femte indstilling: glitrende støv danser

  

'Glitrende støv danser' er en suveræn og meget stilsikker debut, en fokuseret og  skarp, men samtidig let legende og overskudspræget og musikalsk digtsamling. Bogen er stramt opbygget af to gennemarbejdede suiter eller sekvenser og er sjældent helstøbt helt ud i den grafiske iscenesættelse, hvor omslag og udstyr taler smukt sammen med eller er integreret i det poetiske indhold. Her er skåret ind til benet med en sproglig præcision og originalitet, en nøgtern, distinkt og charmerende ubesværethed. 

Første suite bedriver systemisk via gennemgående filosofisk-retoriske sætningsforløb en slags poetisk undersøgelse af fænomener som forstand, venlighed, forelskelse og tvivl. Udgangspunktet er figuren eller mobilen "det at ... betyder ikke nødvendigvis", og dette forløb leder frem til et rørende og uhyre intenst portræt af en kvinde i et poetisk katalog over tvivlsspørgsmål. "Hun er i tvivl om" er det stabile omdrejningspunkt i denne supersekvens over ti sider, som er en af de mest gribende og cool samtidsbetragtninger over den såkaldt postmoderne vestlige kvinde i nyere litteratur. Det er køligt konkret, træffende og eksistentielt på en enkel og herligt klarsynet måde. Gentagelsesfigurerne giver digtene en særpræget musikalitet, genkendelig fra nogle af Sigsgaards inspirationskilder som amerikanske Gertrude Stein og Kenneth Koch.

I anden suite undersøges fænomener,  som er forsvundne - bl.a. sammenhæng, moral, kaos, stilhed, fod, sølv og ikke-ryger (!) - i en række kortere tekster, og suiten kulminerer i det stærke digt 'Forsvundet hjem', som overbevisende samler op på flere af samlingens motiver.

Det interessante og originale ved 'Glitrende støv danser' er, at det er lykkedes Sigsgaard at tage livtag med eksistentialer på en nærmest poetisk upersonlig måde. Synspunktet er distanceret, men anslagene lette, levende og fine, og teksterne hæver sig over det mere klassiske digterjegs personlige kvababbelser.

Digtsamlingen præsenterer en art logisk og nuanceret "poetisk bevisførelse" - iklædt en konsekvent og legende stemmeføring - som vil bag om stivnede forestillinger, fordomme og klicheer. Læg dertil et finurligt univers med bl.a. ugler, smuglere, ulve og hemmelighedsfulde og venlige mænd, og du har årets bedste digtudgivelse.

Husk at få digtet eller ekstranummeret 'Lullaby' på indersiden af bagflappen med!

 


Kommentarer

Kommentera inlägget här:

Namn:
Kom ihåg mig?

E-postadress:

URL:

Kommentar:

Trackback