Sjette og sidste indstilling til Montanas Litteraturpris - Naja Marie Aidt: Alting Blinker
Naja Marie Aidts digtsamling Alting blinker handler om sted. Digterinden er flyttet til New York, og det har givet anledning til, ikke rejsedigte (heldigvis), men lyriske refleksioner over eksil og asyl, fremmedhed og hjemlighed, emigration og kolonialisering, adskillelsen som tab og som mulighed. Samlingen, som vitterligt blinker én i møde med sit sølvfolieomslag, falder i tre suiter. Første suite består af 18 nummererede digte af cirka en halv side med tendens til at brede sig mere og mere mod højremargin, mens de udfolder en (ikke kronologisk) fortalt historie om ‘barnet’ fra sit første til sit 18. år. Anden suites digte er længere og smallere og synkoperes af fem små boksdigte på grå baggrund, der alle handler om steder, man kan bo. Endelig er tredje suites 11 store digte mere-end-prosa-brede: med minimale marginer og med mellemrum i stedet for linjebrud udbreder de sig om ikke bare New York, men også de tidligere danske kolonier Grønland (hvor Aidt har boet som barn) og Vestindien (som den voksne digterinde opsøger), isprængt fremmede ord og navne fra disse steder .
Barnets tema knyttes til udlændigheden, dels i kraft af en gennemgående historie om adskillelse, dels i kraft af den famlende, uvante omgang med sprog og verden, som både kan være barnets og udlændingens. Således digtet om barnets »andet år«: »langt væk hjemmefra/ med et amputeret sprog:/ barnet i sit andet år/ ingen forstår dets sære fagter/ ugh ugh-lyde i vuggestuen/ (når det taler om en ugle)«.
Barnets stemme følger med over i midtersuiten, hvor den præger de fem små boksdigte om at bo, som bevæger sig fra det klukkende morsomme til det politisk satiriske. »Hvis vi syr en sivsko/ sammen med en anden/ sivsko og vi folder dig/ som et lommetørklæde/ så kan du bo der« hedder det humoristisk barnelegende i det andet boksdigt, men i det fjerde digt bliver humor og barneleg til hvas satire: »hvis du kommer til Danmark/ kan du klæde dig ud som/ wienerbrød/ så kan du bo/ i bagerens vindue/ indtil du bliver spist/ eller smidt ud/ så ligger du ingen/ til last«.
Når lyrik skrives, som Aidt gør det i Alting blinker, formår den at reflektere over alle dimensionerne af forholdet mellem det hjemlige og det fremmede (inklusive det hjemliges fremmedhed) på en akse, der forbinder den personlige med den store historie, det eksistentielle med det politiske. Det handler på én gang om digterinden, der søger eksil, og fremmede, der søger asyl - om den personlige slægtshistorie og om Danmarks koloniale fortid. Aidts digtning er på én gang sanselig og reflekterende, billedrig og faktuel, frit associerende og stramt struktureret, barnligt-naiv og voksen-besindig, eksotisk og enkel, erotisk og barsk.