Thykier-reception på Underwood


 

Den 18. juni udgiver Anblik Mikkel Thykiers ENTRÉ - Tre forord: 

“Der er efterhånden flere manuskripter, der er konciperet, planlagt og komponeret som bøger, men ikke udgivet, end manuskripter, der er blevet udgivet som bøger, og det giver ikke længere mening at betragte det, der er skrevet, som et forfatterskab, der gør brug af, betjener sig af og folder sig ud som og gennem bøger. Det virker efterhånden som en fejltagelse overhovedet at skrive med en bog som mål og giver mere mening at tænke for mig selv nu, hvor papirerne ligger her foran mig, at det her, det er ikke et reelt forfatterskab, men ét, der udelukkende er henlagt til eller henvist til det potentielle: I alle dets varianter og sammensætninger af tekster befinder det sig i et felt af potentiale (potentielle udviklinger), og i det felt må det, der er skrevet, betragtes som undersøgelser, som afsøgninger af litteraturens muligheder for eksistens, af litterære muligheder for eksistens, og hele dets mening opstår i kraft af det felt.” 

Vi holder eftermiddagsreception for ENTRÉ på Underwood Ink, Ryesgade 30a, 2200 Kbh N, søndag den 21. juni klokken 16. Receptionen holdes sammen med forlaget 28/6, som også udgiver Mikkel Thykier i juni. Martin Larsen vil sige et par ord, og det vil være muligt at købe udgivelserne.


Anblikaften på fredag i Underwood Ink.


Anblik er månedens forlag i Underwood Ink. i Ryesgade, og fredag den 27. marts klokken 20 inviterer vi til oplæsning fra nogle vores udgivelser. Der vil i hvert fald være oplæsninger af:

Chresten Forsom
Jens Jacob Toftegaard
Kasper Nørgaard Thomsen
og Mads Eslund (som læser op af Preben Major Sørensens På vippen fra december 2008)

Vi har muligvis også andre ting på programmet, så hold øje med denne side helt frem til arrangementet.

Kig forbi, vi lover, det bliver festligt og hyggeligt!

Adressen er:

Underwood Ink.
Ryesgade 30A (helt oppe ved Fredensgade)
2200 Kbh N


Forfatterpanelet i Information i dag


Køb bøger i stedet for smarte trusser!
Rekonstrueret dundertale. Sandheden skal man høre fra fulde folk

af Mads Eslund

Meget tit tænker jeg: København er blevet for smart, det er ikke kun dårligt med den finanskrise. Lad luften fise lidt ud, dele af byen er blevet for trendy og cool, folk har for mange penge, og det udhuler dem. Vi kan ikke se os selv for rigtige vaner. Kig fx på det nye Vesterbro, fra Gasværksvej og op til Enghave Plads, plus sidegaderne. Kig på Kødbyen og al den hype, der er. Det er, som om København er blevet en 3-D-udgave af et modemagasin, en virkeliggørelse af Wallpaper eller Euroman/Eurowoman.

Island i Jylland
Den er også gal i Århus faktisk. Som en forfatterkollaga sagde til mig, efter vi havde undervist på Testrup Højskole og var på vej til banegården i en taxa: ”Der er noget Island over Århus.”  Det var vel at mærke før, krisen fik Island i knæ, og hun mente det ikke på en god måde. Der er noget oppustet dyrt over Århus, der er for mange, der går i lækkert og lidt for nyt tøj, og alle går med de samme designermærker. På den led er Århus et lille smart sted, ligesom Island var. Men egentlig også ligesom København er – det er måske bare tydeligere i Århus, fordi byen er mindre. Da jeg boede i midtbyen i Århus købte jeg dagligvarer ind i Føtex i Guldsmedegade, og den blev kaldt score-Føtex, fordi alle så overdrevet skarpe og moderigtigt selvbevidste ud, når de handlede der. Score-Føtex er spot on smart. Der signaleres simpelthen for meget sådan et sted.

Signalværdi
I det hele taget kan man blive træt af, at man skal gå så meget op i, hvad man signalerer. Store dele af erhvervslivet skubber rundt på varm luft og såkaldt rigtige værdier og strategier. Teenagepiger dasker rundt på strøget som reklamesøjler for Dolce & Gabbana, og på Bang og Jensen på Istedgade sidder vi alle med næsten-identiske Vibskov-tørklæder, modebriller og helt nye MacBooks og tjekker trendy sites ud.
Folk vil se sig selv og ses i de rigtige omgivelser. Det er vigtigt at komme til de rigtige arrangementer, at signalere, at man har fingeren på pulsen, at have adgang til de rigtige netværk.
Jeg kommer til at tænke på det her, fordi jeg talte en slags dunder til en forsamling for nogle uger siden. En fredag aften sidst i februar var jeg vært ved oplæsningsarrangementet Piratoplæsning #5 på det gamle kollegium Regensen ved Rundetårn. Fægtekælderen – selvfølgelig har man en fægtekælder på Regensen – var fyldt med mennesker, som gerne ville høre nyskrevet dansk litteratur. Der har været stuvende fuldt alle de gange, jeg har arrangeret piratoplæsninger i København. Der er en stor interesse for at høre oplæsninger lige nu, og det er fantastisk. Det er jeg vildt glad for!

En djævelsk ide
Anyway, jeg talte dunder, da jeg skulle runde oplæsningerne af og kom til at tænke over, at der var kommet så mange mennesker, fordi de synes, det er smart at komme til piratoplæsningerne. Eller de kommer selvfølgelig, fordi de gerne vil høre oplæsningerne, men også fordi det er smart og hype – den djævelske idé fløj i mig. Og så syntes jeg pludselig, at det var for galt, at der sælges så latterligt få digtsamlinger, men jeg kunne jo samtidig se, at alle de her unge og smarte og velbjærgede mennesker gerne ville have den fede litteratur, og så blev jeg ærgerlig over det og foreslog, at de skulle droppe de smarte vaner og købe nogle bøger i stedet for at købe alt det lækre tøj, de havde taget på. De skulle ikke komme, fordi det her var trendy, de skulle komme for litteraturens skyld. Og også bruge penge på dén, hvilket mundede ud i noget, som vel blev aftenens motto: ”Køb bøger i stedet for smarte trusser!”
Jeg ved ikke, hvorfor det var trusser, der skulle stå for skud, måske var jeg blevet for beruset og kåd, og så er det ting som trusser, der dukker op i hovedet på en. Men mon ikke en digtsamling og et par smarte trusser ligger nogenlunde i samme prisleje?


Martsrabat på Majorens nyeste i Anblik Bogklub




Hele marts måned kan du få Preben Major Sørensens nye
På vippen som introduktionstilbud i Anblik Bogklub til kun 227 kroner (normal 349 kroner).

I Anblik Bogklub får du bla. 35% rabat på alle nye udgivelser fra Anblik og 50% rabat på titler fra Anbliks bagkatalog.

 

Meld dig ind i Anblik Bogklub med det samme!

 

Læs mere om Anblik Bogklub her.

 

Eksisterende medlemmer af Anblik Bogklub kan selvfølgelig få del i samme tilbud ved bestilling fra Bestilling


Reportage fra Piratoplæsning #5 i Weekendavisen




Lars Bukdahl har skrevet en artikel i Weekendavisens 2. sektion om oplæsnings-København pt., og der er en længere reportage fra Fægtekælderen forrige fredag. TRUT!

Jeg mangler stadig et sted i København til Piratoplæsning #6, som skal skydes af fredag den 3. april. Meld ind


Opdateret kalender


Datoen for Piratoplæsning #6 er flyttet til den 3. april, og der er skudt et Anblikarrangement ind den 27. marts - Anblik er marts måneds forlag på Underwood Ink. Disse ting er jeg inde over det næste stykke tid:

Torsdag den 26. marts klokken 20-22 er jeg i panel med Elisabeth Friis og Søren Schou i forbindelse med den næste kritikersalon på Forfatterskolen. Christina Hesselholdt og Thøger Jensen er aftenens forfattere, og vi skal diskutere Hesselholdts Camilla and the horse og Jensens Høfde Q - med mindre forfatterne præsenterer helt nyt materiale. Christina og Thøger læser op inden diskussionerne.

Fredag den 27. marts præsenterer Anblik ting og sager på Underwood Ink. Der vil være oplæsning ved flere af forlagets forfattere, og der vil være nedsatte bøger til salg. Men hvorfor ikke allerede NU melde sig ind i ANBLIK BOGKLUB - lokke lokke!

Fredag den 3. april er der Piratoplæsning #6. Jeg leder efter et sted i København til arrangementet, det skal være stort eller ret rummeligt - gerne et privat hjem, kollegie, kollektiv eller industri - og der skal kunne holdes en gedigen fest efter oplæsningerne. Skriv hvis du kan hjælpe mig eller kender nogen, som kan!

Piratoplæsning #7 bliver givetvis fredag den 1. maj i København, og Piratoplæsning #8 kommer til at foregå i Århus torsdag den 7. maj, dagen før Store Bededag.


Det var ikke for sjov


Det, jeg sagde i fredags som outro til piratoplæsningen i Fægtekælderen på Regensen, var jo ikke for sjov: Lad være med at købe smarte og latterligt dyre trusser - KØB BØGER i stedet. Det er meget mere sexet!


Langt lys


Lidt langt lys på: Her er et par arrangementer sidst i marts, som jeg er med i:

Torsdag den 26. marts klokken 20-22 er jeg i panel med Elisabeth Friis og Søren Schou i forbindelse med den næste kritikersalon på Forfatterskolen. Christina Hesselholdt og Thøger Jensen er aftenens forfattere, og vi skal diskutere Hesselholdts Camilla and the horse og Jensens Høfde Q - med mindre forfatterne præsenterer helt nyt materiale. Christina og Thøger læser op inden diskussionerne.

Fredag den 27. marts er der Piratoplæsning #6. Jeg leder efter et sted i København til arrangementet, det skal være stort eller ret rummeligt - gerne et privat hjem, kollegie, kollektiv eller industri - og der skal kunne holdes en gedigen fest efter oplæsningerne. Skriv hvis du kan hjælpe mig eller kender nogen, som kan!

Piratoplæsning #7 bliver givetvis fredag den 1. maj i København, og Piratoplæsning #8 kommer til at foregå i Århus torsdag den 7. maj, dagen før Store Bededag.


Hrmpf!


Denne artikel skulle have været trykt i Århus Stifttidende i søndags i et tillæg, som promoverer den kommende litteraturfestival i Århus: Vild med ord. Jeg blev bedt om at skrive gratis og med kort varsel, men blev så alligevel redigeret ud af avisen, som prioriterede festivalprogrammets bestsellernavne næsten udelukkende. Og så blev jeg træt af det hele og sendte sure mails til festivalarrangørerne og skrev, at jeg ikke ville læse op i Ridehuset til deres arrangement. Jeg gider ikke læse op, når man lader en avis redigere et reklametillæg egenrådigt og dermed reklamerer massivt og konsekvent for genkendelighed og dollars og andre slemme ting i forhold til bøger. Det er så provinsielt, det handler mere om at få århusianerne ind og høre på noget, de kender lidt i forvejen, end det handler om god litteratur. Jeg ved godt, at festivalen også har "små fisk" på programmet (bl.a. mig indtil jeg blev vrissen). Men man lader ukritisk avisen plastre det otte siders tilæg til med annoncer og store billeder af lokale og pænt kendte Elsebeth Egholm og Svend Aage Madsen og vores allesammens Carsten Jensen, og det giver ikke plads til andre stemmer. Jo der er et par andre småting, men SUK!
Jeg burde nok have lugtet lunten, som man siger, jeg kommer hele tiden til at tænke på statsministerfruens lår i stramtsiddende dansetøj i primetime televsion med andre kendisser, når jeg tænker på festivalens navn. Well, det er over stregen og fornærmet og dumt skrevet, men her er i det mindste artiklen i den form, som jeg afleverede den. Den skal ikke være helt spildt arbejde.
 

Se dig omkring

Og snus lidt rundt i hjørnerne. Et trut for den engagerede litteratur

af Mads Eslund

Der sker mærkeligt modsatrettede ting i den hjemlige litteratur i disse år. En (uden tvivl kedelig) tendens er bogbranchens leflen for bestsellerudgivelser: samtalebøger, biografier og såkaldt politiske thrillers. De store forlag ligger i skarp konkurrence om at udgive den næste Leif Davidsen eller Carsten Jensen, den næste Hanne Vibeke Holst. Forlagene satser mest på de store og sikre forfatternavne og er blevet forsigtige med at udgive smal og eksperimenterende litteratur. I stedet er det tilbage til ”den gode historie”, til, hvis jeg skal sige det lidt ufint og snobbet, den journalistvenlige litteratur.
Der udkommer tilsyneladende færre debutanter på de store forlag, og der udgives mindre lyrik end tidligere. Boghandlerne sælger efterhånden mere printerpapir og flere brætspil, end de langer bøger over disken. Det er i parentes bemærket begrædeligt og trist, at en af Skandinaviens bedste boghandlere, Bogcafeen i Nørregade i Århus, måtte lukke sidste år. Men let´s face it: Interessen for litteratur i den brede befolkning er nok forsvundet. De fleste på min egen alder er i hvert fald skarpere, når snakken falder på musik og film.

På trods af eller måske endda som en konsekvens af den udvikling og udgivelsespolitik er der opstået en masse små initiativer, både på forlagsfronten, men også på scenen, hvor litteraturen trives i de større danske byer. Heldigvis er det ikke branchestyret det hele. Små forlag som Anblik, 28/6, After Hand og Basilisk udgiver ny spændende dansk litteratur, og det århusiansk baserede Geiger Records har slået sig fast som overbevisende pladeforlag, der udgiver samarbejder mellem digtere og musikere. I det hele taget er der gang i mange interessante ting, hvis man kigger lidt væk fra bestsellervinduerne og pallerne med Stieg Larsson og svenske femikrimier.
I København tropper over 100 unge månedligt op til uhøjtidelige piratoplæsninger i private hjem. Rundt omkring på barer, cafeer og spillesteder er der særligt fra torsdag til lørdag litterære arrangementer i bunkevis, nogle gange går man glip af noget, fordi man ikke kan være to steder på en gang. I Århus har foreningen Litteraturen på Scenen opbygget en solid tradition for månedlige oplæsninger på LYNfabrikken i Vestergade. Sidste torsdag i måneden er der propfyldt til disse arrangementer, som kører nu på andet år. Samme Litteraturen på Scenen har arbejdet tæt sammen med bibliotekerne i Århus, ligesom man forrige år afholdt en ambitiøs og veltilrettelagt litteraturfestival, Verbale Pupiller, som inviterede skandinaviske småforlag og anmeldere til Århus til en præsentation og diskussion af litteraturen pt. i Norden. Verbale Pupiller løber i øvrigt ad stabelen igen i år i Kunstbygningen i oktober. Også på blogs skrives der intenst om dansk litteratur, der er virkelig gang i den rundt omkring i krogene.
Alle disse initiativer er opstået con amore – af kærlighed til litteraturen og bøger. Fordi man ikke kan lade være med at engagere sig. Hurra for det, det skaber gode betingelser for god litteratur. En litteratur, som både er legende, kritisk og sprogligt præcis – en litteratur, som er skeptisk over for tilgroede forestillinger, fordomme og flade fraser og klicheer.

Umiddelbart er der meget sørgeligt at sige om måden, litteratur præsenteres på herhjemme lige nu. Forlagene er kedelige, og det virker, som om aviserne er i lommen på de kedelige forlag. Der skrives dovent og ukritisk og sjasket om litteratur i de fleste danske dagblade. Men alligevel er der grund til en vis optimisme, for der sker bestemt interessante ting i litteraturen. Dansk litteratur er ikke bare forretning, men er også fremme i skoene og oppe på beatet, sagt lidt fresh. Den lever sit eget liv. En festival som Vild med Ord er en god anledning til at stifte bekendstskab med nogle af de gode tendenser. Jeg vil opfordre til almindelig nysgerrighed, men kig væk fra de store plakater og navne. Se dig omkring, og snus lidt rundt i hjørnerne. Vel mødt i Ridehuset.


Ildfiskenreception


Torsdag den 5. marts klokken 20 på Underwood Ink, Ryesgade 30A, Kbh N. er der reception for Ildfisken 40 (se herunder). Der vil være oplæsning af bl.a. Ida Marie Hede, Anders Abildgaard Nielsen, Kasper Thomsen og Chresten Forsom. Kig forbi!


Kritikersalonerne er tilbage


Foråret byder på en række kritikersaloner, hvor ny dansk litteratur diskuteres af et panel med tre kritikere. Forfatterne er selv til stede og læser som optakt op af deres nye værker.
Torsdag d. 26. februar kl. 20-22 finder den første salon sted i Forfatterskolens lokaler i Peder Skrams Gade 2A, København K. Lilian Munk Rösing, Jon Helt Haarder og René Jean Jensen udgør panelet denne torsdag og tager grundigt fat om Apropos Opa og Min far kan lide fugle - forfatterne Julia Butschkow og Maja Lucas læser op. Kritikersalonen er en snigpremiere på Apropos Opa, som udkommer dagen efter. Det er Julia Butschkows fjerde bog, og som titlen antyder, er hun her dukket ned i sin egen familiehistorie med tråde til nazityskland. De familiære relationer er også indvævet i Maja Lucas anden bog Min far kan lide fugle, som udkom i efteråret 2008.
 
Kritikersalonerne fortsætter med nye kritikere og nye værker gennem foråret, næste gang igen bliver torsdag d. 26. marts. Arrangører: Lars Frost, Kristine Kabel og Tue Andersen Nexø.
 

Forfatterpaneletklumme i Information i dag


Litteraturens privilegier

Dannelsestanker. Nu saver jeg muligvis den gren over, som jeg selv sidder på


af Mads Eslund


I sidste uges bogtillæg skrev man her i Information om litteraturkritikkens krise i aviserne. Det vil sige, det man skrev om, var avisredaktionernes nedprioritering af bogstoffet. Washington Post fx har åbenbart lige fyret bogtillægget Book World, og herhjemme har særligt Berlingske Tidende og Jyllands-Posten skruet ned for frekvensen og kvaliteten af omtaler og anmeldelser af litteratur. Aviserne er i krise, det er sådan set det, det handler om, og litteraturjournalistikken og -kritikken er ikke salgbar nok i forhold til andre af avisernes stofområder.

Det er nemt at græde snot over den udvikling. Anmelderne (hvis ikke de er skiftet ud med ulønnede praktikanter, hrmpf!) drysser stjerner ud over kortfattede referatagtige smagsdomme over bøgerne. Skribenterne (og læserne) interesserer sig mere for forfatterne end de bøger, som skrives. Nu skal det være "vedkommende", det man læser om. Der er gået "god historie" i litteraturstoffet.


Gammeldags prioritering

Men man kan undre sig over, at aviserne overhovedet stadig prioriterer bogstof så højt. Der skrives jo meget mere om litteratur end om andre kunstarter som musik, film, billedkunst og teater. Hvorfor? Er det ikke en gammeldags prioritering? De fleste i min generation ser langt flere film og hører mere musik, end de læser og kender til bøger.

Der ligger en out of date dannelsestanke bag at forfordele litteraturen i kulturstoffet i blade og aviser. Som om litteraturen er særlig fin og indsigtsfuld, og det er opbyggeligt vigtigt, at netop den præsenteres og behandles rigeligt og ordentligt i avisens spalter. Litteraturen er, så vidt jeg husker, den eneste kunstart, som ikke er udsat for anmelderstjerner i Politiken. Den priviligeres i pressen som den fine kunstart, den væsentlige.


Fimset logik

Jeg kunne gå til problematikken på en anden lidt kantet måde. Hvorfor er jeg som forfatter blevet spurgt, om jeg vil skrive klummer til dette dagblad? Nu saver jeg muligvis den gren over, som jeg selv sidder på, men hvorfor har Information et forfatterpanel og ikke i stedet eller også et kunstnerpanel eller et skuespiller- eller instruktørpanel? Er jeg som forfatter mere interessant end en musikerkollega eller kunstnerditto? Er min mening og betragtning mere spændende, ved jeg mere, er jeg tilpas intellektuel eller forstående på en måde, som appellerer rigtigst til læserne? Er jeg særlig disponeret for at skabe debat og diskutere i offentligheden?

Måske er det en slags fimset logik, at forfattere skal være særlige stemmer i offentligheden, vel at mærke meningsskabende eller -revsende stemmer ud over den produktion af bøger, som forfatterne laver i forvejen - jeg ved det ikke.


Andre offentligheder

Forfatterrollen har i hvert fald længe kunnet trænge til en ordentlig punktering. Og i stedet for at ærgre sig over, at litteraturen og receptionen af den nedprioriteres i aviserne, skulle man måske kigge sig om efter nye og andre offentligheder, hvor den trives (lyder som en plante i et væksthus, kondens driver!) og behandles mindre poppet og stift end i de trykte avisudgaver.

Jo, det er da uendelig trist, at avisernes dækning af bogstof forringes. Jeg ville ønske, det så anderledes ud. Men der findes heldigvis også fora, som udfordrer litteraturen på måder, som avisen ikke kan - tidsskrifter, magasiner og netværk og sider på nettet fx, som er engagerede og interaktive og ambitiøse. Et sted som Litlive.dk bringer seriøse anmeldelser af nye nordiske udgivelser, netportalen AfsnitP er velorienteret om nyt og gammelt på den digitale litterære front, og jeg ved, at der er månedlige kritikersaloner på vej i København. Bare nogle eksempler. Og oplæsningsscenen blomstrer (ud med den gartner!) som aldrig før, både i hovedstaden og provinsen.

Krisen er primært avisernes, det er jeg sikker på. Litteraturen skal nok klare sig.


Piratoplæsning #5




Fredag den 27. februar kl 21.00 er der piratoplæsning på Regensen, St. Kannikestræde 2 (ved Rundetårn). Tryk 2702 på dørtelefonen i porten, gå ind i gården og til venstre og gå ned i fægtekælderen.

Oplæsning først, fest siden!

Oplæsere:
Helle Helle
Lone Aburas
Anders Abildgaard Nielsen
Chresten Forsom
Christina Hagen
Jens Jacob Toftegaard

Medbring egne drikkevarer - der er ikke bar - og invitér frit. Det bliver lige så sjovt som i Lullita (tak for sidst i øvrigt!)


Ildfisken 40 udkommer på torsdag



Ildfisken 40 bringer nyskrevne tekster af Pia Juul, Hans Otto Jørgensen og Ida Marie Hede. Dennis Gade Kofod har interviewet Helle Helle om arbejdet med hendes seneste roman Ned til hundene, og Harald Voetmann har oversat to latinske bidrag: et uddrag af Petronius' Satyricon, som udkommer på dansk i 2009 i hele sin overleverede form, samt et udvalg af romersk graffiti fra Rom, Pompeji og Herculaneum. Sidst i nummeret er der et længere essay af Mikkel Thykier: 3 sider af en drøm om stumheden. Omslagsillustrationen er tegnet af billedkunstneren Theis Wendt.


Bestil abonnement på Ildfisken fra 
Bestilling eller læs mere om tidsskriftet under Ildfisken.


Ildfisken 40
Redigeret af Eslund et.al.
ISBN 978-87-92117-12-0
ISSN 0906-5202
2009 - 99 sider - 80 kr/et års abonnement 120 kr


NYT! Anblik Bogklub



Anblik Bogklub giver dig muligheden for altid at være på forkant med Anbliks udgivelser. Du får 35% rabat på alle nye titler fra Anblik, og du modtager den seneste Anblik-udgivelse med posten før alle andre.

Som medlem har du desuden mulighed for at købe med 50% rabat fra Anbliks bagkatalog (udgivelser fra før 2008) ved bestilling her fra anblik.dk. 

I Anblik Bogklub får du 35% rabat på alle nye titler fra Anblik

I Anblik Bogklub får du 50% rabat på alle titler fra Anbliks bagkatalog

I Anblik Bogklub betaler du ikke noget for dit medlemsskab

I Anblik Bogklub kan du nemt afmelde de bøger, du ikke ønsker at modtage

I Anblik Bogklub forpligter du dig ikke til et bestemt antal køb

I Anblik Bogklub kan du til enhver tid melde dig ud igen

Hver gang der udkommer nye titler fra Anblik får du ca. en måned i forvejen en mail med oplysninger om bogen. Hvis du ikke ønsker at modtage bogen afmelder du bogen her på anblik.dk, ellers modtager du bogen med posten.

INTRODUKTIONSTILBUD


Meld dig ind nu og modtag:

Dennis Gade Kofod: Anskudte dyr
Jens Jacob Toftegaard: Indianernes store hvide ven
Anders Abildgaard Nielsen: Sætninger

Alle tre bøger for KUN 50 kr (+porto)

Gå til tilmelding her

Læs aftalevilkårene her 


Ildfisken 40 er på trapperne


Ildfisken 40 bliver sendt ud til abonnenter i begyndelsen af næste uge og udkommer torsdag den 19. februar. Der er tekster af Pia Juul, Hans Otto Jørgensen, Ida Marie Hede og Mikkel Thykier, et interview med Helle Helle om arbejdet med Ned til hundene, og to oversættelser fra latin af Harald Voetmann: romersk graffiti og Petronius´ Satyricon. Vi pønser på en reception med oplæsning lørdag den 21. februar kl. 20, men skal have lokaliteten helt på plads. Sæt kryds i kalenderen alligevel. 


Piratoplæsning i P1 Morgen


P1 Morgen sendte i dag en kort reportage fra Piratoplæsning #4 i Lullita Invest den 23. januar. Indslaget kan høres på netradio, P1 Morgen, 5. februar, ca. midt inde i anden time.


Forfatterpanelet, klumme i Information i dag

 

Alle disse sætninger med snusfornuft i

 

Jeremiade. Som om alt skal være hyggeligt og velfriseret og glat

 

af Mads Eslund

 

Jeg er efterhånden landet, som man siger, efter en intens uge som kursusleder på litteraturseminaret Tag og læs! på Testrup Højskole. Kurset kulminerede i uddelingen af Montanas Litteraturpris, som blev overrakt til digteren Niels Frank ved en højtidelighed i fredags.

Niels Frank er en fortjent vinder af prisen – tillykke! Hans digtsamling Små guder investerer stærkt personligt stof, den er kritisk og selvkritisk og frem for alt præcis i sproget. Den er revsende og klar, men kantet. Der er en sprudlende energi og intelligent omsorg og skepsis i sprogføringen i den bog.

Jeg er glad for, at en digtsamling vinder en stor litteraturpris. Poesien har trange kår. Der findes håbløse fordomme om, hvad poesi er, selv i det man kunne kalde dannede kredse. Det er ikke til at forstå digte, og digtere er selvoptagede eller fimsede og verdensfjerne, hedder det. Hvorfor skal sproget være unødigt kringlet og floromvundet og svært? Hvorfor handler digtene ikke om noget etc.?

Selv skriver jeg digte for at sætte sprog på fornemmelser, tanker, betragtninger og følelser. Det, forestiller jeg mig, kan komme andre mennesker ved. Og jeg skriver, fordi sproget vækker mig, det får mig op at køre, når nogen formulerer noget smukt eller interessant eller overraskende skørt og træffende. 

 

For meget vås

Jeg vil gerne her i min første klumme (åh, så blev man klummeskribent, som jeg konstaterede med min kollega Kristian Bang Foss i telefonen, han ringede lige og skulle selv til at skrive klumme til iBYEN, og vi blev enige om, at det måtte vi begge kommentere) slå et slag for en samvittighedsfuld omgang med sproget.

Jeg synes, der er al for megen sproglig forurening i medierne og i vores daglige skrift og tale. Der bliver sagt og skrevet for meget vås, simpelthen. Med fare for at lyde som en Jeronimus og få led røvfuld for mine udgydelser, spejl eller boomerang, nu vrænger jeg:

Jeg synes, det er pinligt at høre på nyhedsoplæsere, der laver fikse og onkelagtige overgange mellem indslag af katastrofer og trivialiteter. Der er hjemmevideo-humor og platheder på skærmen hver dag, såkaldt smidige transporter mellem fx Darfur-reportage og vejrudsigt med indlagt tv-køkken transmitteret fra kajen i Esbjerg: ”Nu håber vi ikke, det går i fisk for dig, Jarnvig, at du får fiskeben galt i halsen, ha ha!” Sådan noget. Nyheder fremføres i et tøhø-agtigt og letfordøjeligt sprog. Som om vi er idioter, der ikke kan tænke selv. Som om alt skal være hyggeligt og velfriseret og glat.

Megen journalistik, også den skrivende, smovser i dødt sprog og klicheer. Man ligefrem vrider de i forvejen gennempryglede fraser tørre for at få mening ud af dem. Vi skal skubbes ind i genkendeligheden, så kan vi bedre identificere os, så kan vi lettere forstå.

Jeg ærgrer mig over politikere, som taler uden om pga. partidressur, og jeg er træt af roste skribenter og sangskrivere, der er tilsyneladende kritiske, men tilfredse med at bytte om på ordspil og pudsigheder og bliver rost for originalt dansk. Det er altså for nemt. Det hørmer næsten lige så slemt som det pseudo-kreative sprog i coaching-, konsulent- og reklameverdenen, som er noget af det værste.

Også i litteraturen ser man dovent sprog. Jeg gider ikke fiffige finurligheder og forsludrede passager, som er sluppet igennem redaktion ”fordi de bare lyder godt”. Hvad står der egentlig? Ved du egentlig, hvad der står? Står der noget som helst? Kan du kvalificere, hvorfor det lyder godt etc.? Her kunne jeg også synge en lang sang om slap kommatering, men så vokser der nok grå hår og langt skæg og stok ud af min krop.

 

Det livfulde modbillede

Jeg beundrer en forfatter som Niels Frank for evnen til at stille skarpt og forsøge at se ting på nye måder. For hele tiden at gøre det svært eller udfordrende for sig selv. For hans vilje til at forstå og vise, at forhold kan være komplicerede. Vores forestillinger om verden stivner, når vi ikke kigger dem ordentligt og nysgerrigt og kritisk nok efter, og når vi ikke gør os umage, når vi sætter sprog på det, vi oplever.

Hvad vil jeg egentlig sige? – læs noget poesi fx. Den kunne bl.a. handle om netop det, at gøre sig umage.

Jeg slutter af med at citere fra det første digt i Små guder, Tak for det gule brev:

”Hernede [i DK formodes det, forinden revses de borgerlige værdier i Bergen – ME] er der / mening med det meste, selv de sædvanlige / lakerede pytter langs alle kantsten, som levede byen af / at hobe tårer op. Hvem ved? Selv sprækkerne / i asfalten, det livfulde modbillede til danskerne, / der altid vil lige frem, skure, slibe, smøre, / skrue, spænde, stramme. Ingen slinger, du ved. / ingen udenomsværker. Et sprog af linealsætninger, / alle disse sætninger med snusfornuft i.”

 


Tætpakket pirat i Lulitta


Piratoplæsning #4 afholdes på fredag kl. 21.00 i kollektivet Lullita Invest, Valdemarsgade 26, 1. sal, Vesterbro.

Oplæsere: 
Ida Marie Hede
Majse Aymo-Boot
Ina Munch Christensen
Christian Yde Frostholm 
Morten Søndergaard
Harald Voetmann (som læser op af sin oversættelse af Petronius´ Satyricon - saftige sager).

Medbring selv drikkevarer, der er ingen bar.

NB! Der bliver tilsyneladende mega proppet. At dømme efter tilmeldingerne på Facebook vil alle, som gerne vil komme, ikke kunne komme ind. Piratoplæsning #2 i GYS Arkitektur var sild i tønde og lige til grænsen. Jeg forudser, at det bliver mindst lige så heftigt denne gang, så hold dig væk, hvis du lider af klaustrofobi eller bliver irritabel af at stå tæt. Men kom endelig, hvis du er frisk på tætpakkethed og gode oplæsninger og fest. Kom til tiden eller lidt før.

Jeg glæder mig!

Ps. Er der nogen, der har en industrihal eller lignende i ærmet til en piratoplæsning i marts eller april? Det kunne være sjovt at lave et rigtig stort arrangement.


Tillykke til Niels Frank!


Dommerkomiteens motivering: 

Montanas Litteraturpris for 2008 på 100.000 kr. tildeles forfatteren Niels Frank for hans digtsamling Små guder (55 s., Gyldendal, 2008), hvori han med den intime og direkte henvendelse som gennemgående formkoncept gennemspiller en lang række stemninger – ømhed, vemod, sorg, melankoli, undren, vrede, indignation – og med en suveræn beherskelse af sine poetiske virkemidler lader hver linje sparke den næste af sted, så resultatet bliver en vidunderligt frigjort skrift kendetegnet ved såvel høj energi som intellektuel præcision. Poesi af denne art er ny på dansk, hvorfor komiteen blandt de seks nominerede kandidater i enighed vil fremhæve denne som den, der bedst lever op til kriterierne, idet disse jo foreskriver, at prisen netop skal gives til et værk, ”som inden for sin genre er fornyende eller som formår at fremstille virkeligheden på en ny og overraskende måde”.


Tidigare inlägg Nyare inlägg