eslund

Måske kunne man for en gang skyld sige noget præcist med frasen ”ærlig snak”, hvis man hæfter den på digtene i Niels Franks sjette digtsamling Små guder. Bogen består af en række dedikationer eller portrætter, teksterne er henvendte og vil nogen noget, læseren selvsagt, men der er også, fornemmer man, konkrete, indforståede adressater på digtene. Man kunne kalde det venskabelige grovheder, som når man gerne vil have grovfilen af en god ven, ”sandhederne” råt for usødet, f.eks.: ”Knappernes søgen efter en lavere orden, / hvor villige hullerne altid er. Lidt ligesom / fisser. Nej! Nu må du igen sige undskyld.”

Well ... Der er et mellemværende i digtene, og de er både forsludrede og præcise og dertil hjertelige, drilske, spydige, revsende, vrængende og henførte, og det på en træffende retorisk og labyrintisk flabet og find-lige-vej-i-den-her-bemærkning-som-du-nok-burde-tænke-lidt-over-agtig måde. Der er en ligefrem ømhed og dyb anfægtelse som motor, en illusionsløs skepsis, liderlighed og humørsyge på færde.

Det frankske univers er vanligt kritisk og selvkritisk, og man bliver svimmel og strippet, for der er tryk på, man læser både langsomt og hurtigt og læser gerne et digt ad gangen, for det er også svært fordøjelige sager. Franks poesi er altid elegant, klog og smart, men denne gang er der skruet op for det dirty. Det er dejligt og veloplagt, og tak i øvrigt for det fine omslag med det gamle håndkolorerede fotografi af Monte Carlo. Tjuhej for slinger, du ved.