eslund

Er det Gyldendals skyld, at forlaget har opnået noget nær monopol på gode udgivelser i Danmark. Eller er det de andre forlags svaghed? Det store nationale forlag Gyldendal holdt i torsdags sin årlige reception. Storslået og festligt. Der blev konverseret høvisk hen over hvidvinen og håndmadderne. Og den litterære direktør Johannes Riis holdt traditionen tro en tale om et vigtigt politisk og kulturelt emne. I år om den verden, der har ytringsfriheden som ramme og forudsætning. Det var stort set de samme mennesker, der også sidste år i august stod samlet i Gyldendals gård. Mange vil mene, at de ikke har forandret sig, og at verden ligner sig selv. Men ifølge Riis har vi med karikaturkrisen i mellemtiden haft en national krise, og alle, der på en eller anden måde beskæftiger sig med ytringer i det offentlige rum, har fået noget at tænke over. Riis skosede lidt. De 12 forfattere, der blandede sig i debatten om tonen, er i stort omfang Gyldendal-forfattere. Han sagde, at "ytringsfriheden skal have andre pejlemærker end pænheden og den gode tone". Og han sagde, at det var ironisk, at det var forfatterne , der slog til lyd for kammertonen, da det traditionelt har været forfattere, der har "forfægtet retten til sætte spørgsmålstegn ved enhver gældende orden, til at forulempe og forurolige, til at provokere, til at være grov og smagløs, fortælle ilde hørte sandheder". Der lød lidt murren i krogene. Selvsikkert kunne Riis drille sine forfattere, for de løber jo alligevel ikke nogen steder hen. I sidste ende er de jo alle en del af det store Gyldendalske Broderskab. Hvilke andre forlag skulle forfatterne overhovedet søge hen til? De har det rigtig godt på Gyldendal. Efter endnu en gang at have leveret sit hidtil bedste halvårsregnskab opjusterede Gyldendal i dagene op til receptionen sin forventede omsætning for hele året fra 720 til 740 mio. Selvom der ikke er noget nyt bind af Harry Potter i år, er der store forventninger til efteråret og en lang række storsælgende titler. Smilet er bredt på Gyldendal. Selvsikkert kunne forlaget til receptionen præsentere et stort og prangende katalog over årets udgivelser. Og med noget, der nærmer sig grænseoverskridende arrogance, kunne forlaget på forsiden af kataloget placere et elegant sort kreditkort, hvorpå der stod 'Gyldendal' skrevet i guldskrift. Dertil det lille guldlogo af den berømte Gyldendal-trane. Når man så kigger på litteraturstoffet i weekendens aviser, er det det samme igen: Gyldendal overalt. Her i Information, i Berlingske Tidende, Politiken, Weekendavisen og Kristeligt Dagblad er det Gyldendal-bøger, der er anmeldt. Indimellem er der selvfølgelig spændende nye bøger fra Samleren eller Rosinante - lige indtil man kommer i tanke om, at det altsammen er datterforlag til Gyldendal. Hvordan er det kommet så vidt? Er Gyldendal blevet forlagsverdenens pendant til Arla - de store onde monopolister? Der er ingen tvivl om, at når det gælder skøn- og kulturlitteratur, så har Gyldendal noget nær monopol. Og det er uhensigtsmæssigt. Man kan med rette klandre dem for at satse for lidt på nye og eksperimente-rende ting. Man kan anklage dem for at svigte oversættelser af den gode europæiske litteratur. Men alt i alt forvalter de deres opdrag på en alsidig og forbilledlig måde. Så det er ikke Gyldendals egen skyld. De andre forlag svigter den vigtige konkurrence på kvalitet og aktualitet. De er simpelthen ikke gode nok til lokke forfatterne væk fra forlaget med guldkortet.