small press messe i malmö
spoken word revival

højskolernes spoken word på roskilde festival er jo desværre fortid, men projektet holder afskedsarrangement lørdag den 19. januar kl 17-02 i en nedlagt fabrikshal i valby.
nye rør spiller kl 23, og søren balsner fra carpark north vikarierer for martin sommer. trop op! - det bliver en fest.
glædelig jul til alle!
sjette indstilling: i familiens skød
Christina Hesselholdt skildrer 'I familiens skød' et fænomen, som ikke alene er et stykke påtrængende virkelighed for mange af os, men også den sociale mikroorganisme og ideologiske højborg, som vores kultur bygger på: den moderne kernefamilie. Den gør det ved at gribe tilbage til en kanoniseret familieskildring fra det 20. århundredes modernisme: Virginia Woolfs 'To the Lighthouse'. Men den transponerer med stor litterær erkendelseskraft Virginia Woolfs mellemkrigstragedie (som ikke er uden komik) til en senmoderne komedie (som ikke er uden potentiel tragik).
Vi følger en dansk middelklassefamilie, med alt hvad dertil hører af bonusbørn og svigermødre og sommerhus og gæster, en sommerdag ved en nordsjællandsk fjord. Som hos Woolf veksler perspektivet mellem personerne, som alle tages under lige så kærlig som ironisk behandling. Der er hip til pragmatikeren så vel som skønånden, forbrugerismen så vel som den selvhyldende velgørenhed, forgudelsen så vel som forsømmelsen af børnene, fremmedfjendtligheden så vel som idealiseringen af den fremmede. Og ikke mindst er der hip til moderidealet.
Hvis den altfavnende moderskikkelse hos Woolf forbliver et slags helligt ikon, er Hesselholdts moderskikkelse en bestandig selvransagende og aldrig-god-nok, men alligevel ret okay perfektionist, som så gerne vil være det favnende midtpunkt for en forsamling, som måske slet ikke ønsker at favnes. 'I familiens skød' er 'samtidsroman' for alle pengene, uden at der gives køb på den skønne, fintmærkende prosa, som er og bliver Hesselholdts vandmærke.
oplagt mandelgave: tre for en køter

på www.anblik.dk kan du købe dennis´ anskudte dyr, jens jacobs indianernes store hvide ven og min stærkt røde julesokkerbog for - samlet pris - 100 bobs. det er sgu billigt. her er dennis og jeg på eifelbar, det er alt for længe siden.
femte indstilling: glitrende støv danser
'Glitrende støv danser' er en suveræn og meget stilsikker debut, en fokuseret og skarp, men samtidig let legende og overskudspræget og musikalsk digtsamling. Bogen er stramt opbygget af to gennemarbejdede suiter eller sekvenser og er sjældent helstøbt helt ud i den grafiske iscenesættelse, hvor omslag og udstyr taler smukt sammen med eller er integreret i det poetiske indhold. Her er skåret ind til benet med en sproglig præcision og originalitet, en nøgtern, distinkt og charmerende ubesværethed.
Første suite bedriver systemisk via gennemgående filosofisk-retoriske sætningsforløb en slags poetisk undersøgelse af fænomener som forstand, venlighed, forelskelse og tvivl. Udgangspunktet er figuren eller mobilen "det at ... betyder ikke nødvendigvis", og dette forløb leder frem til et rørende og uhyre intenst portræt af en kvinde i et poetisk katalog over tvivlsspørgsmål. "Hun er i tvivl om" er det stabile omdrejningspunkt i denne supersekvens over ti sider, som er en af de mest gribende og cool samtidsbetragtninger over den såkaldt postmoderne vestlige kvinde i nyere litteratur. Det er køligt konkret, træffende og eksistentielt på en enkel og herligt klarsynet måde. Gentagelsesfigurerne giver digtene en særpræget musikalitet, genkendelig fra nogle af Sigsgaards inspirationskilder som amerikanske Gertrude Stein og Kenneth Koch.
I anden suite undersøges fænomener, som er forsvundne - bl.a. sammenhæng, moral, kaos, stilhed, fod, sølv og ikke-ryger (!) - i en række kortere tekster, og suiten kulminerer i det stærke digt 'Forsvundet hjem', som overbevisende samler op på flere af samlingens motiver.
Det interessante og originale ved 'Glitrende støv danser' er, at det er lykkedes Sigsgaard at tage livtag med eksistentialer på en nærmest poetisk upersonlig måde. Synspunktet er distanceret, men anslagene lette, levende og fine, og teksterne hæver sig over det mere klassiske digterjegs personlige kvababbelser.
Digtsamlingen præsenterer en art logisk og nuanceret "poetisk bevisførelse" - iklædt en konsekvent og legende stemmeføring - som vil bag om stivnede forestillinger, fordomme og klicheer. Læg dertil et finurligt univers med bl.a. ugler, smuglere, ulve og hemmelighedsfulde og venlige mænd, og du har årets bedste digtudgivelse.
Husk at få digtet eller ekstranummeret 'Lullaby' på indersiden af bagflappen med!