eslund

Pablo Llambías’ seneste bog er umulig at læse. Den er en genskrivning af Suzanne Brøggers essaysamling om køn, klasse og kærlighed, Kærlighedens Veje og Vildveje (1975), men den skriver mere af, end den skriver til og fra; den er et remake, der mest af alt benytter sit forlæg som readymade, det vil sige gengiver de 34 år gamle essays med ganske få ændringer. Så tro mod forlægget er Llambías, at selv trykfejlene er reproduceret. Og den tro gengivelse af originalens indledende motto får en ekstra dimension: ‘Ikke en af ideerne i bogen er mine egne. Jeg elsker at pynte mig, med lånte fjer. Tak.’ Læsningens umulighed består i, at man næsten tvinges til at sidde og parallel-læse med Brøggers tekst for detektivisk at spore de enkelte ændringer, men i denne bevægelse går begge tekster tabt. Det anbefales derfor, at man læser original-essay og remake hver for sig, i vilkårlig rækkefølge, men således at der opstår to helhedsoplevelser, som så kan sammenlignes.

Det, der helt konsekvent er ændret fra Brøgger til Llambías, er kønnet. Fra omslagets foto, hvor det er Llambías, der transvestitisk poserer i samme outfit (hatteslør og pelskrave) som Brøgger på originalen, til tekstpositionerne ‘hun’ og ‘han’, ‘mand’ og ‘kvinde’, som konsekvent er udskiftet med hinanden. Formålet med dette kønsskifte kunne umiddelbart ligne en maskulinistisk tilkendegivelse af, at nu er det kvinden, der har bukserne på. Eksempelvis når vi i essayet »Marilyn myten« (muligvis forledt af biografiske og binær kønslogik) oplever jegets perspektiv som mandens: »Det er kvinder, der ser min skrøbelighed […] Det er kvinder, der gerne vil tage sig af mig. Som får deres identitet gennem det at tage sig af mig. […] Og som ser mig som et sexobjekt.« Men hvis kønsskiftet bare var udtryk for kønskamp, for mandens påberåbelse af offer-rollen, ville det ikke være litterært (eller på anden måde) interessant. Kønsskiftet spænder fra en sådan position over det vildt humoristiske (»Jesus […] hun siger«) til de regelrette kønsabsurditeter (»Hun har ellers fået den godt ind og er begyndt at kneppe Pablo i lange stød«). Overordnet er effekten en fornemmelse af, at der er nogle konstanser i kærlighedens og begærets vildveje, hvilke køn de end måtte pløje sig igennem, og hvilken tid (1975 eller 2009) man end måtte befinde sig i.

Enkelte essays er radikalt omskrevne; således er for eksempel essayet om »Ædedolkekulturen« blevet til historien om den enlige forælder, der skal udfylde begge kønsroller og dårligt har råd til mad, mens essayet »Katten« er erstattet af en lang poetologisk indledning til en lille, barsk kattehistorie. Helt sindssyg og smågenial er indskrivningen af Joan Riviéres klassiske psykoanalytiske essay »Den kvindelige maskerade« i det afsluttende essay »Flæsk«. Også i citaterne fra Riviéres essay er ‘hun’ erstattet med ‘han’, og de lægges som replikker i munden på de godtfolk fra Kelstrup, som Brøggers essay handler om: »Han kunne således påtage sig kvindelighed og bære den som en maske, råber Frede til konen.«

Ikke bare kønsmaskerade, men også litterær maskerade får vi for alle pengene i Llambías’ dybt originale og voldsomt effektfulde genskrivning af en gammel, fremragende tekst, som ikke bliver mindre fremragende af at blive en andens.