fodnote om notater etc.
nedenstående er et uddrag fra en korrespondence eller et causeri, jeg havde med christian dorph i det idehistoriske tidsskrift slagmark for halvandet år siden. det er naturligvis en del af h. c. andersen halløjet:
”Kiære Velgiører!
Det forekommer mig næsten som en Lille Evighed siden jeg skrev Dem sidst, men jeg har egentligt Intet havd at skrive om og derfor kommer mit Brev først nu.” Nej, lad mig starte ordentligt (citaterne står mig i hovedet i disse efterårsdage):
Kære Christian.
Følgende blev skrevet for 156 år siden, den 21. december 1838: ”Hysterisk mathed. Adam Müller blev fjottet. Jægersang for H.” Læste teksten som et haiku, 5-7-5!
Tanke: Notatet vil en fortætning, den, som skriver notater, er allerede bevidst om notatets æstetik. Telegrammatisk elegance. Konglomeratisk nervøsitet. HCAs almanakker, men også f.eks. Strindbergs henførte beskeder til Harriet Bosse. Mange eksempler. Clashet mellem biografisk ”ligegyldighed” og villet udlevelse i en litterær rolle/persona/figur. Kan ikke skrive et brev uden at tage mig selv i at lave litteratur. Dette bliver helt sikkert et skrammet dokument.
Citat, Jørgen Leth: ”Jeg tager notater, fordi jeg ønsker at huske, hvad jeg har set.” Tilføjelse/korrektion: Jeg tager notater, fordi jeg ønsker at huske, hvad jeg har set på en bestemt (æstetisk) måde.
Vi skal skrive om HCA, forsøge ”at komme ind på livet” af HCA. Lad os fundere det hele på et postulat: Eventyrene er ligegyldige eller for barnlige, sentimentale sjæle. Udgangspunktet bliver i stedet Almanakker, første bind af dagbøgerne, første bind af brevene til Collin og Fodreise – den helt unge, febrile HCA. Jeg vil gerne, at det bliver ham, vi skriver om, jeg tror, der er et identifikationsgrundlag her. En nervøsitet i forhold til verden, som vi kan forholde os til. Det, du kalder åndelig overspændthed. Jeg kunne godt tænke mig at tage det med identifikationen helt bogstaveligt. Når du skriver om det androgyne hos HCA, peger du på noget centralt. Jeg tror (det er i virkeligheden en banal tanke), at det androgyne – kvindagtige om du vil – for HCA har været det humør, han har opfattet som det poetiske (læs også gerne forbudte). Hans opvækst og opholdet hos Meisling har været meget streng(t) og mandsdomineret eller styret. Restriktionen har været patriarkalsk, han har oplevet det ”kvindagtige” som en frihed, en åbning (den er for tyk, jeg ved det) ind i kunsten simpelthen. Jeg tror, at det i udgangspunktet er så psykologisk banalt – det kvindelige er elverpiger med huller i ryggen, som man skal passe på, de er jo fascinerende, de draaager. Hele dén firkantede romantiske idé. Hans voldsomme gudsfrygtighed er sikkert også et forhold til det patriarkalske (kunne være spændende at kigge nærmere på det?!) Men at han har turdet tage den androgyne identitet på sig, er det virkelig interessante. Jeg oplever, at HCAs flirt med det feminine bliver en måde for ham at træde i karakter på, både som menneske og forfatter. Disse sider i ham hænger fuldstændig sammen, og jeg ser det måske tydeligst komme til udtryk i hans ”bagtekster” – Almanakker, dagbøgerne, brevene. Her ser vi, hvordan mennesket og den litterære HCA er i konstant (var lige ved at skrive evig) dialog. Her drejer det sig om at spille sig selv, at ”opfinde” en persona/udleve (skabe) sig i en figur = at skrive til et menneske, man synes er smukt (de fleste skriver sikkert til sig selv, dvs. et pyntet spejlbillede). Det svarer til at øve en yndefuld dans foran et stort spejl – en slags skriftlig dans med/for sig selv. Ja, en slags onani, sågar – det er jo ikke helt ved siden af i tilfældet HCA. Det har været vigtigt, at det i udgangspunktet har været hemmeligt, fordækt. Dæmoni og skam står jo og kæler/gnider sig op ad hinanden i de bøger. Det er de kræfter, der er i ham (NB! dette er ikke et Christian Skov citat!) I bagteksterne skriver HCA til sin samvittighed! Det vi kan læse som koketteri er også en stor blufærdighed og tvivl. Og kan klart forekomme komisk for at berøre den del af dit spørgsmål.
Men tilbage til notatet/optegnelsen. Jeg har lyst til at drage en parallel til Ernst Jünger, vi har begge læst hans krigsdagbøger og Kapriciøse indfald og været virkelig indfanget. Igen: Hvorfor er “bagteksterne” her mere interessante end de officielle/publicerede (læs genrekonventionelle) tekster? (Jünger er så ligeglad med genrer i de bagtekster, han er ude efter en undtagelsestilstand – han skriver om ”ubetydelige” ting, mens kuglerne nærmest flyver om ørerne på ham – alle hans betragtninger rammer et helle, en isoleret betydningsfuld “begivenhed“, som ligger et andet sted end det åbenlyst spektakulære. Jüngers aristokratiske (mandlige) holdning, som er en helt anden måde (mindre skabet) at kokettere på, er overlegenheden/overskuddet til at se bort fra larmen og elske detaljen.) Er det sådan, og hvordan ligner han HCA? Er der en parallel? Jeg lader den stå helt åben...
Må lykkepillerne blive i deres glas!
Håber du kan se hoved og hale i det. Nu vil jeg hælde et glas vin op i overdrevet contrapostostilling. Meget sandselig +. (-:
Kh Mads
P.s. Ubetydelig Røveranecdot: Har på det seneste haft kriblende lyst til at skrive ”Winner” (kan du huske det FDB-mærke på cykler, fritidssæt etc.?) ned ad bukserne på freskoafbildningen af HCA i Testrup Højskoles foredragssal. Hver morgen, når jeg møder på arbejde til morgensamling på højskolen, sidder jeg og falder hen til den tanke. Holmer Triers fortolkning af eventyret Klokken er vel ligeså håbløst som forlægget – jeg bryder mig virkelig ikke om den slags programmatisk/skematisk kunst. Anyway, Trier har tolket den fattige konfirmand som en kammeratlig Hans Christian, der står dér midt ”i Naturens og Poesiens store Kirke [...] til et jublende Halleluja” iført stumpede, blå joggingbukser! I det mindste småkomisk.
”Kiære Velgiører!
Det forekommer mig næsten som en Lille Evighed siden jeg skrev Dem sidst, men jeg har egentligt Intet havd at skrive om og derfor kommer mit Brev først nu.” Nej, lad mig starte ordentligt (citaterne står mig i hovedet i disse efterårsdage):
Kære Christian.
Følgende blev skrevet for 156 år siden, den 21. december 1838: ”Hysterisk mathed. Adam Müller blev fjottet. Jægersang for H.” Læste teksten som et haiku, 5-7-5!
Tanke: Notatet vil en fortætning, den, som skriver notater, er allerede bevidst om notatets æstetik. Telegrammatisk elegance. Konglomeratisk nervøsitet. HCAs almanakker, men også f.eks. Strindbergs henførte beskeder til Harriet Bosse. Mange eksempler. Clashet mellem biografisk ”ligegyldighed” og villet udlevelse i en litterær rolle/persona/figur. Kan ikke skrive et brev uden at tage mig selv i at lave litteratur. Dette bliver helt sikkert et skrammet dokument.
Citat, Jørgen Leth: ”Jeg tager notater, fordi jeg ønsker at huske, hvad jeg har set.” Tilføjelse/korrektion: Jeg tager notater, fordi jeg ønsker at huske, hvad jeg har set på en bestemt (æstetisk) måde.
Vi skal skrive om HCA, forsøge ”at komme ind på livet” af HCA. Lad os fundere det hele på et postulat: Eventyrene er ligegyldige eller for barnlige, sentimentale sjæle. Udgangspunktet bliver i stedet Almanakker, første bind af dagbøgerne, første bind af brevene til Collin og Fodreise – den helt unge, febrile HCA. Jeg vil gerne, at det bliver ham, vi skriver om, jeg tror, der er et identifikationsgrundlag her. En nervøsitet i forhold til verden, som vi kan forholde os til. Det, du kalder åndelig overspændthed. Jeg kunne godt tænke mig at tage det med identifikationen helt bogstaveligt. Når du skriver om det androgyne hos HCA, peger du på noget centralt. Jeg tror (det er i virkeligheden en banal tanke), at det androgyne – kvindagtige om du vil – for HCA har været det humør, han har opfattet som det poetiske (læs også gerne forbudte). Hans opvækst og opholdet hos Meisling har været meget streng(t) og mandsdomineret eller styret. Restriktionen har været patriarkalsk, han har oplevet det ”kvindagtige” som en frihed, en åbning (den er for tyk, jeg ved det) ind i kunsten simpelthen. Jeg tror, at det i udgangspunktet er så psykologisk banalt – det kvindelige er elverpiger med huller i ryggen, som man skal passe på, de er jo fascinerende, de draaager. Hele dén firkantede romantiske idé. Hans voldsomme gudsfrygtighed er sikkert også et forhold til det patriarkalske (kunne være spændende at kigge nærmere på det?!) Men at han har turdet tage den androgyne identitet på sig, er det virkelig interessante. Jeg oplever, at HCAs flirt med det feminine bliver en måde for ham at træde i karakter på, både som menneske og forfatter. Disse sider i ham hænger fuldstændig sammen, og jeg ser det måske tydeligst komme til udtryk i hans ”bagtekster” – Almanakker, dagbøgerne, brevene. Her ser vi, hvordan mennesket og den litterære HCA er i konstant (var lige ved at skrive evig) dialog. Her drejer det sig om at spille sig selv, at ”opfinde” en persona/udleve (skabe) sig i en figur = at skrive til et menneske, man synes er smukt (de fleste skriver sikkert til sig selv, dvs. et pyntet spejlbillede). Det svarer til at øve en yndefuld dans foran et stort spejl – en slags skriftlig dans med/for sig selv. Ja, en slags onani, sågar – det er jo ikke helt ved siden af i tilfældet HCA. Det har været vigtigt, at det i udgangspunktet har været hemmeligt, fordækt. Dæmoni og skam står jo og kæler/gnider sig op ad hinanden i de bøger. Det er de kræfter, der er i ham (NB! dette er ikke et Christian Skov citat!) I bagteksterne skriver HCA til sin samvittighed! Det vi kan læse som koketteri er også en stor blufærdighed og tvivl. Og kan klart forekomme komisk for at berøre den del af dit spørgsmål.
Men tilbage til notatet/optegnelsen. Jeg har lyst til at drage en parallel til Ernst Jünger, vi har begge læst hans krigsdagbøger og Kapriciøse indfald og været virkelig indfanget. Igen: Hvorfor er “bagteksterne” her mere interessante end de officielle/publicerede (læs genrekonventionelle) tekster? (Jünger er så ligeglad med genrer i de bagtekster, han er ude efter en undtagelsestilstand – han skriver om ”ubetydelige” ting, mens kuglerne nærmest flyver om ørerne på ham – alle hans betragtninger rammer et helle, en isoleret betydningsfuld “begivenhed“, som ligger et andet sted end det åbenlyst spektakulære. Jüngers aristokratiske (mandlige) holdning, som er en helt anden måde (mindre skabet) at kokettere på, er overlegenheden/overskuddet til at se bort fra larmen og elske detaljen.) Er det sådan, og hvordan ligner han HCA? Er der en parallel? Jeg lader den stå helt åben...
Må lykkepillerne blive i deres glas!
Håber du kan se hoved og hale i det. Nu vil jeg hælde et glas vin op i overdrevet contrapostostilling. Meget sandselig +. (-:
Kh Mads
P.s. Ubetydelig Røveranecdot: Har på det seneste haft kriblende lyst til at skrive ”Winner” (kan du huske det FDB-mærke på cykler, fritidssæt etc.?) ned ad bukserne på freskoafbildningen af HCA i Testrup Højskoles foredragssal. Hver morgen, når jeg møder på arbejde til morgensamling på højskolen, sidder jeg og falder hen til den tanke. Holmer Triers fortolkning af eventyret Klokken er vel ligeså håbløst som forlægget – jeg bryder mig virkelig ikke om den slags programmatisk/skematisk kunst. Anyway, Trier har tolket den fattige konfirmand som en kammeratlig Hans Christian, der står dér midt ”i Naturens og Poesiens store Kirke [...] til et jublende Halleluja” iført stumpede, blå joggingbukser! I det mindste småkomisk.
Kommentarer
Trackback