lidt mere fra korrespondencen
om hca med christian dorph i slagmark. dette er er mit sidste brev, forud har jeg skrevet en hca-identifikation, som hedder ”fodrejse. fra store torv til stranden ved den permanente i året 2004" (lettere omskrevet version findes i stærkt røde sokker til slidte blå jeans), og dorph har svaret på det brev, som stiller spørgsmål til hca´s gudsforhold bl.a., ved at komme ind på den dengang nye film ”passion of the christ” af mel gibson. det er den film, jeg hentyder til i slutningen af brevet her (det androgyne/djævelske blev også behandlet i mit første brev). jeg tror nedenstående er en slags iscenesat deprimeret skrift, som ikke desto mindre er ret ”ægte” deprim. sådan ser jeg det nu. koketteriet er måske bare et udtryk for tvivl og rådvildhed, jeg husker tydeligt, jeg havde det sådan. teksten skyder lerduer ned med alle de forskellige citater/referencer/fokuspunkter – det er på en måde lidt skræmmende:
Kære Christian
Jeg led jo egentlig druknedøden i mit sidste brev, og de blå joggingbukser ligger stadig et sted på stranden ved Den Permanente, medmindre en hjemløs har fundet dem og holder varmen i dem nu, hvor vinden banker kulde i alt udendørs. En lille pige, en grim kælling, en dorsk dreng, som passer svin? Man varmer sig ved eventyr i en blød sofa og tænker: ”Kaffen er god” / ”Godt det ikke er mig” / ”det var meget bedre i gamle dage”. Jeg er fuldstændig urimelig. Er med på et allersidste causeri og fortsætter således (ærbødigst):
Kiære Velgiører
En tristhed på størrelse med et veneziansk palads tynger mig. Jeg håber ikke, jeg trætter dig med mine breve. Skrevet: Det er fredag i dag. En ond drøm om mennesker, som ikke ser sig for, når de krydser gaden. Jeg har altid frygtet at dø i et trafikuheld (Lea har flere gange sagt. ”Du må ikke blive kørt over!”). Har drukket en flaske rødvin hver aften de sidste tre aftener. Jeg må konsumere et eller andet, når jeg skriver. Adsprede mig for at kunne blive på stolen. Hvad er egentlig forholdet mellem at digte og vandre? – er sprogarbejdet at sammenligne med en rejse? I morgen drager jeg helt fysisk til Barcelona og håber dér at kunne færdiggøre min første bog. Har jeg viljen? Belemrer jeg andre med en egoistisk ambition? Åh, jeg har af og til lyst til at drive en arm gennem væggen, skænde en hund, bide en liderlig kvinde alt for hårdt i brystet! Dette var en småpsykopatisk sætning. Michael fortalte i går, at Ole Fogh Kirkeby siger, at babyer er psykopatiske, fordi de kun tænker på sig selv. Tænker de? Kan man slippe af sted med sådan noget sludder? Et barn er i drift, men har ingen vilje. Ny identifikation: Lars Skinnebachs seneste bog (”I morgen findes systemerne igen”) er fuld af spørgsmålstegn og tvivl, det er en rasende bog – han er så rasende på verden og sig selv. Til spørgsmålet om hvilken stemme, der taler i bogen svarede han (han var måske lidt bagstiv, da han sagde det): ”Det er en guddommelig stemme.” HA! Er mit manus vedkommende? Mine sætninger imploderer til infinitiv, og så er vi tilbage ved notatet. Er ikke kommet nogen vegne. Jeg er træt.
Strindberg dicit: ”Mycket har jag att meddela Er och mycket att fråga, men jag inbiller mig att min förtrolighet sårar och min velvilja besvärer Er. ---”
Jünger dicit: ”I eftermiddags hørte jeg for første gang min stemme mekanisk, nemlig på voksplade. Til min forbavselse havde den helt igennem det tonefald, der er karakteristisk for inkarnerede og snerpede, midaldrende hannoveranere, som jeg aldrig har kunnet fordrage. Så lidt kender vi os selv”.
Det hele er ved at gå i opløsning, jeg er ræd ved eksamen!
”Kan ikke vidne i en brandert”, men rækker dig her en påskelilje (genopstandelsen i Svend Johansens digt, of course): Ja, djævelen er intetkøn i den film, det er godt set og sigende (men filmen er problematisk, det orker jeg ikke at diskutere nu!) Resignerer således og farer til himmels (Barcelona). ”Det er fuldbragt.”
Deres taknemlige
Mads (ihast, Århus den. 22. oktober 2004)
Kære Christian
Jeg led jo egentlig druknedøden i mit sidste brev, og de blå joggingbukser ligger stadig et sted på stranden ved Den Permanente, medmindre en hjemløs har fundet dem og holder varmen i dem nu, hvor vinden banker kulde i alt udendørs. En lille pige, en grim kælling, en dorsk dreng, som passer svin? Man varmer sig ved eventyr i en blød sofa og tænker: ”Kaffen er god” / ”Godt det ikke er mig” / ”det var meget bedre i gamle dage”. Jeg er fuldstændig urimelig. Er med på et allersidste causeri og fortsætter således (ærbødigst):
Kiære Velgiører
En tristhed på størrelse med et veneziansk palads tynger mig. Jeg håber ikke, jeg trætter dig med mine breve. Skrevet: Det er fredag i dag. En ond drøm om mennesker, som ikke ser sig for, når de krydser gaden. Jeg har altid frygtet at dø i et trafikuheld (Lea har flere gange sagt. ”Du må ikke blive kørt over!”). Har drukket en flaske rødvin hver aften de sidste tre aftener. Jeg må konsumere et eller andet, når jeg skriver. Adsprede mig for at kunne blive på stolen. Hvad er egentlig forholdet mellem at digte og vandre? – er sprogarbejdet at sammenligne med en rejse? I morgen drager jeg helt fysisk til Barcelona og håber dér at kunne færdiggøre min første bog. Har jeg viljen? Belemrer jeg andre med en egoistisk ambition? Åh, jeg har af og til lyst til at drive en arm gennem væggen, skænde en hund, bide en liderlig kvinde alt for hårdt i brystet! Dette var en småpsykopatisk sætning. Michael fortalte i går, at Ole Fogh Kirkeby siger, at babyer er psykopatiske, fordi de kun tænker på sig selv. Tænker de? Kan man slippe af sted med sådan noget sludder? Et barn er i drift, men har ingen vilje. Ny identifikation: Lars Skinnebachs seneste bog (”I morgen findes systemerne igen”) er fuld af spørgsmålstegn og tvivl, det er en rasende bog – han er så rasende på verden og sig selv. Til spørgsmålet om hvilken stemme, der taler i bogen svarede han (han var måske lidt bagstiv, da han sagde det): ”Det er en guddommelig stemme.” HA! Er mit manus vedkommende? Mine sætninger imploderer til infinitiv, og så er vi tilbage ved notatet. Er ikke kommet nogen vegne. Jeg er træt.
Strindberg dicit: ”Mycket har jag att meddela Er och mycket att fråga, men jag inbiller mig att min förtrolighet sårar och min velvilja besvärer Er. ---”
Jünger dicit: ”I eftermiddags hørte jeg for første gang min stemme mekanisk, nemlig på voksplade. Til min forbavselse havde den helt igennem det tonefald, der er karakteristisk for inkarnerede og snerpede, midaldrende hannoveranere, som jeg aldrig har kunnet fordrage. Så lidt kender vi os selv”.
Det hele er ved at gå i opløsning, jeg er ræd ved eksamen!
”Kan ikke vidne i en brandert”, men rækker dig her en påskelilje (genopstandelsen i Svend Johansens digt, of course): Ja, djævelen er intetkøn i den film, det er godt set og sigende (men filmen er problematisk, det orker jeg ikke at diskutere nu!) Resignerer således og farer til himmels (Barcelona). ”Det er fuldbragt.”
Deres taknemlige
Mads (ihast, Århus den. 22. oktober 2004)
Kommentarer
Trackback