eslund

"Jeg betragter det som et grundvilkår, at vi er spærret inde i vores egen bevidsthed". Med disse ord sammenfatter Christian Skov hele undersøgelsesfeltet for sit forfatterskab, der er lille og originalt. Det tæller fire romaner, tre novellesamlinger, og dertil kommer et radiospil samt et par ungdomsværker, som Skov selv har slettet af sit forfatterskab.

Det er romanerne og novellerne, der analyseres i bogen "Christian Skov - læsninger i forfatterskabet". Redaktørerne Anders Abildgaard Nielsen og Dennis Gade Kofod har sat en række litterater til at læse og følger op med et oplysende interview med forfatteren, hvorfra ovenstående citat stammer.

Læsningerne er varierende i anlæg og karakter, men alle læseværdige. Redaktørerne angiver, at der ikke vil blive fulgt et psykologisk spor i læsningerne - det sker nu til dels alligevel, og det er også vanskeligt og vel heller ikke ønskeligt at undgå med et forfatterskab som Skovs, der så decideret fremstiller »en moderne subjektivitet uhjælpeligt lukket inde i sig selv«, som Marianne Ping Huang formulerer det. Ikke mindst mennesket i spidsbelastede situationer har optaget Skov : timerne før en henrettelse ("Hein dør"), en kvinde i sygesengen ("Endnu er markerne frosne") for nu at nævne udgangspunktet for den første og seneste roman.

Jørn Erslev Andersens læsning af et par af novellerne bliver til et brandgodt essay om virkelighedsproblemet hos Skov. Han formår at åbne novellerne udad mod hele forfatterskabet, så en rød tråd kommer til syne - de fortalte personers forsøg på at komme til en afklaring af noget uvist og hermed forfatterens ambitiøse forsøg på at komme tæt på »det blanke punkt mellem omverden og bevidsthed«. Den stil, Skov udvikler til dette, betegnes som en kombination af en virkelighedsnær realisme og en særegen stream of consciousness-teknik. Den er andre også inde på, og den demonstreres i det hele taget grundigt i form af prisværdigt fyldige citater overalt i bogen, så Skovs stil og stemme høres.

Hans Otto Jørgensen og Christina Hesselholdt hæfter sig i læsningen af "Ingers hvide ben" især ved romanens tilbagevendende retoriske figur »det er i ham«, som er så karakteristisk for Skov. Jeppe Brixvold forsøger at bruge Northrop Fryes romancebegreb i sin læsning af "Hein dør". Hvor produktivt det er, ved jeg egentlig ikke, det mudrer snarere romanen til end belyser den - måske fordi der i virkeligheden er et problem med Fryes begreb. Hvad Hannah Arendts begreber skal i en anden læsning overbevises man heller ikke om. Mindre ambitiøs, men klar er f.eks. Anne Yde Vestergaards læsning af "Tønnesen i forårssol".

Bogen udgives i anledning af Christian Skovs 85-års fødselsdag 22. maj. Alle hans bøger kan læses som stykker af den samme fortælling, som én lang undersøgelse af ét vilkår: menneskets forvisning til sin egen bevidsthed. Hvordan denne undersøgelse foregår, demonstrerer denne bog på givende vis.