jeg er i berlin den næste uge

jeg er i berlin den n?ste uge

fra i morgen tidlig til fredag, og der skal checkes nogle kneiper og museer og andet godt. jeg er dernede med testrup. har du nogle gode tips?

nye rør på SPOT-festival den 2. juni

nye r?r p? spot

Vi spiller lørdag den 2. juni kl 16.55. Arrangementet vil foregå i Århus Kunstbygning, hvor Wundergrund-festivalen også præsenterer en række arrangementer. Folk med SPOT-armbånd har adgang, men det kan også lade sig gøre at købe éndagsbilletter til Lyd+Litteratur-arrangementerne i Århus Kunstbygning for 125 kroner. Billetterne sælges fra Geigers kontor på Husets Forlag, Havnegade 4, 8000 Århus C.  
Håber at se nogen af jer - vi glæder os helt sindsygt!


pasted fra www.lips.dk:

Litteraturen på Scenen og Geiger præsenterer en todages Lyd+Litteratur-festival på dette års Spot Festival. Oplev bl.a. Peter Laugesen & Singvogel, Nye Rør, MikkelModulererMarius, Morten Søndergaard & Schweppenhäuser/Thomsen, Aheadahead og Janus Kodal & Turbulens m.fl.

Læs om Spot Festivalen på
www.spotfestival.dk

PROGRAM

NYE RØR - www.myspace.com/nyeroer

Nye Rør er et samarbejde mellem en forfatter og to
musikere. Forfatteren Mads Eslund, som debuterede i
2005 med digtsamlingen Stærkt røde sokker til slidte
blå jeans. Musikeren Anders Birk har spillet som guitarist
med Carpark North, Love Julie, Maya Albana, Per
Vers og L.O.C, mens Martin Sommer spiller keyboards
med bl.a. Tina Dickow, Mark Linn, Marie Frank og C21.

PETER LAUGESEN & SINGVOGEL - www.singvogel.dk

Forstadsrock´n´roll med horn, tråd og el kombineret med
lyrik i verdensklasse er essensen af rockbandet
Singvogels og digteren Peter Laugesens samarbejde.
Med afsæt i beat-litteraturen har Laugesen udgivet over
40 digtsamlinger og placeret sig som en af Danmarks
mest originale digtere. Singvogel og Laugesen har udgivet
to meget roste albums og spillet mange koncerter.

MIKKELMODULERERMARIUS - www.myspace.com/mikkelmodulerermarius

Hos MikkelModulererMarius veksler regulær oplæsning
med rap og sang, mens musiksiden på opfindsom vis
byder på et overskud af hip-hop, electronica, jazz, dub
og virkelighedens lyde. MikkelModulererMarius består
af electronicamusikeren Mikkel Meyer, der har udgivet
på både danske og udenlandske labels, og den anmelderroste
forfatter Marius Nørup-Nielsen.

MORTEN SØNDERGAARD & SCHWEPPENHÄUSER/THOMSEN

Med to nomineringer til Nordisk Råds Litteraturpris er
Morten Søndergaard en af landets mest markante
digtere. Den elektroniske duo Schweppenhäuser/
Thomsen og Søndergaard udvider grænserne for, hvad
kombinationen af poesi og musik kan rumme. De
afsøgende digte og udforskende lydflader åbner et voldsomt
og skrøbeligt lydlandskab, hvor ord og toner mødes - i digtopløsning.

AHEADAHEAD

Aheadahead består af den amerikanske forfatter og
poetry slam-mester Michael Lee Burgess og musikeren
Henrik Sundh. Burgess har udgivet to novellesamlinger,
og Sundh spiller bl.a. med i Autofant, Nowhereland og
Tys Tys. Som Aheadahead har de optrådt på bl.a.
Norberg- og Lyd+Litteratur-festivalerne og står for en
stærk og gennemarbejdet hybrid af musik og tekst.

TURBULENS OG JANUS KODAL

Rockgruppen Turbulens har arbejdet med at sætte
forskellige danske digtere på scenen, senest forfatteren
Janus Kodal, der debuterede i 1991. Den forfatterskoleuddannede
Janus Kodal er en uomgængelig stemme i
dansk digtning, og i samarbejdet mellem Turbulens, der
har to anmelderroste albums i bagagen, og Kodal går
musik og litteratur op i en højere enhed.

2xFOREDRAG

FOREDRAG OM KUNST- OG LITTERATURHISTORISK BAGGRUND
FOR TVÆREÆSTETISKE SAMARBEJDER
Hvad er den kunst- og litteraturhistoriske baggrund for tværæstetiske
samarbejder mellem f.eks. musik, litteratur og billedkunst ? og hvad
er det, der sker i øjeblikket, hvor musikken er meget opsøgende i
forhold til f.eks. litteraturen? Hvad sker der i sammenstødene? Hvorfor
er de nødvendige?


FOREDRAG OM AT ARBEJDE MED LYD OG LITTERATUR
Om at arbejde på tværs af musikken og litteraturen - udfordringer
og fordele. Hvordan får man to kunstarter til at blive én? Gode råd til
musikere og forfattere, der gerne vil arbejde sammen. Trioen har netop
udgivet albummet Hjertets abe sparker sig fri, og med foredraget
vil de give et indblik i deres kunstneriske proces, hvor lyrik og musik
gensidigt udfordrer hinanden.

Sted: Århus Kunstbygning, 8000 Århus C

Dato: 1/6/2007 - 2/6/2007


christian skov-aften i morgen på literaturhaus

Christian Skovs 85 års fødselsdag og udgivelsen af antologien Christian Skov - læsninger i forfatterskabet fejres på LiteraturHaus den 23. maj 2007 klokken 20.00.

Her byder Dennis Gade Kofod velkommen og Hans Otto Jørgensen læser op af udvalgte tekster fra forfatterskabet. Marianne Ping Huang introducerer forfatterskabet under overskriften "Bevidsthedsstrøm og realisme". Herefter taler Kristina Nya Glaffey og Anders Abildgaard Nielsen om de seneste bøger. Jeppe Brixvold lægger afslutningsvis op til diskussion af romanen "Hein dør". Christian Skov er forfatternes forfatter, der, på trods af kritikkens anerkendelse, endnu ikke har nået det helt store publikum. Kom og opdag en af de store små danske forfattere.

Se mere på www.literaturhaus.dk


romanfortælleren

diskuteres på jeppes nye blog på www.jeppebrixvold.dk - kig forbi. der står spændende ting.

hans ottos fluebog kommer snart

hans ottos fluebog kommer snart


jeg modtog fluebogen med posten i går. den er blevet meget fin, med illustrationer (pik, kusse, fluer, plaster, cigaretskod, et bombet værelse etc). teksterne er heftige, liderlige, konceptuelle og herligt kantede og oppe at køre - "som plankton i ryggen på skrivemaskinens én-to-tre".

fluebogen udkommer i slutningen af næste uge. hurra for opstandelsens jim, mollys hoste og bells angst for udklædninger.
og der er snart flere bøger fra anblik. check www.anblik.blogbar.dk 

PULS rettelse

PULS rettelse

nye rør spiller på PULS festival i morgen kl 20.30. ikke kl 21, som først annonceret. det er på fatter eskil. i århus.

hurra! bloggen fylder et år i dag

i dag er det også jacob brønnums fødselsdag - gamle røv. tillykke B. for et år siden citerede jeg fra høecks ulrike marie meinhof. den 9. maj 1976 døde meinhof. her er høeck igen:

den niende maj nittenseksoghalvfjerds
ribesbuskene står i flor som flammer
fra helveds eller sodomas kammer
det er solskin i søndagens univers

svalen er mærkeligt nok ikke kommet
med sine dødsskrigs lykkelige falset
radioen spiller d-mol koncert af bach
selv sidder jeg ved mit solitaire skak

for at slippe for de andre problemer
der står omtalt i blade og aviser
endnu er neptun retrograd i skyggen

som en tavs passiv medspiller i myten
i cellen har ulrike meinhof hængt sig
tidligt om morgenen den niende maj

nye rør spiller på puls festival

på lørdag i århus. det er egentlig mod konceptet at offentliggøre, hvor vi spiller - puls festival handler om, at man ikke ved, hvem der spiller hvor. du kan løbe ind i tv2 på et lille spillested eller en bar, og du kan måske opleve nye rør på musikhusets store scene. nej, desværre skal vi ikke spille i musikhuset. vi spiller på fatter eskil ca kl. 21. kom evt lidt før, så du er sikker på at få det hele med. "koncerten" varer 20 minutter, og NB! det er kun birk og eslund denne gang (martin sommer har sindsygt travlt). vi lover at lyde som en blanding af sonic youth og whitney houston - det bliver sexet som pokker!

check puls festival ud på
www.pulsfestival.dk, det er et gævt projekt.

anblikblog

anbliks hjemmeside er erstattet af en blog: www.anblik.blogbar.dk 

der bliver opdateret på forlagets site fra nu af. ikke længere gammel stiv side. der er omslagsillustrationer og kort omtale af vores kommende udgivelser: 

hans otto jørgensen - fluebogen
katrine buchhave andersen - eva. et styk vestlig hjerne med kvaps i knolden fx
jens peter kaj jensen - sofa

efter sommerferien kommer der et nyt nummer af ildfisken, og simon dencker debuterer med romanen kejsersnit. hold øje med det!

skov-antologien positivt anmeldt i politiken af may schack

HENVIST TIL SIN EGEN BEVIDSTHED. Givende læsninger af forfatteren Christian Skovs livsværk i ny antologi:

skov-antologien positivt anmeldt i politiken

"Jeg betragter det som et grundvilkår, at vi er spærret inde i vores egen bevidsthed". Med disse ord sammenfatter Christian Skov hele undersøgelsesfeltet for sit forfatterskab, der er lille og originalt. Det tæller fire romaner, tre novellesamlinger, og dertil kommer et radiospil samt et par ungdomsværker, som Skov selv har slettet af sit forfatterskab.

Det er romanerne og novellerne, der analyseres i bogen "Christian Skov - læsninger i forfatterskabet". Redaktørerne Anders Abildgaard Nielsen og Dennis Gade Kofod har sat en række litterater til at læse og følger op med et oplysende interview med forfatteren, hvorfra ovenstående citat stammer.

Læsningerne er varierende i anlæg og karakter, men alle læseværdige. Redaktørerne angiver, at der ikke vil blive fulgt et psykologisk spor i læsningerne - det sker nu til dels alligevel, og det er også vanskeligt og vel heller ikke ønskeligt at undgå med et forfatterskab som Skovs, der så decideret fremstiller »en moderne subjektivitet uhjælpeligt lukket inde i sig selv«, som Marianne Ping Huang formulerer det. Ikke mindst mennesket i spidsbelastede situationer har optaget Skov : timerne før en henrettelse ("Hein dør"), en kvinde i sygesengen ("Endnu er markerne frosne") for nu at nævne udgangspunktet for den første og seneste roman.

Jørn Erslev Andersens læsning af et par af novellerne bliver til et brandgodt essay om virkelighedsproblemet hos Skov. Han formår at åbne novellerne udad mod hele forfatterskabet, så en rød tråd kommer til syne - de fortalte personers forsøg på at komme til en afklaring af noget uvist og hermed forfatterens ambitiøse forsøg på at komme tæt på »det blanke punkt mellem omverden og bevidsthed«. Den stil, Skov udvikler til dette, betegnes som en kombination af en virkelighedsnær realisme og en særegen stream of consciousness-teknik. Den er andre også inde på, og den demonstreres i det hele taget grundigt i form af prisværdigt fyldige citater overalt i bogen, så Skovs stil og stemme høres.

Hans Otto Jørgensen og Christina Hesselholdt hæfter sig i læsningen af "Ingers hvide ben" især ved romanens tilbagevendende retoriske figur »det er i ham«, som er så karakteristisk for Skov. Jeppe Brixvold forsøger at bruge Northrop Fryes romancebegreb i sin læsning af "Hein dør". Hvor produktivt det er, ved jeg egentlig ikke, det mudrer snarere romanen til end belyser den - måske fordi der i virkeligheden er et problem med Fryes begreb. Hvad Hannah Arendts begreber skal i en anden læsning overbevises man heller ikke om. Mindre ambitiøs, men klar er f.eks. Anne Yde Vestergaards læsning af "Tønnesen i forårssol".

Bogen udgives i anledning af Christian Skovs 85-års fødselsdag 22. maj. Alle hans bøger kan læses som stykker af den samme fortælling, som én lang undersøgelse af ét vilkår: menneskets forvisning til sin egen bevidsthed. Hvordan denne undersøgelse foregår, demonstrerer denne bog på givende vis.