eslund

UDSTILLING II 

(Psyke ved Sortedam)

Aldrig set: et palads med tinder, tårne og spir, bygget direkte på nogle stejle klipper ved havet (som en fortsættelse af dem, som om bjerget kunne bygge hus af sig selv med usynlige hakker; sådan noget sludder) med høje, dybe og gabende vinduesnicher, uden et lys, selvom det skumrer, og lidt forvitret, det hele, forfaldent, måske ubeboet og tomt.

Hun hviler hovedet tungt mod hånden, kvinden som sidder et stykke oppe på stranden, blandt oliventræer og græssende hjorte. Hendes bare arme er meget hvide mod det skidenbrune buskads, næsten som om de var uægte og indeholdt en elektrisk lampe af en slags (ligesom plasticslangerne fyldt med lyspærer der omkranser visse butiksvinduer). Kvinden stirrer sørgmodigt grublende frem for sig, og hun er Psyke, altså sjælen, og slottet (som hun tydeligvis ikke slipper ind i) er Amors, det vil sige Kærlighedens, palads. Men "kom og lad os fly Fra dette melancholske Fængsel, Hvor Ønsker daglig dø i Trængsel, Og fødes for at dø paa ny", fra det uroligt bølgende hav til Sortedam, med dens næsten urørlige, glatte overflade (kun kruset af en håndfuld sagte svømmende tømmerstokke), kantet af små bjergfremspring og en halvt skovklædt skråning som lukker for det disede lys. Solen rammer alligevel, skarpt, en død fyr, nedfalden, den giver indtryk af noget forvredet (en ødelagt paraply?), med rødderne dels i luften, dels i vandet, og hvis man kunne røre den, ville man med fingrene alene kunne pirke grå mørnede splinter løs og kaste dem i vandet, og se at de knapt rørte sig, og man ville kende den mosede lugt af mudder og slim og forrådnelse. Med tilstrækkelig tålmodighed kunne man vente på at det næste træ, halvdødt og hængende skråt ud over dammen, skal falde, med et brag og et plask som antagelig vil lyde øredøvende i den bløde, mosklædte og starbegroede stilhed, men til gengæld vare meget kort. Og der bliver længe til næste gang. Under vandspejlet er det ligeså mørkt som bag vinduerne i paladset. Altså slap vi ikke væk alligevel. Måske må dammen anses som vindue i et tomt, underjordisk slot (eller fængsel).

Nuvel. Træerne ingen har set (og for den sags skyld paladserne, og paladsernes ruiner, og hus og hytte) falder, før eller senere, faldet er fælles for så meget, et fællesfald, og optrævlingen, opflosningen, ruineringen, og så videre. I billederne er alt kun på nippet til at falde hele tiden, det falder ikke, det aldrig sete hænger der, hænger og hænger, som en spegeskinke maddikken mislykkes i at fortære helt (eller snarere billedet af en ældgammel spegeskinke i et ældgammelt stavbur som i virkeligheden ikke findes mere); hænger altså, til fælles beundring og afbenyttelse. Til afbenyttelse som en vej: drag afsted. Eller: skynd dig væk. Eller: bliv her for altid.    

(Jeg har oversat hele bogen - den er fremragende, og det var Ulvens sidste, han afleverede den til norsk Gyldendal kort tid før selvmordet i 1995 - for en del år siden, men det er ikke rigtig til at få den ud. Nogle bud? Der er trykt et fyldigt uddrag i Ildfisken 35/36.)