eslund

a last poem before i go off my rocker og djævler ud på festivalpladsen til en tåge af fadøl, papvin, støv og vildtfarende palabras. det bliver en hæs eslund (skidtmads), som er tilbage på mandag. also, ikke mere blog i denne uge. ud at glide i klicheen med de andre freaks.

jeg burde oversætte til ildfisken inden jeg tager på roskilde festival i morgen, men jeg er meget rastløs og hopper rundt i mit værelse til den her fantastiske plade. "everybody needs love and adventure /everybody needs cash to spend / everybody needs love and affection /everybody needs two or three friends." skidegod tekst til synths - musik kan gøre happy. "love love happy happy love".

inspireret af jens jacobs blog - han er kommet i uføre - har gjort sig utilbens, som det hedder - hos nogle kvinder i san cataldo. jeg ville have skrevet en kommentar på hans blog, men det fungerer ikke på min gamle mac, der er kinesiske skrifttegn all over. ville have skrevet følgende på misterbloggerblogger: hej jj. her er et par sekvenser om fruentimmere fra swedenborgs drømmebog (desværre udsolgt fra forlaget). det er heftige syner - håber ikke du oplever det helt så stærkt: "Så var jeg sammen med fruentimmere, som havde tænder på et vist sted, som jeg ville ind i, men tænderne forhindrede det... Mente også at se tsar Peter og andre store fyrster, som foragtede mig, fordi jeg havde skåneærmer, ved ikke hvilket slæng de kom af". "Forekom mig at jeg i flugten sloges med et fruentimmer, som jog mig i havet og op igen; til sidst slog jeg hende i panden med tallerknen, så hårdt jeg kunne og klemte hendes ansigt, så det så ud som om hun var overvunden". pas på dig selv og spis nu ikke for mange is. kh eslund

som jeg ville have citeret under bogstaveligt talt strandet tekst. her er den, den hedder kyster - han skriver så sindsygt godt: "Havet er, lige til det når sin grænse, noget ganske enkelt, der gentager sig bølge efter bølge. Men de enkleste ting i naturen lader sig ikke behandle, uden at man anvender mange former, uden at man foretager mange snit, uden at det mest tyktflydende undergår en vis udtynding. Det er derfor, mennesket - tillige med et had mod det umådelige, det virker så overvældende - styrter mod yderkanterne eller mod de store tings skæringspunkter for at fastlægge dem. For midt i forskelsløsheden kastes fornuften faretruende frem og tilbage og mister tyngde; en ånd, der savner begreber, må først forsyne sig med fremtrædelser."

og er ved at være levende igen. jeg har sovet til kl 13 i dag, reloaded. nu er der dømt ferie. bortset altså fra spoken word på roskilde i næste uge. apropos spoken word: politiken bøger bringer en fire siders appetizer i morgen om arrangementet. der er interviews og feature, og jeg har lavet en stenet bluffers guide til scenen. check it out. i aftes havde vi møde i ildfiskens redaktion - det næste nummer er ved at være på plads. det bliver et dobbeltnummer, som udkommer september/oktober - et tykt tykt nummer, promise...

og særligt torsdag og fredag er gode. odeon torsdag er editors, jenny wilson og clap your hands say yeah. sigur ros lukker den aften på arena, desværre samtidig med track 72 på pavillion.
fredag er mere tricky - jeg forstår ikke, at man lægger happy mondays oven i bob dylan, som man i øvrigt må skynde sig til efter at have set rufus wainwright på arena. fredag er martha og rufus wainwright, morrissey, bob d, happy mondays og the streets. lørdag og søndag er tyndere i mit program

spiller på train om nogle timer, jeg glæder mig! skal mødes med anders birk på rådhuscafeen kl 18.30 - vi har bestilt bord og skal have stjerneskud inden koncerten. det er vores måde at gå ud på og være kulturforbrugere. sidst jeg hørte cale var på rytmeposten i odense for et par år siden. det var lige efter hobo sapiens pladen, og jeg blev meget lykkeligt fuld og nærmest ekstatisk. da jeg fik et glimt af sætlisten. jeg er vild med john cale.
 
"then i saw john cale
he´s been looking really great
he´s been coming by the office to exercise with me..." 
- a dream, songs for drella

et poetisk sprog eller en udsigelsesposition, som stiller sig/veksler mellem objektiv og subjektiv beskrivelse af ting eller fænomener/forhold. En slags limbosprog (det lyder sgu stenet!), et sprog, som forholder sig strengt til et konkret forlæg (f.eks. et maleri), men legende/uroligt/tvivlende/glemsomt/prøvende i den akstraktion, som beskrivelsen efterlader (altså teksten). abstraktionen bliver en en slags fantomtegning, kan man sige. den personlige mellemkomst eller prægning er en forudsætning for abstraktionen, og den kan være diskret eller lodret urimelig. jeg kan lave en rimelig gengivelse, eller jeg kan lave en karikatur. måske kan jeg med held/dygtighed lave en rimelig karikatur. brug af citater stiller sig i samme position mellem personligt billede/beskrivelse og originalt forlæg/objekt. er det her ren sludder? der er mange eksempler i min bog, her er nogle:


Så hellere et smut ind i kunsten, hvor
det nærmest er gjort til princip dette med at
skubbe billedet af en ting ind foran tingen selv
– Peter Nielsen

*

Kustoders erindringer af fraværende (udlånte) malerier i Sophie Calles Le Fantôme; et grænsefelt mellem objektivt blik/analyse og subjektiv oplevelse/idiosynkrasi/fortolkning:

“Et farvespil som svæver omkring som små elektroner. Det er fløjlsagtigt blødt, som guldstøv. Det mindst levende er hende i badekarret. Stiv. Det er som om han har malet hende fladt. Jeg kan huske de to former som kolliderer: Badekarrets store oval og rektangler i rækker. Jeg ser guld, elfenben, musik af Ravel, en forstøvet parfume.” “Det er et skue ud over en havn, ved sekstiden, i det tidlige forår eller om sommeren. Det er ikke et pastoralt landskab. Det er en arbejdsplads. I forgrunden er der en mole. Det er lavvande og arbejderne er gået. I midten er der et udsnit af havoverfladen og en, to, tre, måske fire skyer, som er placeret på linje, parallelt med hinanden. Jeg kan huske de lignede flûtes. Til højre i det fjerne, er der både. Tæt på, kan vi se løv og rullesten. Vi fornemmer at der er vindstille, vandet er blikstille, total stilhed.”

*

Portræt. Rembrandt: Stormen over Genezerat Sø (1633)

”Det var et bibelsk værk. Det fortalte historien om Jesus med apostlene. Men jeg blev meget foruroliget, for der var fjorten i båden og ikke tretten som i biblen, Rembrandt havde puttet sig selv ind i billedet. Hvorfor var han der? Hvad lavede han? Det var meget arrogant af ham.” Sådan et greb fjerner fokus fra den historie, der skal fortælles i maleriet. Rembrandt bliver forgrundsfigur, omdrejningspunkt. Det er Rembrandt, som kigger os i øjnene fra Sankt Peters båd på den oprørte sø. Han optræder nærmest som et spøgelse. Han står rolig og holder fast i et vantetov med højre hånd, venstre hånd hviler på hans hoved, holder på hans hue. Båden, underlig i proportionerne, er løftet op på en bølge (vippet op, så vi bedre kan se), alt er tumult, men et stort hul i skyerne lader et stærkt gyldent lys falde ned på stævnen og virker næsten magisk. Det er Rembrandt (denne gang som to personer), der løfter Jesus ned fra korset på ”Nedtagelsen fra korset” fra samme år. Påstand: Rembrandt lavede (også) selvportrætter, når han malede historiske/myteskildrende billeder. Det er indlysende, at selvportrættet/selvbiografien må forholde sig til den kristne fortælling på den ene eller anden måde. Jeg bekender, jeg stiller min samvittighed til skue. ”Det var min favorit, fordi han havde placeret sig selv ombord på båden. Jeg vil sværge på, det var derfra, Hitchcock fik ideen til selv at medvirke i sine film. Men selvfølgelig, Rembrandt var den, som så bedst ud, da alle de andre var gamle og syge. Vi plejede at kalde ham Robert Redford.”

(citaterne er fra kustoders beskrivelser af fraværende/udlånte malerier, sophie calles le fantome)

*

Fantomtegning af forfatterens ansigt (efter tegnerens erindring)

*

Rorschachtavler

Tavle I (Sort blæk, en groft trekantet, nedadpegende figur)

Som et bredt ulvehoved med markante ører eller fjæset af en ræv. En maske. Et møl eller en sommerfugl med udbredte vinger. Fire huller i midten som øjne. Eller søer på et kontinent med forrevne kyster. Et landkort. Spejlvendt øverst ses to hundehoveder i profil med lange snuder og spidse ører. Under hundene, ligeledes spejlvendt og i profil, ansigterne af to råbende aber. Omkring den lodrette midterakse anes svagt torsoen af en kvinde eller en gine. Øverst i midten en kvindes bryster set fra oven. Vender man figuren 180 grader anes en monstrøs maske med små insektkæber. Hundehovederne ligner nu støvler med spidse hæle.

(rekonstrueret efter omrids, dårlige gengivelser og beskrivelser/skitser på nettet)

om hca med christian dorph i slagmark. dette er er mit sidste brev, forud har jeg skrevet en hca-identifikation, som hedder ”fodrejse. fra store torv til stranden ved den permanente i året 2004" (lettere omskrevet version findes i stærkt røde sokker til slidte blå jeans), og dorph har svaret på det brev, som stiller spørgsmål til hca´s gudsforhold bl.a., ved at komme ind på den dengang nye film ”passion of the christ” af mel gibson. det er den film, jeg hentyder til i slutningen af brevet her (det androgyne/djævelske blev også behandlet i mit første brev). jeg tror nedenstående er en slags iscenesat deprimeret skrift, som ikke desto mindre er ret ”ægte” deprim. sådan ser jeg det nu. koketteriet er måske bare et udtryk for tvivl og rådvildhed, jeg husker tydeligt, jeg havde det sådan. teksten skyder lerduer ned med alle de forskellige citater/referencer/fokuspunkter – det er på en måde lidt skræmmende:

Kære Christian

Jeg led jo egentlig druknedøden i mit sidste brev, og de blå joggingbukser ligger stadig et sted på stranden ved Den Permanente, medmindre en hjemløs har fundet dem og holder varmen i dem nu, hvor vinden banker kulde i alt udendørs. En lille pige, en grim kælling, en dorsk dreng, som passer svin? Man varmer sig ved eventyr i en blød sofa og tænker: ”Kaffen er god” / ”Godt det ikke er mig” / ”det var meget bedre i gamle dage”. Jeg er fuldstændig urimelig. Er med på et allersidste causeri og fortsætter således (ærbødigst):

Kiære Velgiører

En tristhed på størrelse med et veneziansk palads tynger mig. Jeg håber ikke, jeg trætter dig med mine breve. Skrevet: Det er fredag i dag. En ond drøm om mennesker, som ikke ser sig for, når de krydser gaden. Jeg har altid frygtet at dø i et trafikuheld (Lea har flere gange sagt. ”Du må ikke blive kørt over!”). Har drukket en flaske rødvin hver aften de sidste tre aftener. Jeg må konsumere et eller andet, når jeg skriver. Adsprede mig for at kunne blive på stolen. Hvad er egentlig forholdet mellem at digte og vandre? – er sprogarbejdet at sammenligne med en rejse? I morgen drager jeg helt fysisk til Barcelona og håber dér at kunne færdiggøre min første bog. Har jeg viljen? Belemrer jeg andre med en egoistisk ambition? Åh, jeg har af og til lyst til at drive en arm gennem væggen, skænde en hund, bide en liderlig kvinde alt for hårdt i brystet! Dette var en småpsykopatisk sætning. Michael fortalte i går, at Ole Fogh Kirkeby siger, at babyer er psykopatiske, fordi de kun tænker på sig selv. Tænker de? Kan man slippe af sted med sådan noget sludder? Et barn er i drift, men har ingen vilje. Ny identifikation: Lars Skinnebachs seneste bog (”I morgen findes systemerne igen”) er fuld af spørgsmålstegn og tvivl, det er en rasende bog – han er så rasende på verden og sig selv. Til spørgsmålet om hvilken stemme, der taler i bogen svarede han (han var måske lidt bagstiv, da han sagde det): ”Det er en guddommelig stemme.” HA! Er mit manus vedkommende? Mine sætninger imploderer til infinitiv, og så er vi tilbage ved notatet. Er ikke kommet nogen vegne. Jeg er træt.

Strindberg dicit: ”Mycket har jag att meddela Er och mycket att fråga, men jag inbiller mig att min förtrolighet sårar och min velvilja besvärer Er. ---”

Jünger dicit: ”I eftermiddags hørte jeg for første gang min stemme mekanisk, nemlig på voksplade. Til min forbavselse havde den helt igennem det tonefald, der er karakteristisk for inkarnerede og snerpede, midaldrende hannoveranere, som jeg aldrig har kunnet fordrage. Så lidt kender vi os selv”.

Det hele er ved at gå i opløsning, jeg er ræd ved eksamen!

”Kan ikke vidne i en brandert”, men rækker dig her en påskelilje (genopstandelsen i Svend Johansens digt, of course): Ja, djævelen er intetkøn i den film, det er godt set og sigende (men filmen er problematisk, det orker jeg ikke at diskutere nu!) Resignerer således og farer til himmels (Barcelona). ”Det er fuldbragt.”

Deres taknemlige

Mads (ihast, Århus den. 22. oktober 2004)

følgende er et arbejdspapir til et projekt, jeg desværre nok aldrig får gennemført. måske er det for meget at tage fat på for mig nu, det er ganske enkelt for tidskrævende og hårdt og kolossalt og idealistisk. det er hermed lagt ud til fri afbenyttelse, patent solgt, hvis man er tilpas dum/nørdet og har gode fødder/ben:

Kjære Læsere! og – jeg tør vel haabe – Læserinder! Begynder Veien ikke at falde Dem noget lang, og noget trang? Det evige Sand og Vand! Og nu har vi atter flere Miil at rejse , før der kommer noget særdeles, hvormed jeg kunde fastholde deres Opmærksomhed. – om jeg imidlertid stræbte at lette og forkorte Veien med endnu en lille Røveranecdot?
– St. St. Blicher

At se noget er en stor lykke.
– Peter Seeberg

Jeg kunne tænke mig at undersøge et landskab i Danmark, betragte og beskrive det, diskutere mine optegnelser og oplevelser af det. Jeg har valgt at foretage en rejse fra Tønder til Skagen, ligesom bl.a. Blicher og Seeberg har gjort det. Jeg vil vandre i og undersøge landskabet langs den jyske vestkyst, fordi jeg er fascineret af det, og fordi jeg kunne tænke mig at kaste et kritisk blik på denne fascination. Hvilket landskab er det, hvilke øjne ser jeg det med; vil mit projekt eventuelt revidere min opfattelse af stedet (hvorledes?). Jeg er klar over, at jeg ofte tænker idyllisk om kysten og havet. Jeg er romantisk fascineret af det såkaldt sublime landskab. Det er fremfor alt et “metaforisk” landskab, jeg har valgt at undersøge. Kystlandskabet er et malerisk “sight”; et landskab med sceniske kvaliteter (forskelligt fra Robert Smithsons ideal om et neutralt “site”). Men jeg er til forskel fra f.eks Blicher og Seeberg ikke hjemmevant i omgivelserne, jeg er turist og ser stedet som udenforstående. Jeg har ikke umiddelbart forudsætninger for at kaste stemning og intimitet over området ved at fortælle egnshistorier og anekdoter. Jeg må i stedet forsøge at være nøgternt iagttagende og redegøre for det, jeg ser. Jeg må forsøge at angribe beskrivelsen på flere måder. Centralt i projektet er forholdet mellem natur og kultur; den jyske vestkyst som på én gang reservat, arbejdsplads, rekreativt område, såkaldt “ægte” og “kunstig” natur. Til dokumentation af projektet vil jeg gerne betjene mig af forskellige teksttyper med forskellige kvaliteter og temperamenter: fra digtnotater og logbogsoptegnelser (dagbog) til essays, prosafortællinger, reportage og diverse readymades (f.eks. vejrmeldinger, avisudklip, geologiske og geografiske papirer).

Citat Francis Ponge: Havet/kysten (kommer senere..)

Udvalgte referencepunkter/inspiration:
Blicher, Vestlig Profil af Den Cimbriske Halvøe fra Hamborg til Skagen
Seeberg/Ussing, Vestlig Profil af den jyske halvø
Niels Frank, Yucatán/Første person, anden person (papirudlægninger 1-9)
Robert Smithson, Incidents of mirror-travel in the Yucatan
Brixvold et.al., Kærligheden til fædrelandet var drivkraften
Jeppe Brixvold, Hæfte
Elle-Mie Ejdrup Hansen, Linien – Lyset

Haute couture ved Bovbjerg
catwalk ad trappe og høfde
aften mørke og blæst
liveprojektioner på klintens væg
transport i realtid som i en film af Pasolini
langsomt
enkelt
koreograferet

er "ugen varmeste" på sentura. udmærket anmeldelse, som slår sig lidt mærkeligt for munden. men altså udmærket anmeldelse

fadøl i italien og blev præsenteret for to liter humle! så er der dømt vm-hygge, jj, det er da hylende morsomt. kig forbi hans blog (se under links), der er fine reportager fra hans ophold i san cataldo. der vil jeg også ned (-:

og det er jo ikke til at gå på gaden i kbh for tiden uden at vende hovedet. watching tennis feeling! faldt over et gammelt romeo+juliet magasin, som citerer warhols in beauty: "even beauties can be unattractive. if you catch a beauty in the wrong light at the time, forget it. i believe in low lights and trickmirrors. i believe in plastic surgery."

nedenstående er et uddrag fra en korrespondence eller et causeri, jeg havde med christian dorph i det idehistoriske tidsskrift slagmark for halvandet år siden. det er naturligvis en del af h. c. andersen halløjet:

”Kiære Velgiører!

Det forekommer mig næsten som en Lille Evighed siden jeg skrev Dem sidst, men jeg har egentligt Intet havd at skrive om og derfor kommer mit Brev først nu.” Nej, lad mig starte ordentligt (citaterne står mig i hovedet i disse efterårsdage):

Kære Christian.

Følgende blev skrevet for 156 år siden, den 21. december 1838: ”Hysterisk mathed. Adam Müller blev fjottet. Jægersang for H.” Læste teksten som et haiku, 5-7-5!

Tanke: Notatet vil en fortætning, den, som skriver notater, er allerede bevidst om notatets æstetik. Telegrammatisk elegance. Konglomeratisk nervøsitet. HCAs almanakker, men også f.eks. Strindbergs henførte beskeder til Harriet Bosse. Mange eksempler. Clashet mellem biografisk ”ligegyldighed” og villet udlevelse i en litterær rolle/persona/figur. Kan ikke skrive et brev uden at tage mig selv i at lave litteratur. Dette bliver helt sikkert et skrammet dokument.

Citat, Jørgen Leth: ”Jeg tager notater, fordi jeg ønsker at huske, hvad jeg har set.” Tilføjelse/korrektion: Jeg tager notater, fordi jeg ønsker at huske, hvad jeg har set på en bestemt (æstetisk) måde.

Vi skal skrive om HCA, forsøge ”at komme ind på livet” af HCA. Lad os fundere det hele på et postulat: Eventyrene er ligegyldige eller for barnlige, sentimentale sjæle. Udgangspunktet bliver i stedet Almanakker, første bind af dagbøgerne, første bind af brevene til Collin og Fodreise – den helt unge, febrile HCA. Jeg vil gerne, at det bliver ham, vi skriver om, jeg tror, der er et identifikationsgrundlag her. En nervøsitet i forhold til verden, som vi kan forholde os til. Det, du kalder åndelig overspændthed. Jeg kunne godt tænke mig at tage det med identifikationen helt bogstaveligt. Når du skriver om det androgyne hos HCA, peger du på noget centralt. Jeg tror (det er i virkeligheden en banal tanke), at det androgyne – kvindagtige om du vil – for HCA har været det humør, han har opfattet som det poetiske (læs også gerne forbudte). Hans opvækst og opholdet hos Meisling har været meget streng(t) og mandsdomineret eller styret. Restriktionen har været patriarkalsk, han har oplevet det ”kvindagtige” som en frihed, en åbning (den er for tyk, jeg ved det) ind i kunsten simpelthen. Jeg tror, at det i udgangspunktet er så psykologisk banalt – det kvindelige er elverpiger med huller i ryggen, som man skal passe på, de er jo fascinerende, de draaager. Hele dén firkantede romantiske idé. Hans voldsomme gudsfrygtighed er sikkert også et forhold til det patriarkalske (kunne være spændende at kigge nærmere på det?!) Men at han har turdet tage den androgyne identitet på sig, er det virkelig interessante. Jeg oplever, at HCAs flirt med det feminine bliver en måde for ham at træde i karakter på, både som menneske og forfatter. Disse sider i ham hænger fuldstændig sammen, og jeg ser det måske tydeligst komme til udtryk i hans ”bagtekster” – Almanakker, dagbøgerne, brevene. Her ser vi, hvordan mennesket og den litterære HCA er i konstant (var lige ved at skrive evig) dialog. Her drejer det sig om at spille sig selv, at ”opfinde” en persona/udleve (skabe) sig i en figur = at skrive til et menneske, man synes er smukt (de fleste skriver sikkert til sig selv, dvs. et pyntet spejlbillede). Det svarer til at øve en yndefuld dans foran et stort spejl – en slags skriftlig dans med/for sig selv. Ja, en slags onani, sågar – det er jo ikke helt ved siden af i tilfældet HCA. Det har været vigtigt, at det i udgangspunktet har været hemmeligt, fordækt. Dæmoni og skam står jo og kæler/gnider sig op ad hinanden i de bøger. Det er de kræfter, der er i ham (NB! dette er ikke et Christian Skov citat!) I bagteksterne skriver HCA til sin samvittighed! Det vi kan læse som koketteri er også en stor blufærdighed og tvivl. Og kan klart forekomme komisk for at berøre den del af dit spørgsmål.
Men tilbage til notatet/optegnelsen. Jeg har lyst til at drage en parallel til Ernst Jünger, vi har begge læst hans krigsdagbøger og Kapriciøse indfald og været virkelig indfanget. Igen: Hvorfor er “bagteksterne” her mere interessante end de officielle/publicerede (læs genrekonventionelle) tekster? (Jünger er så ligeglad med genrer i de bagtekster, han er ude efter en undtagelsestilstand – han skriver om ”ubetydelige” ting, mens kuglerne nærmest flyver om ørerne på ham – alle hans betragtninger rammer et helle, en isoleret betydningsfuld “begivenhed“, som ligger et andet sted end det åbenlyst spektakulære. Jüngers aristokratiske (mandlige) holdning, som er en helt anden måde (mindre skabet) at kokettere på, er overlegenheden/overskuddet til at se bort fra larmen og elske detaljen.) Er det sådan, og hvordan ligner han HCA? Er der en parallel? Jeg lader den stå helt åben...

Må lykkepillerne blive i deres glas!

Håber du kan se hoved og hale i det. Nu vil jeg hælde et glas vin op i overdrevet contrapostostilling. Meget sandselig +. (-:

Kh Mads

P.s. Ubetydelig Røveranecdot: Har på det seneste haft kriblende lyst til at skrive ”Winner” (kan du huske det FDB-mærke på cykler, fritidssæt etc.?) ned ad bukserne på freskoafbildningen af HCA i Testrup Højskoles foredragssal. Hver morgen, når jeg møder på arbejde til morgensamling på højskolen, sidder jeg og falder hen til den tanke. Holmer Triers fortolkning af eventyret Klokken er vel ligeså håbløst som forlægget – jeg bryder mig virkelig ikke om den slags programmatisk/skematisk kunst. Anyway, Trier har tolket den fattige konfirmand som en kammeratlig Hans Christian, der står dér midt ”i Naturens og Poesiens store Kirke [...] til et jublende Halleluja” iført stumpede, blå joggingbukser! I det mindste småkomisk.

organiserede virkelig igen sine kuglepenne pertentligt og med lige "margin"/samme højde i toppen. og som niels frank bemærkede, havde han også lagt bøger frem for sig på bordet i en sirlig orden. debatarrangementet på forfatterskolen var meget hyggeligt, men måske også lidt tamt. taget lettede ikke ligefrem. til gengæld var man vidne til anekdotemesteren vagn steen, som hele tiden brød ind med små historier fra sit liv som digter og konkretist. jeg havde lyst til at sige: "sæt dem ned, hr. sækker!" vagn steen er en lille hobbit og både sød og temmelig irriterende på samme tid. basilisk kan sikkert tilbyde en podcast med vagn steen inden længe... jeg fik roubaud til at signere mit eksemplar af "noget sort", og han var lidt måbende, da han så bogen. han havde ikke selv fået bogen endnu, ergo min bog er virkelig virkelig unik og dyrebar ("precious" udtalt med gollum-stemme).