Bl.a. derfor er den bog altid i min taske
ord
når jeg nu siger Girolamo Frescobaldi
og derpå Carlo Gesualdo
Principe da Venosa
så er det jo slet ikke en opfordring
til diskussion af disse to gamle komponister
som ikke skal diskuteres men høres
men det skal deres pragtfulde italienske navne også
og hvor ville det være dejligt når vi mødes på gaden
at du sagde Girolamo Frescobaldi
og jeg svarede Carlo Gesualdo
Principe da Venosa
og at alt så var sagt
og vi stod bomstille
og kendte hinandenLove is best!
Femte indstilling til Montanas Litteraturpris
Camilla and the Horse lyder som titlen på en kulørt roman om den britiske landadel, men dækker over fem monologer og en novelle. Camilla viser sig at være jeg-fortælleren i to af monologerne, og “the Horse” at være det tilnavn, hvormed hun besmykker sin mand, Charles, som er “oppe i årene, men fyrig”.
De fem monologer er underfundige, poetiske, præcise og fulde af både ømhed og ironi. Den første monolog, Vandreturen, er rettere en vekselsang for tre stemmer: et ægtepars og en fremmed mands. Alma er på vandring bort fra sit ægteskab med Kristian, mens de sammen er på vandretur i Lake District, på sporet af de store romantiske digtere. På deres vej krydser de Edward, som sidder på et tag og er gal over kunsten. Personerne karakteriseres gennem bevægelsen i deres tankestrømme: Lige så flyvsk Almas tanker bevæger sig i tid og sted, lige så fikseret kredser Kristians om Alma. Edward er fortæller i de to næste monologer, Dyr og Dødsbo, som er lettere absurdistiske, sort humoristiske skildringer.
De to Camilla-monologer handler om, hvordan Camilla og hendes fyrige mand, Charles, forholder sig til østeuropæiske ludere i Berlin og nine-eleven i Lissabon, så vi ikke rigtig ved, om deres elskovsgale rejselyst er et over- eller underskud. Novellen er en genoptagelse af persongalleriet fra Hesselholdts forrige roman, ’I familiens skød’.
Hesselholdts prosa har fået et skud vildskab, som klæder den umanérlig godt, og Camilla and the Horse er en udsøgt prøve på litteraturens evne til at åbne andre bevidsthedsrum for os.
Sikkert har De intet begreb om denne lidelse
Denne djævelske tilfældighed
Der pønses på nye piratoplæsninger
Fjerde indstilling til Montanas Litteraturpris
Lars Frosts såkaldte ingeniørroman Ubevidst rødgang er en velresearchet tour de force gennem de tidlige 1970’ere, en periode præget af brydninger og opgør, politiske konflikter og terror, men også en tid med visioner og effektivisering, f.eks. kommunalreformen – det er før krisen og afgrunden, dog er Fiskebækbroen lige styrtet sammen.
Særlig bogens første del er en gennemført 70’er-pastiche, en slags Livet i Danmark med hele udtrækket af Volvo Amazoner, Palæstina-konflikten i fjernsyn og aviser, Ole Palsby-grill og Krogager og Spies. Her møder vi hovedpersonen, ingeniøren Erik, som lever et tilsyneladende almindeligt liv med sin kone Grete, vennen John og sønnen Arne samt en storebror, der bor på Lolland, Kresten. Erik oplever to dødsfald i familien, og det sidste (som titlen henfører til) bringer ham i anden del af romanen til Italien, hvor vi støder på en anderledes handlekraftig og hørklædt cool, kosmopolitisk Erik. I denne anden del skifter synsvinklen og stilen overraskende (som om man nu har fået farve-tv), og tempoet sættes gevaldigt op med den ny fortæller og med de eksotiske kulisser i Rom og Venedig. Det er en helt forskudt roman, som sikkert og raffineret blotlægger forbindelser tilbage til førstedelen.
Kompositorisk er Ubevidst rødgang herligt speciel og konsekvent. Frost er en formidabel stilist med et gehør og en sproglig beherskelse, som gør, at han kan slippe af sted med næsten hvad som helst: fra at skrive gråmeleret 70’er-prosa, til at lægge plotspor ud og lade dem fare, skrue op og ned for tempoet og sende læseren på strækmarch gennem ingeniørhistorien. Romanen flyder over af viden og fortællelyst grænsende til maskeret foredrag og overkill, men på den gode måde, og det er ikke falsk genrebetegnelse (ingeniørroman), når vi hører så detaljeret om princippet bag Frankipæle, Venedigs konstruktion, inddæmning og gradvise forfald, og vi skal gennem 15 sider om Krupp-dynastiet og mærke svimmelheden af at stå under kuplen i Pantheon.
Der er noget ødselt over Ubevidst rødgang, men det er også en tematisk stram og især i anden del ligefrem action packed og thriller-effektiv roman. Som en velskænket Manhattan i en meget brun bar! Nåja, hvis det giver nogen mening.
Frost er indstillet
Mere om indstillingen af Ubevidst rødgang i Informations bogtillæg på torsdag og her på bloggen onsdag sent.
Kritikerpanel #2 på torsdag
Tredje indstilling til Montanas Litteraturpris
Das Beckwerks Suverænen er en slags selvstændig fortsættelse af clausbeck-nielsen.nets Selvmordsaktionen, hvor Nielsen & Rasmussen rejste rundt i et krigshærget Irak med demokratiet i en kasse og et parlament som et telt; en absolut klovnet og grotesk bogstavelig happening, som i og med de personlige risici og de absurde og virkelige twists & turns bliver en hårdkogt thriller om undtagelsestilstanden og sætter en ny standart for politisk kunst.
I romanen Suverænen skal demokratikassen med til USA, og allerede over Atlanten skrues forventningerne kraftigt i vejret. En spritny, ydmyg og dedikeret Nielsen er krønikeskriver for den gamle Rasmussen, nu i universalistisk topform – stortalende, altædende, Parliament-rygende og eventyrligt indbildsk! I flyet holder han foredrag og citerer bl.a. Tocqueville, og det ligger i luften – og i Nielsens forventninger – at Rasmussen vil indsætte sig selv på sin rette plads i historien som ’suveræn’ i Carl Schmitts definition, dvs. hersker over undtagelsestilstanden. Men alt går i skuddermudder: kassen med demokratiet bliver sendt retur, og i New York løber makkerparret en åben dør ind og må rende spidsrod for ikke at blive avantgarde-darlings, og senere i forbundshovedstaden vil ingen tale med dem, og de driver lidt tilfældigt omkring. Nielsen følger trofast med som en anden Sancho Panza, mens en stadig mere rastløs og frustreret Rasmussen æder, drikker og ryger sig igennem Washington D.C. for til sidst at krakelere og drikke sig i hegnet på valgnatten i 2004, hvor han til Nielsens store fortrydelse falder ud af rollen som cool universalist og giver sig til at ævle om sin hjemstavn på Fyn.
Suverænen er suverænt godt skrevet og kostelige absurde løjer, på sin vis en letløbende og langtrukken farce, men også et stort nyt kapitel i denne overrumplende, åbne og særegne virksomhed, som er Das Beckwerk.
Hvor langt ud kan man drive sin ikke-eksistens, inden den krakelerer? Kan man på en gang være ingen og alt, og kan man give afkald på kunsten og kunstinstitutionen, politikken og de politiske institutioner og erstatte dem med helt andre former for væren eller handling? Man er med hele vejen, til Kerry-Edwards rally i Upper West Side, på trøsteløse Starbucks om natten ned gennem Manhattan slæbende på en imaginær kasse, ind i Metodistkirker og Sports Pubs og Community Centers, hele vejen op ad The Mall og tilbage igen. Der er ingen ende på historien om ikke at være nogen. Det er pragtfuldt!
Democracy
Preben Major Sørensen: På vippen
Preben Major Sørensens nye voldspornografiske, sprogligt raffinerede og dødsfikserede prosasamling vil vække glæde og forundring ikke mindst hos de mange, som er henvist til det mindre fantasifulde hverdagsliv, den moderne globaliserede civilisation har at tilbyde. Her er både smæk for skillingen, stærke dødsforventninger, grov vold og forfinet atmosfærisk poesi. Hvad mere kan man forlange?
På vippen er den uafhængige opfølger til den anmelderroste De dødes vej, der udkom i december 2007.
På vippen
af Preben Major Sørensen
ISBN 978-87-92117-11-3
2008 - 382 sider - 349 kr
Bestil bogen
Udgivelsesdato 4. december 2008.