Anden indstilling til Montanas Litteraturpris
Helle Helles kortroman Ned til hundene kan siges at være en fantasi om de ideelle omstændigheder for en nedtur. Jeg-fortælleren – en 42-årig, kvindelig forfatter – sidder ved bogens start med sin rullekuffert på en forblæst bænk ved kysten og samles op af et ualmindeligt venligt ungt par, som lader hende indlogere sig i deres hjørnesofa og holder hende med mad, varme, tv og small talk. I flashbacks udrulles forhistorien: et ægteskab, der er ved at blive et ikke-forhold; et forfatterskab, der er gået i stå. Et ualmindeligt velkomponeret plot lader os i sin diskrete fremvækst forstå, at det ikke bare er jeg-fortælleren, men også dem, hun søger lindring hos, der har kollisioner og katastrofer bag sig – og måske også foran sig. Langsomt involveres jeg-fortælleren i de lokales mellemværender, indtil bogen kulminerer i en slutning, hvor alle personer og elementer føres sammen i noget, der på én gang er katastrofe og happy end.
Med sin på vanlig vis suverænt underdrevne prosa lykkes det Helle Helle at skrive om pizza med fedtet ost, opvarmede dåsebønner og kaffemaskinekaffe, så man faktisk bliver sulten efter det. Samtidig kan hun med lige så minimale, effektfulde midler opmale det, jeg-fortælleren har ladt bag sig, både den store kærlighed og den store provinsparcel-tristesse. En særlig pris burde gives til den nærmest surrealistiske sætning, der står umotiveret og umiddelbart uforståelig på aller første side og spreder en blanding af komik og isnende kulde: ”Bjørnvig fryser en vorte”.
Romanen sætter eksistensen på minimalblus og leverer dermed litterær modgift til det kalenderlagte effektivitetsliv, som er blevet normen i dag. Vi går ikke i hundene, men netop ”ned til dem”, som et sted, man godt kan opholde sig på en eksistentiel rejse, der også bliver en klasserejse. Som sædvanlig hos Helle Helle står følelserne mellem linjerne og akkumuleres kun gradvist i læseren, men så meget desto vægtigere. Ned til hundene er en bog, man er ked af at blive færdig med, fordi den på vederkvægende vis skærer ind til benet, både i sin eksistentielle tematik og sin litterære form.