponeret for at skabe debat og diskutere i offentligheden?

Måske er det en slags fimset logik, at forfattere skal være særlige stemmer i offentligheden, vel at mærke meningsskabende eller -revsende stemmer ud over den produktion af bøger, som forfatterne laver i forvejen - jeg ved det ikke.

Andre offentligheder

Forfatterrollen har i hvert fald længe kunnet trænge til en ordentlig punktering. Og i stedet for at ærgre sig over, at litteraturen og receptionen af den nedprioriteres i aviserne, skulle man måske kigge sig om efter nye og andre offentligheder, hvor den trives (lyder som en plante i et væksthus, kondens driver!) og behandles mindre poppet og stift end i de trykte avisudgaver.

Jo, det er da uendelig trist, at avisernes dækning af bogstof forringes. Jeg ville ønske, det så anderledes ud. Men der findes heldigvis også fora, som udfordrer litteraturen på måder, som avisen ikke kan - tidsskrifter, magasiner og netværk og sider på nettet fx, som er engagerede og interaktive og ambitiøse. Et sted som Litlive.dk bringer seriøse anmeldelser af nye nordiske udgivelser, netportalen AfsnitP er velorienteret om nyt og gammelt på den digitale litterære front, og jeg ved, at der er månedlige kritikersaloner på vej i København. Bare nogle eksempler. Og oplæsningsscenen blomstrer (ud med den gartner!) som aldrig før, både i hovedstaden og provinsen.

Krisen er primært avisernes, det er jeg sikker på. Litteraturen skal nok klare sig.

Alle disse sætninger med snusfornuft i

Jeremiade. Som om alt skal være hyggeligt og velfriseret og glat

af Mads Eslund

Jeg er efterhånden landet, som man siger, efter en intens uge som kursusleder på litteraturseminaret Tag og læs! på Testrup Højskole. Kurset kulminerede i uddelingen af Montanas Litteraturpris, som blev overrakt til digteren Niels Frank ved en højtidelighed i fredags.

Niels Frank er en fortjent vinder af prisen – tillykke! Hans digtsamling Små guder investerer stærkt personligt stof, den er kritisk og selvkritisk og frem for alt præcis i sproget. Den er revsende og klar, men kantet. Der er en sprudlende energi og intelligent omsorg og skepsis i sprogføringen i den bog.

Jeg er glad for, at en digtsamling vinder en stor litteraturpris. Poesien har trange kår. Der findes håbløse fordomme om, hvad poesi er, selv i det man kunne kalde dannede kredse. Det er ikke til at forstå digte, og digtere er selvoptagede eller fimsede og verdensfjerne, hedder det. Hvorfor skal sproget være unødigt kringlet og floromvundet og svært? Hvorfor handler digtene ikke om noget etc.?

Selv skriver jeg digte for at sætte sprog på fornemmelser, tanker, betragtninger og følelser. Det, forestiller jeg mig, kan komme andre mennesker ved. Og jeg skriver, fordi sproget vækker mig, det får mig op at køre, når nogen formulerer noget smukt eller interessant eller overraskende skørt og træffende. 

For meget vås

Jeg vil gerne her i min første klumme (åh, så blev man klummeskribent, som jeg konstaterede med min kollega Kristian Bang Foss i telefonen, han ringede lige og skulle selv til at skrive klumme til iBYEN, og vi blev enige om, at det måtte vi begge kommentere) slå et slag for en samvittighedsfuld omgang med sproget.

Jeg synes, der er al for megen sproglig forurening i medierne og i vores daglige skrift og tale. Der bliver sagt og skrevet for meget vås, simpelthen. Med fare for at lyde som en Jeronimus og få led røvfuld for mine udgydelser, spejl eller boomerang, nu vrænger jeg:

Jeg synes, det er pinligt at høre på nyhedsoplæsere, der laver fikse og onkelagtige overgange mellem indslag af katastrofer og trivialiteter. Der er hjemmevideo-humor og platheder på skærmen hver dag, såkaldt smidige transporter mellem fx Darfur-reportage og vejrudsigt med indlagt tv-køkken transmitteret fra kajen i Esbjerg: ”Nu håber vi ikke, det går i fisk for dig, Jarnvig, at du får fiskeben galt i halsen, ha ha!” Sådan noget. Nyheder fremføres i et tøhø-agtigt og letfordøjeligt sprog. Som om vi er idioter, der ikke kan tænke selv. Som om alt skal være hyggeligt og velfriseret og glat.

Megen journalistik, også den skrivende, smovser i dødt sprog og klicheer. Man ligefrem vrider de i forvejen gennempryglede fraser tørre for at få mening ud af dem. Vi skal skubbes ind i genkendeligheden, så kan vi bedre identificere os, så kan vi lettere forstå.

Jeg ærgrer mig over politikere, som taler uden om pga. partidressur, og jeg er træt af roste skribenter og sangskrivere, der er tilsyneladende kritiske, men tilfredse med at bytte om på ordspil og pudsigheder og bliver rost for originalt dansk. Det er altså for nemt. Det hørmer næsten lige så slemt som det pseudo-kreative sprog i coaching-, konsulent- og reklameverdenen, som er noget af det værste.

Også i litteraturen ser man dovent sprog. Jeg gider ikke fiffige finurligheder og forsludrede passager, som er sluppet igennem redaktion ”fordi de bare lyder godt”. Hvad står der egentlig? Ved du egentlig, hvad der står? Står der noget som helst? Kan du kvalificere, hvorfor det lyder godt etc.? Her kunne jeg også synge en lang sang om slap kommatering, men så vokser der nok grå hår og langt skæg og stok ud af min krop.

Det livfulde modbillede

Jeg beundrer en forfatter som Niels Frank for evnen til at stille skarpt og forsøge at se ting på nye måder. For hele tiden at gøre det svært eller udfordrende for sig selv. For hans vilje til at forstå og vise, at forhold kan være komplicerede. Vores forestillinger om verden stivner, når vi ikke kigger dem ordentligt og nysgerrigt og kritisk nok efter, og når vi ikke gør os umage, når vi sætter sprog på det, vi oplever.

Hvad vil jeg egentlig sige? – læs noget poesi fx. Den kunne bl.a. handle om netop det, at gøre sig umage.

Jeg slutter af med at citere fra det første digt i Små guder, Tak for det gule brev:

”Hernede [i DK formodes det, forinden revses de borgerlige værdier i Bergen – ME] er der / mening med det meste, selv de sædvanlige / lakerede pytter langs alle kantsten, som levede byen af / at hobe tårer op. Hvem ved? Selv sprækkerne / i asfalten, det livfulde modbillede til danskerne, / der altid vil lige frem, skure, slibe, smøre, / skrue, spænde, stramme. Ingen slinger, du ved. / ingen udenomsværker. Et sprog af linealsætninger, / alle disse sætninger med snusfornuft i.”