eslund

Theis Ørntofts debut, Yeahsuiten, er en ualmindelig flabet og øretæveindbydende digtsamling - lømmelagtig, fristes man til at skrive. Det er en bog, der med sin ungdommelighed peger alle os andre ud som helt væk og lige gamle nok.

Man kan påstå at samlingen er upoetisk, demonstrativt upoetisk, påfaldende billedfattig i traditionel poetisk forstand (hvad det ellers skal betyde?) - ikke så mange blanke, spejlende flader og pludselige lyseffekter, ikke meget efterår og pyntelig natur - og så alligevel pludselig: »himlen er blå som en knust hånd«.

På den anden side er Yeahsuiten næsten skamløst overfladisk, ukompliceret, en kværnende, respektløs vrængen af det poetiske, talt og råbt og skreget, langt mere end nysseligt digtet og følt.

Alle niveauer af den menneskelige erfaring, vores følelsesliv og sociale netværk er sprængt i luften og samles kun løseligt i digtene, lige akkurat holdt sammen af en rastløs digterstemme helt uden tålmodighed, uden tid til andet end at være til hele tiden:

yir - vi skal have lasagne / personen der har lavet den er sygt god til at lave mad / jeg sidder og tænker på hvor godt det her mad er / mit kropsareal er 60 kvadratmeter, og der er en altan man kan gå ud på.

Det er digte, der bongotrommer gennem en hverdag med fester og tømmermænd og cykler og taxature. En hverdag, der er ‘hidsig’, ‘sindsyg’, ‘vild’ og ‘fucked’.

Det er digte, der, som Jack Kerouac i sin tid, stræber efter at holde trit med livets hastighed. Og gør det. Og lykkes med det. En overbevisende italesættelse af en ung vred mand i hænderne på sine hormoner. Et indlevet portræt, men også en udlevering af hans mere usympatiske træk.

Hans skøjten gennem livet - der er ikke tid til at føle efter, ingen tid til fordybelse. Hans pubertære kvindesyn. Hans barnlige sind.

Mega vildt, underholdende og skarpt skåret, et dybt snit ind i et sind og en verdensforståelse. YEAH!