Kinderæg på CPH.LITT.08
Jeg er på tre gange på CPH.LITT.08 - lidt corny navn - i Huset i Magstræde i weekenden. Ingen af arrangementerne er på forhånd udråbt som highlights, men mon ikke det bliver fint nok alligevel. Det er ren con amore, så det håber jeg, det bliver.
Lørdag kl 12.15 skal jeg være såkaldt moderator i en samtale mellem Peter H. Olesen og Dennis Gade Kofod. Kl. 16.15 læser jeg op. Og søndag kl 14.00 er jeg på scenen med Nye Rør (som annonceret et par poster nede).
Håber vi ses!
Anblik månedstilbud - blæret og (latterligt) billigt
I hele juni kører vi med et tilbud, hvor du får et års gratis abonnement på Ildfisken (værdi 120 kr - ingen forpligtigelse til videre abonnement) ved køb af Preben Major Sørensens anmelderroste De dødes vej til 249,-
Ildfisken udkommer med to numre om året. Første nummer i år, nr. 39, udkommer torsdag den 5. juni og omhandler Preben Major Sørensen. Årets andet nummer af Ildfisken kommer til at omhandle romanen og er planlagt til udgivelse i efteråret.
Bestil MÅNEDSTILBUD JUNI fra Bestilling.
Bogcafeen i Århus lukker
I dag har Bogcafeen i Århus meddelt, at butikken lukker til efteråret. Bogcafeen har eksisteret i 37 år og er uden tvivl den bedste boghandel i Jylland - jeg synes faktisk, det er den bedste i landet. Knud og Arne, som har drevet forretningen, er de sødeste mennesker - altid venlige og hyggelige at snakke med og usædvanligt vidende, om de ting de har på hylderne. Jeg har altid kunnet bestille hvad som helst hjem. Og er mange gange faldet over blærede og sjældne eller kantede bøger i det meget store sortiment af både faglitteratur og skønlitteratur. Det er sindsygt ærgerligt, at Knud og Arne drejer nøglen om. Det er til at blive i dårligt humør af. Det er til at lukke op at skide i. Græde snot over. Fandme.
ØV!
Reception for Ildfisken 39 og Preben Major Sørensen
Ildfisken nr. 39, som handler om Preben Major Sørensen, er på gaden den 5. juni. Den 12. juni modtager Preben Major Sørensen Albert Dams Mindelegat for prosabogen De dødes vej (Anblik, 2007).
Anblik og Ildfisken fejrer begge dele med reception og oplæsning i kælderen i LiteraturHaus torsdag den 12. juni kl 21.00. Kom frisk!
Oplæsere:
Preben Major Sørensen
Maja Elverkilde
René Jean Jensen
Harald Voetmann
Arrangemenet er gratis. Vi ses!
Forsinket fisk
Ildfisken nr. 39 skulle være udkommet den 22. maj, men datoen er rykket frem til torsdag den 5. juni - der har været et par udsættelser i forbindelse med trykningen. Jeg kom hjem fra Berlin i går til to kasser fyldt med nye fisk. Nummeret bliver sendt ud til abonnenter på mandag. Vi kunne godt bruge flere abonnenter, så lad dig endelig friste, nr. 39 om Preben Major Sørensen er virkelig blevet fint! - Tjek indhold et par poster under. To numre (årsabonnement) koster 120 kroner - det er ret billigt, synes vi selv. Tegn abonnement på www.anblik.dk/bestilling
Nye Rør spiller på CPH.LITT.08
Det foregår i Huset, Magstræde, søndag den 8. juni kl 14.00 på Sceneriet. Tjek programmet for festivalen på www.cphlitt08.dk - Paul Auster, Siri Hustvedt og en masse blærede danske forfattere deltager.
Thumbs up til Anblikbøger
Risottos Fluebogen har modtaget Bukdahls Bet (se Martin Johs. Møllers blog for filmklip, hvor HOJ spontant fyrer en raket af for at fejre prisen - Martin Larsen, Simon Pasternak og Æblefar bl.a. ser pænt skræmte ud), og Katinka My Jones er blevet præmieret med 75 kilo for Havet er sort, kysten er hvid. Det er store ting for et lille forlag som Anblik, og vi er oppe at køre over det. Tillykke til Hans Otto og Katinka! Der er medvind lige nu...
Se mere på www.anblik.dk
Claus Nissen (1938-2008)
Skuespilleren Claus Nissen er død, og det er trist. Det perfekte menneske af Jørgen Leth var aldrig blevet så god, hvis ikke Claus Nissen havde spillet så klodset og fint og fantastisk. I flere af Leths film, stråler Claus Nissen. Jeg har altid syntes, at han var strålende, når han legede med ingenting på den der lidt naragtige (bogstaveligt talt) og kantede måde.
"Bossanovarytmer har jeg ingenting imod."
Ildfisken nr. 39
Torsdag den 22. maj udkommer Ildfisken nr. 39. Og maleriet her - Man on floor - af Sophie Dupont pryder (som man siger) omslaget.
Ildfisken nr. 39 handler om Preben Major Sørensen, som sidste år fyldte 70. Han debuterede med Ildmesteren i 1965. Siden har han udgivet mere end 20 bøger - romaner, fortællinger, digte og essay. I december 2007 udkom bogen De dødes vej - en samling prosatekster med genrebetegnelsen fortegninger - og i nærmeste fremtid kommer endnu en bog.
I det foreliggende nummer er der, ud over en tekst af Preben Major Sørensen og et interview med ham, en række nyskrevne tekster af yngre forfattere, der alle forholder sig til, eller er inspirerede af, Preben Major Sørensens forfatterskab. Og endelig er der en nyoversættelse af tre tekster af Ernst Jünger, formentlig en af Preben Major Sørensens største inspirationskilder.
Bidrag i Ildfisken nr. 39:
Preben Major Sørensen: Uddrag af Barnet
Anders Abildgaard Nielsen og Harald Voetmann: Det er aldrig sandheden - samtale med Preben Major Sørensen
Mikkel Thykier: Indfaldsveje lukket af sne
Joy: Skulen
Maja Elverkilde: Mor og far
Dennis Gade Kofod: Uden titel
Jesper Wamsler: Uddrag af Theatr Batök
Harald Voetmann: Note om rhyparografier og Geriatricen
Ernst Jünger: Den stereoskopiske nydelse og Strandturen og Rædslen
*
Til efteråret udkommer Ildfisken nr. 40 - et temanummer om romanen - med bidrag af bl.a. Helle Helle, Hans Otto Jørgensen, Jeppe Brixvold og Lone Hørslev. Tegn abonnement på http://www.anblik.dk/bestilling - to årlige numre for 120 bobs.
Propsparty og lir i Blågårdsgade fredag
Denne fyr læser op for at fejre Props og Blågårdsgade på fredag den 2. maj. Det foregår vist nok i den iranske forenings lokaler over for Props mellem kl 17 og 18 (jeg vender tilbage med mere præcise oplysninger)
Fredag i Blågardsgade er gadefest med musik og mad og lir, og temaet er vist nok krig (og fred) - sådan helt nørrebroagtigt (-: Det starter kl 14, og mellem 16 og 18 giver Props gratis fadøl i anledning af barens fødselsdag.
Kom frisk forbi!
Saarikoski udgivelsesfest
Kom og vær med til at fejre udgivelsen af "Brev til min hustru"
af den finske digter Pentti Saarikoski.
Forlaget Basilisk inviterer til oplæsning og fest.
6. maj, kl. 20.00, Literaturhaus på Møllegade 7, 2200 kbh N
Peter Laugesen og Esa Alanne læser op fra bogen,
Finsk tango med Anne-Marie Lipsonen,
Niels Frank, Claus Handberg og Kirsten Thorup læser digte til eller om Saarikoski,
Torben Bach Nielsen causerer lidt over spørgsmålet: "Behøver vi virkelig Pentti Saarikoski?"
gratis øl og vodka, alle er velkomne, spred rygtet. Det foregår her
Mange gode hilsner
Forlaget Basilisk
Piratoplæsning 3, programmet klar
Rasmus Nikolajsen
Pablo Llambías
Maja Lucas
Jesper Wamsler
Christel Wiinblad
Christian Dorph
(Billedet af pandelampelæseren fra Piratoplæsning 2 er taget af Martin Johs. Møller)
Bukdahls Bet, Anblik rocks
Preben Major Sørensens De dødes vej og Hans Otto Jørgensens Fluebogen er indstillet til Bukdahls Bet, som uddeles eller i hvert fald offentliggøres om to uger i Weekendavisen. Begge bøger er fra Anblik, svedigt. En tredje indstilling er bogobjektet fra Verbale Pupiller sidste år - dér bidrager Anblik også med et fyldigt udvalg af blogtekster af Kasper Nørgaard Thomsen. Der er mange blærede bogting indstillet. Må den smalleste bog vinde (-:
Ps. Hvis De dødes vej er et monstrum, vanker der megamonstrum senere på året, når Anblik udgiver næste opus af majoren - det bliver virkelig en fed udgivelse, helt bogstaveligt!
Ps2. Stor anmeldelse/omtale af Martin Larsens monogrammer, også i dagens WA. Lars (tigerdyrsdanseren fra Vodroffsvej) er i god form (-:
Piratoplæsning 3
Piratoplæsning 3, yir!
Fredag den 25. april er det alle gode gange tre (åh, det udtryk bruger man ALT for lidt...):
Kollektivet Jomsborg
Lykkesholms Allé 12
1902 Frederiksberg
Oplæsningerne begynder kl. 21.00 - kom til tiden, hvis du vil have en OK plads.
Sidste gang i GYS Arkitektur var det herligt og meget trangt - tak for sidst! - der var virkelig propfyldt. Desværre måtte flere gå forgæves, håber ikke det sker igen.
Som altid: oplæsning først og bagefter er der lir og hygge. Hvis vejret er godt, fester vi også i gården.
Oplæsere til 3´eren er:
Jesper Wamsler
Christel Wiinblad
+ 4 TBA
Medbring egne drikkevarer. Og spred rygtet, invitér venner - alle er velkomne.
Vi ses!
Tor Ulven: fra Stein og Speil
UDSTILLING II
(Psyke ved Sortedam)
Aldrig set: et palads med tinder, tårne og spir, bygget direkte på nogle stejle klipper ved havet (som en fortsættelse af dem, som om bjerget kunne bygge hus af sig selv med usynlige hakker; sådan noget sludder) med høje, dybe og gabende vinduesnicher, uden et lys, selvom det skumrer, og lidt forvitret, det hele, forfaldent, måske ubeboet og tomt.
Hun hviler hovedet tungt mod hånden, kvinden som sidder et stykke oppe på stranden, blandt oliventræer og græssende hjorte. Hendes bare arme er meget hvide mod det skidenbrune buskads, næsten som om de var uægte og indeholdt en elektrisk lampe af en slags (ligesom plasticslangerne fyldt med lyspærer der omkranser visse butiksvinduer). Kvinden stirrer sørgmodigt grublende frem for sig, og hun er Psyke, altså sjælen, og slottet (som hun tydeligvis ikke slipper ind i) er Amors, det vil sige Kærlighedens, palads. Men "kom og lad os fly Fra dette melancholske Fængsel, Hvor Ønsker daglig dø i Trængsel, Og fødes for at dø paa ny", fra det uroligt bølgende hav til Sortedam, med dens næsten urørlige, glatte overflade (kun kruset af en håndfuld sagte svømmende tømmerstokke), kantet af små bjergfremspring og en halvt skovklædt skråning som lukker for det disede lys. Solen rammer alligevel, skarpt, en død fyr, nedfalden, den giver indtryk af noget forvredet (en ødelagt paraply?), med rødderne dels i luften, dels i vandet, og hvis man kunne røre den, ville man med fingrene alene kunne pirke grå mørnede splinter løs og kaste dem i vandet, og se at de knapt rørte sig, og man ville kende den mosede lugt af mudder og slim og forrådnelse. Med tilstrækkelig tålmodighed kunne man vente på at det næste træ, halvdødt og hængende skråt ud over dammen, skal falde, med et brag og et plask som antagelig vil lyde øredøvende i den bløde, mosklædte og starbegroede stilhed, men til gengæld vare meget kort. Og der bliver længe til næste gang. Under vandspejlet er det ligeså mørkt som bag vinduerne i paladset. Altså slap vi ikke væk alligevel. Måske må dammen anses som vindue i et tomt, underjordisk slot (eller fængsel).
Nuvel. Træerne ingen har set (og for den sags skyld paladserne, og paladsernes ruiner, og hus og hytte) falder, før eller senere, faldet er fælles for så meget, et fællesfald, og optrævlingen, opflosningen, ruineringen, og så videre. I billederne er alt kun på nippet til at falde hele tiden, det falder ikke, det aldrig sete hænger der, hænger og hænger, som en spegeskinke maddikken mislykkes i at fortære helt (eller snarere billedet af en ældgammel spegeskinke i et ældgammelt stavbur som i virkeligheden ikke findes mere); hænger altså, til fælles beundring og afbenyttelse. Til afbenyttelse som en vej: drag afsted. Eller: skynd dig væk. Eller: bliv her for altid.
(Jeg har oversat hele bogen - den er fremragende, og det var Ulvens sidste, han afleverede den til norsk Gyldendal kort tid før selvmordet i 1995 - for en del år siden, men det er ikke rigtig til at få den ud. Nogle bud? Der er trykt et fyldigt uddrag i Ildfisken 35/36.)
Strandet interview
Christian Djurhuus ville/vil interviewe mig til Visir, men jeg gik i stå i det pga. andre projekter og arbejde. Jeg tror, vi tager den op igen, men vi starter nok helt forfra, gør vi ikke, Christian? Jeg nåede at svare på det første spørgsmål, kinda:
Christian:
Digtene i din bog handler alle om at beskrive ting eller måske nærmere at beskrive/benævne deres mellemværende. Det foregår som oftest på et helt konkret plan, at tingene sættes i relation til hinanden og giver indtrykket af en overordnet sammenhæng. Men også på et intertekstuelt plan trækkes tekster gennem et jeg, som gengiver dem på nye måder som en respons på eller et ekko af den oprindelige tekst. I tillæg hertil virker de fem sansetekster som en art søjler, hvorpå resten af bogens betragtninger hviler. Der er for mig noget forløsende over den erkendelse, at tingene ikke nødvendigvis er, hvad de er: at de forestiller noget andet ligeså meget, som de er noget sig selv, og at denne forbindelse byder på et uudtømmeligt reservoir af beskrivelser (og tekst). Er det derfor denne kortlægning eller identifikation af verden er så vigtig? Det banale svar må vel lyde, at jeget søger en sammenhæng i verden foranlediget af et indre kaos, som momentvis toner frem i form af frustrationer over eksempelvis økonomiske vanskeligheder. Men du må have gjort dig nogle tanker, som rækker ud over dette. Jeg håber ikke, at mit spørgsmål er for abstrakt. Hvis det er tilfældet, må du sige til. Så skal jeg forsøge at præcisere.
Mads:
Beskrivelsen af ting eller fænomener er noget elementært poetisk, tror jeg, og, ja, jeg er meget optaget af at beskrive ting og deres relationer i min bog. Beskrivelsen er også, naturligvis, et portræt af den, der beskriver - den, der ser, hører, oplever og gengiver. Det er en slags pseudodokumentarisk nysgerrighed, der driver skriften, digtene er en undersøgelse af visse fænomener i verden, som virker sanseligt pirrende. Jeg er ikke interesseret i at fortælle historier - det er jeg simpelthen dårlig til, jeg er ikke særlig god til at finde på, og det keder mig egentlig også - men jeg oplever noget udfordrende og svimlende ved at stille mig over for eller ved siden af noget og forsøge at gengive det præcist og faceteret. Hvordan forholder man sig til noget uden at udtømme genstanden? - hvordan kan jeg beskrive en ting, således at betragtningen ikke fikserer genstanden, men i stedet får den til at fremstå ny, frisk og spændende, mystisk eller eksotisk sågar. Det handler vel om at fremstille den nysgerrighed og pirring, som jeg oplever spontant over for verden.
Når man beskriver en ting, gør man den til et motiv - det, der beskrives, bliver til et billede, en kunstig gengivelse i ordets bogstavelige forstand. Jeg indrammer et stykke virkelighed og stiller skarpt på den og "mytologiserer" i en vis forstand det, jeg gengiver. Jeg trækker en ting ud af dens oprindelige sammenhæng og fokuserer på den og feticherer den på en måde, så den fremstår næsten magisk eller opløftet. Den strategi kender vi fra Duchamps readymades, Warhols Soup cans og Brillo boxes, og herhjemme har især Jørgen Leth brugt den metode - både i sine digte og film, vel egentlig også, når han kommenterer cykelløb. Det er en slags live digtning på tv, hvis man skal sige det lidt flot. Jeg er meget glad for Leth, det er ingen hemmelighed.
Der er noget herligt dumt ved at sige hvad, man ser. Det er så nøgent, en slags forelsket sensibilitet, som man møder verden med, og så gengiver man det, man ser med det humør. Det er sådan, det er, tror jeg. Et af bogens mottoer er taget fra en bog af digteren Peter Nielsen (jeg husker ikke hvilken): "Så hellere et smut ind i kunsten, hvor / det er gjort til et princip, dette med at / skubbe billedet af en ting ind foran tingen selv." Måske er det det, jeg gør, eller i hvert fald det, jeg forsøger på. I kunstens eller skriftens rum er verden til at få øje på, den er overskuelig og ikke forstyrret af "verdens larm". Der kan jeg se klart. Og der kan jeg lege med beskrivelsen eller gengivelsen og spænde den ud i forhold til beskrivelser af andre ting, så der opstår motivfelter og beslægtede verdener. Beskrivelsen af en genstand falder hurtigt over i beskrivelsen af noget andet, fordi associationerne sender motiverne andre steder hen. Så opstår der pludselig nye rum og sammenhænge, som jeg ikke på forhånd kunne vide eksisterede. Her træder det personlige frem i kraft af projektionslysten - jeg sender hele tiden beskrivelsen ud i nye områder, og så opstår der en art poetisk kortlægning af virkeligheden, et personligt verdensbillede, om du vil. Det er jo mig, der beskriver og (op)lader tingene, det er mig, der strikker teksten sammen. Dén strikkede røde sok bliver et portræt af mig.
Min bog er også konceptuel på den måde, at jeg forholder mig temmelig stramt til visse temaer. Jeg har valgt at fokusere på et bestemt område, for at bogen ikke skulle handle om helt tilfældige ting - det er en slags optik, som man kan læse bogen igennem. I billedkunsten eller maleriet har man traditionelt skelnet mellem to typer afbildninger - på den ene side stilleben, portræt- og landskabsmaleri, som forholder sig til stillestående motiver og på den anden side historiske eller myteskildrende billeder, som gengiver faktiske eller mytologiske fortællinger. Jeg har været optaget af den første type billeder, som er ikke-narrative - de er ikke interesseret i at fortælle, men mere optaget af at gengive detaljer præcist. Der er visse ordener eller regler i stillebenmaleriet fx, der skal være visse genstande i sådan et billede. Man skelner mellem sensus litteralis og sensus spiritualis/mysticus - det første er tingenes bogstavelige betydning, kunne man sige, det andet er tingenes symbolske betydning. Det filosofiske problem mellem fænomen og idé, I guess. Hvis der er et brød, er der også et glas vin. Hvis der er en fersken, er der også en drue, hvis der en appelsin, er der også en citron etc. Alting gengives i par, modsætninger eller komplementære størrelser i forhold til en vedtaget bagvedliggende orden, som i dette tilfælde er religiøst funderet. Brød og vin refererer til nadveren, druen refererer til drikfældighed, fersken symboliserer ædruelighed, appelsinen er sød, citronen er sur. Sådanne balancer er der overalt - de kaldes temperantia: mådehold. Disse gamle billeder er i den forstand moralske, men det er ikke i udgangspunktet det, der interesserer mig - det er nærmere, at tingene er spændt ud og indgår i sammenhænge. Det gør de jo, det oplever vi hele tiden, en ting fører til og forholder sig til en anden i en slags system. Jeg citerer Rosmarie Waldrop et sted i teksten Gustus - en fremstilling af smagssansen: "Relation snarere end substans". Sådan oplever vi verden, tror jeg, i relationsmøntre.
Det får mig til at tænke på, at jeg også ofte organiserer mine tekster på den måde. Jeg er blevet beskyldt for at skrive meget fragmenteret, eller at teksterne har et (lidt for) spredt udtryk. Mine tekster er for manges vedkommende optegnelser og notater, som er skrevet sammen i collagelignende strukturer. Teksterne er temmelig parataktiske, udsagnene er sideordnede og strittende, og ofte kan en sætning med et udsagn overtages af en anden sætning med et helt nyt udsagn. Den metode kender vi bl.a. fra den amerikanske L=A=N=G=U=A=G=E-digtning, hvor teksterne er sådanne mikadoagtige udsagnsbunker. Hver sætning er en komponent i et større system, men dette system er ikke på forhånd overskueligt - verden eller teksterne er ikke i oplevelsen af dem velafrundende afstøbninger, de er nærmere rum, som man må gå på opdagelse i, man må som menneske og læser selv finde sammenhænge, forbindelser og logikker. Jeg kan godt lide, at det tilsyneladende stritter, men det betyder ikke nødvendigvis, at lortet ikke hænger sammen. Forhåbentlig er der på et overordnet tematisk og motivisk plan en sammenhæng med organiseringen på sætningsniveau. Det er i hvert fald hensigten. Motiverne og sætningerne forholder sig komplementært til hinanden, og det kommer der et montage/collage-agtigt udtryk ud af.
Puha, svarede jeg på dit spørgsmål? Jeg er bange for, at jeg smed lovligt meget gær i dejen (-: Jeg fik ikke svaret så meget på det personlige...
Spøgelsessonet?
som farvestøv fra jordens varme krop,
som ildfugl, poppelfugl og svalehale.
som lette fjer i varmedisets dyne
som bjergbuskadset dækker med sin duft?
som når en sværmer, spinder, måler, ugle,
som blåfugl, admiral og sørgekåbe.
som de i farvens klare sorgløsheder,
som påfugløje flagrer de omkring.
som ligegyldigt hvilke ord du spiser
som græsset, selv når det er gravens græs.
som andet end den sommerfugl jeg så.
som så blev foldet sammen til en puppe,
som en sky af hvidt med stænk af røde
som glimt af perlemor og is og ild,
Så bærer vi dig til graven nu / Svend Poulsen Gjønge
Piratoplæsning 2
Oplæsere:
Mette Moestrup
Peter Højrup
Nicolaj Stochholm
René Jean Jensen (læser nyoversatte tekster af Ernst Jünger op)
Tak for sidst i Lullita Invest - det var en fantastisk aften.
Piratoplæsning 2 fortsætter stilen fra Lullita: oplæsning i afslappede rammer med lir og hygge bagefter. Medbring dine egne drikkevarer.
Det foregår lørdag den 29. marts - Ernst Jüngers fødselsdag - fra kl 21.00 i Mikkel Bryggers Gade 1, 4. sal, lige ved siden af Lust og skråt over for Grand. Ring på ved GYS ARKITEKTUR.
Vi ses