15:15 og information i morgen skriver
LITTERATURPRIS: Helt fri for Jane Aamund
Information og Testrup Højskole indstifter en ny litteraturpris, der ser bort fra mainstream og søger de fornyende og grænseoverskridende værker
FRA VOR HELT EGEN VERDEN
Ny dansk pris: Montanas Litteraturpris
6 danske forfattere skal dyste om en helt ny dansk litteraturpris
af Peter Nielsen
En helt ny litteraturpris ser dagens lys. Det er dagbladet Information og Testrup Højskole, der i fællesskab har indstiftet en ny litteraturpris, Montanas Litteraturpris, der vil blive uddelt første gang i januar 2007.
Ifølge kriterierne skal prisen gives til »et dansk værk, som inden for sin genre er fornyende, grænseoverskridende eller et værk, som formår at belyse virkeligheden på en ny eller overraskende måde.« Prisen er sponsoreret af møbelfirmaet Montana og er på 30.000 kr. Prisen kan gives til skønlitterære udgivelser, essaysamlinger, fagbøger og biografier.
Sigtet med den nye litteraturpris er at honorere den litteratur, som det kræver en særlig indsats at producere. I et lille sprogområde som det danske og med et litterært marked, der har stadigt stærkere fokus på mainstream-litteratur og bestsellere er det vigtigt at støtte den litteratur, som er med til at flytte grænser i folks bevidsthed og derigennem berige kulturen. Dette arbejde ønsker vi at støtte symbolsk og økonomisk.
I løbet af efteråret indstiller vi derfor i alt 6 danske værker fra 2006 til Montanas Litteraturpris. Da bogsæsonen langt fra er slut endnu, og da den nye pris skal afspejle aktualitet, er det ikke muligt nu at komme med listen over de nominerede værker. Disse vil derfor løbende blive præsenteret i Information.
Første nominering følger torsdag den 5. Oktober sammen med en stor forfatterpræsentation – og de efterfølgende kandidater med 14 dages mellemrum. Til at finde frem til den endelige vinder af litteraturprisen er der nedsat en dommerkomité bestående af blandt andre forfatterne Jan Kjærstad, Pia Juul og kritikerne Erik Skyum-Nielsen og Lilian Munk Rösing. Prisvinderen bliver offentliggjort fredag d. 19. januar 2007.
I sammenhæng med litteraturprisen afholder Testrup Højskole og dagbladet Information et seminar om dansk litteratur, Tag og læs! Seminaret skal hvert år handle om og være et kritisk tilbageblik på det foregående års bogsæson. Til kurset inviteres en række prominente forfattere og kritikere til at præsentere, diskutere og fejre de bedste og mest interessante, mest kontroversielle, mest ombejlede og forkætrede bøger.
Kurset finder sted 14.-20. januar på Testrup Højskole, og blandt de optrædende vil være: Kirsten Thorup, Thomas Boberg, Johannes Riis, Pablo Henrik Llambías, Ursula Andkjær Olsen, Peter Laugesen, Niels Skousen, Peter Adolphsen, Rune Lykkeberg, Erik Skyum-Nielsen, Lilian Munk Rösing, Marianne Ping Huang, Claus Beck-Nielsen (1963-2001), Mette Moestrup, Maja Lee Langvad, Hans Otto Jørgensen og Lars Bukdahl.
vejrudsigt, ponge
Regn
Regnen, jeg ser falde i gården, kommer ned i mange forskellige fremtoninger. I midten er den et fint, løst gardin (eller net), et ubønhørligt, men forholdsvis langsomt nedfald af antagelig ret lette dråber, en uophørlig nedbør uden kraft, et koncentreret brudstykke af ren meteor. Nær murene til højre og venstre falder med højere lyd de tungere dråber af mere individuel art. Ét sted forekommer de at være på størrelse med et hvedekorn, et andet med en ært og andre steder igen med en glaskugle. Over gesimser, over vindueskarme, løber regnen vandret, mens den på deres underside hænger som konvekse bolsjer. Langs hele overfladen af et lille zinktag, som blikket læner sig ud over, risler den i et meget tyndt lag og danner krusninger på grund af sin ganske vekslende strømmen hen over tagbeklædningens usynlige bugtninger og forhøjninger. Fra den tilstødende afløbsrende, hvor den flyder med samme vedholdenhed som en dyb bæk uden stejle skrænter, styrter den brat som en groft flettet, fuldkommen lodret vandstråle ned mod jorden, hvor den brister og sprøjter op som glitrende bændler.
Hver eneste af disse former har en særlig fremtoning; hertil hører en særlig lyd. Det hele lever med samme intensitet som en kompliceret mekanisme, på én gang præcis og tilfældig, som et urværk, hvis drivfjeder er vægten af en nedbørs givne dampmasse.
Den lette ringen for enden af de lodrette vandstråler, nedløbsørenes klukken, de små slag på gonggongen mangfoldiggør sig og genlyder samlet i en koncert uden monotoni, men ikke uden nænsomhed.
Når drivfjederen slappes, fortsætter flere tandhjul med at dreje i nogen tid, langsommere og langsommere, hvorpå hele maskineriet går i stå. Og hvis solen atter kommer til syne, viskes alt snart ud, det strålende apparat fordamper: det har regnet.
i går var jeg i teatret
"brede" krimidrenges site og blog "omtalt
apropos cover - nye rør!

vagn remmes anmeldelser (-:
nye rør kalender
laugesen
i dette rum 70´erne
der werkführer spricht
desktop report
tag og læs!

tag og læs!
Tag og læs! – Litteratur som modkultur
Litteraturseminar på Testrup Højskole med Dagbladet Information
14. til 20. januar 2007
Hvordan står det egentlig til med dansk litteratur lige nu? Er den god, spændende, værd at læse? Siger den noget interessant om den virkelighed, som den er del af? Eller er litteraturen blevet sit eget eksklusive og nørdede område, som ingen i den engagerede offentlighed gider at spilde tid på. Et lukket land for feinschmeckere og kendere.
Testrup Højskole og Dagbladet Information er gået sammen om at arrangere og afholde et seminar om dansk litteratur. Vi kalder det Tag og læs! – med en venlig hilsen til kirkefaderen m.m. Augustin, der var ophavsmand til opfordringen. Vi tager gerne den opfordring op!
Tag og Læs! handler i år om litteratur som modkultur. Hvad er det for en tid, vi lever i, og på hvilken måde kan litteraturen på én gang siges at udtrykke tiden og være en kritisk bearbejdning eller diskussion af den? Hvilke andre virkemidler har litteraturen, når det handler om at beskrive virkeligheden og komme bag om de forenklede sandheder? Kan forfatterne levere meningsfulde svar på samtiden? Skal de overhovedet det?
Det har været sagt, at bogen vil dø, sygne bort og blive erstattet af mere tidssvarende og smartere medier i globaliseringen, men noget tyder på, at litteraturen er sejlivet. Der er stadig mange, som læser bøger. Mange, som er opslugt af at læse. Hvad er det litteraturen kan? Hvilke erkendelser giver litteraturen os, som vi ikke kan finde andre steder? Nogle af disse spørgsmål vil vi forsøge at besvare i løbet af seminaret.
Tag og læs! skal hvert år handle om og være et kritisk tilbageblik på det foregående års bogsæson. Vi vil invitere en række prominente forfattere og kritikere til at præsentere, diskutere og fejre de bedste og mest interessante, mest kontroversielle, mest ombejlede og forkætrede bøger. For at stille helt skarpt på bogsæsonen har vi indstiftet en ny stor litteraturpris, Montanas Litteraturpris, som skal uddeles på seminaret.
Montanas Litteraturpris
Montanas Litteraturpris gives hvert år til et dansk værk, som inden for sin genre er fornyende, grænseoverskridende eller et værk, som formår at beskrive virkeligheden på en anderledes eller overraskende måde. Prisen er sponsoreret af møbelfirmaet Montana og er på 30.000 kr. Prisen kan gives til skønlitterære udgivelser, essaysamlinger, fagbøger og biografier.
Vi ønsker at honorere den litteratur, som det kræver en særlig indsats at producere, og som er med til at flytte grænser inden for en kultur. Dette arbejde ønsker vi at støtte symbolsk og økonomisk. Vi ønsker at støtte den gode litteratur i et lille sprogområde og med et litterært marked, der har stadigt stærkere fokus på mainstream-litteratur og bestsellere.
Arrangørerne nominerer i fællesskab løbende i efteråret omkring seks værker fra 2006. De nominerede værker præsenteres i Dagbladet Information. Et panel bestående af forfattere og kritikere udpeger prisvinderen, og prisoverrækkelsen finder sted i forbindelse med seminaret Tag og læs! på Testrup Højskole.
Kursusledere: Mads Eslund, Peter Nielsen og Christian Dorph
*
Program
Søndag 14/1:
Eftermiddag: Ankomst og indkvartering
Aften: Velkomst ved kursuslederne
Mandag 15/1:
Formiddag: Rune Lykkeberg, Modkulturens forvaltere som kulturel elite?
Eftermiddag: Pablo Henrik Llambías, Form og virkelighed.
Aften: Das Beckwerk, Claus Beck-Nielsen Memorial
Tirsdag 16/1:
Formiddag: Kirsten Thorup, Førkrigstid.
Eftermiddag: Paneldiskussion: Erik Skyum-Nielsen, Marianne Ping Huang, Nils Gunder Hansen (de tre første nominerede bøger til prisen diskuteres)
Aften: Oplæsning. Lars Skinnebach, Mette Moestrup, Peter Laugesen, Ursula Andkjær Olsen, Peter Adolphsen, Maja Lee Langvad
Onsdag 17/1:
Formiddag: Thomas Boberg, Poesi og prosa
Eftermiddag: Johannes Riis, Gynger og karruseller
Aften: Koncert med Niels Skousen
Torsdag 18/1:
Formiddag: Hans Otto Jørgensen: En fløjtende fis om virkeligheden.
Eftermiddag: Paneldiskussion: Lilian Munk Rösing, Thomas Thurah, Georg Metz (de sidste tre af de nominerede bøger til prisen diskuteres)
Aften: Uddeling af Montanas Litteraturpris. Oplæsning ved prisvinderen.
Fredag 19/1:
Formiddag: Prisvinderen. Foredrag. Samtale/diskussion
Eftermiddag: Kritikersalon med Tue Andersen Nexø, Lars Bukdahl samt to forfattere.
Aften: Festmiddag og fest!
Lørdag 20/1:
Formiddag: Afrejse
eno/byrne
the knife
peter nielsen, information - forlagsmonopol
kulturarbejder

september er startet i kulturens tjeneste som konferencier på højskolernes scene under århus festuge. her spiser jeg en mikrofon, slikker den som en is. jeg glæder virkelig mig til at have ryddet kalenderen for pligter, så kan der blive tid og ro til at skrive den bog, de digte og lege lidt mere med nye rør. vi skal i øvrigt i studiet i viborg primo oktober - indspilning til en lyd/litteratur antologi (fedt!), og vi har fået et par jobs. på studenterhus århus den 13. oktober (kulturnatten) og på testrup den 18. oktober - muligvis med peter laugesen som gæst. den 18. november spiller vi i viborg til lanceringen af cd´en.
jeg er kulturarbejder i festugen til og med den 9. sep., så kig forbi pakhuset, studenterhuset og drik en øl eller en kop kaffe med mig. jeg læser op samme sted med christian dorph og ina merete schmidt den 9. kl 19.