eslund

Kristian Bang Foss´ anden roman, Stormen i 99, er en kras og præcis men også morsom og smuk skildring af menneskene og livet på tøjlageret InWear fra foråret 1999 frem mod årtusindskiftet, kulminerende i den store orkan, som ramte landet med voldsom styrke 3. december – denne dramatiske begivenhed, som vi alle husker, bliver det store showdown i bogen, der samler historierne om antihelte på en arbejdsplads i en blændende fortælling fra et samtids-Danmark (for ikke så længe siden).

Stormen i 99 er næsten en slags kollektivroman, men det er så som så med solidariteten på InWear. Og det er så som så med fortællerens sympati for romanens karakterer, hvad enten det er Anton og Nanna – hovedpersonerne – finske Juhani med honningmadderne, eller kokken, som har liderlige fantasier om sin filippinske køkkenmedhjælper og boller en frikadellefars. En fækalist er løs på tøjlageret – der er én, som smører lort på toiletterne – og det eneste fællesskab mellem medarbejderne er at få fingre i skurken. Alle kigger efter hinanden, mistænker hinanden, og alle kigger på uret og venter på at få fri og komme hjem. Der er noget trøstesløst over arbejdspladsen og noget latterligt over virksomhedens organisering og medarbejdernes selvforståelse, og fortælleren stiller dette hykleri til skue uden skrupler, men som sagt også med en god portion humor. Ingen slipper for at blive grillet af romanens suveræne og alvidende fortæller: her er ingen kæledægger.

Til gengæld er der også passager af stor skønhed – f.eks. flere svimlende og mættede beskrivelser af københavnske bylandskaber, som er nogle af de mest velskrevne passager pt. i dansk litteratur. Kristian Bang Foss kan spænde sin prosa hårdt mellem det finlitterære og det nærmest tegneserie- eller sitcom-agtigt lette og lattervækkende. Det er blæret lavet. Hurra for dén sammensatte stil.