eslund -

i går var jeg i teatret

og det skulle jeg aldrig have gjort/været. jo, det vil sige, det var en hyggelig aften med dem, jeg var i teatret med, men stykket var ganske forfærdeligt. jeg var i stærekassen, de viste brødrene karamassov af fjodor d. det her bliver ikke en saglig kritik...

det er stort set aldrig lykkedes mig at se et egentlig godt stykke teater i teatret, måske var woyzeck ok på betty nansen, men ellers er det næsten altid noget juks - jeg bliver irriteret på teknikken, scenografien. det fungerer ikke, lyset er ikke gennemtænkt, hvorfor er der brug for så meget staffage og backtrack f.eks., og hvorfor har de tænkt så "fikst" og smart? skær da rekvisitter og scenerum ned til det mindste, det "ligner" jo ikke alligevel. jeg kan godt "forestille mig". jeg forstår ikke, at teatersproget skal være så pædagogisk, pegende, endsige (!) symbolsk.

jeg tror, det er en god idé at besøge de mindre scener, der "behøver" man måske ikke puste sig sådan op.

i går, hvorfor skulle der være den åndsvage musik, hver gang der var flashbacks eller andre indbrud i den reelle tid? og hvorfor vælger man at spille sigur ros, så man som publikum ikke kan høre den plade igen uden at tænke på ole ernst som den gamle præst, som dør tidligt? - jeg tænkte på hans rolle i fangerne på fortet hver gang, jeg så ham - stiliseret gammel og vismandsstiv i kroppen, fremstammende abstrakte sandheder.

generelt var der for mange skuespillere, så det mindede altså lidt om et egnsspil. peter johannes erichsen var inde på det samme i weekendavisen, hvor han vist citerede monna ditthmer for at sige, at dansk teater burde afholde sig fra at sætte stykker op med mere end fire skuespillere på scenen ad gangen. jeg er enig, tror jeg - det kunne være en dogmevej.

ivan-rollen var delvis i orden og den halve (hemmelige) broder spillede ok. kvinderne var helt uinteressante, men måske er det fordi dostojevskijs kvindetyper er så underordnede og ensartede (enfoldige i ordets bogstavelige forstand).

måske er det bare en dårlig idé at forsøge at koge hele romanen ned til et stykke på to en halv time. det blev en stiv og folklore-plat omgang (kostumerne, altså!). desværre overskyggede den pinlige iscenesættelse den ellers spændende og grufulde historie, som karamassov-fortællingen er. lad være med at se den forestilling, læs bogen i stedet. eller læs king lear eller se kurusawas ran.

2006-09-26 @ 14:35:07 Allmänt Permalink

Kommentarer

Postat av: Anonym

Ja, for fanden, teater skal ses på de små scener. Der kan det engang imellem være ganske glimrende. Meeeeeeeeeeeeen ofte er det også noget værre noget. Jeg tror det kan betale sig at lægge sin vej forbi den anden opera og se seven tales of misery. Det går indtil d. 30 september. Ja.
Det er institutionen den er gal med, den kan være dræbende.

2006-09-27 @ 00:53:10

Postat av: eslund

jeg har været på den anden opera for 4-5 siden, de spillede miki alone af ursula, og det var faktisk skide godt. og når jeg husker efter, har jeg faktisk set nogle fine stykker på nogle små scener - jokum rohde på bådteatret og troels thorsen på samme og plan b.
odinteatret har jeg også set, men det var for strengt, det var der andersen-stykke, som var anstrengt politisk og oldsomt symbolsk hele tiden.
hvem skrev i øvrigt?

2006-09-27 @ 09:56:57
URL: http://www.eslund.blogg.se

Postat av: Brønnum

Faktisk var det en meget saglig kritik! Alt for meget teater er præcis, som du beskriver.
Små scener og noget performanceteaterscenen er også til at holde ud. Netop de formanende pædagogiske index fingre er her ofte (men desværre ikke altid) twice removed fra scenen.

2006-09-28 @ 11:30:52
URL: http://slagter.blogg.se

Postat av: eslund

haha, skal vi ikke tage i ulvedalene næste år?! - det er da til at forstå som egnsspil. og noget helt andet: skal vi ikke snart gøre alvor af den tur i tøjhusmuseet...

2006-09-28 @ 13:41:46
URL: http://www.eslund.blogg.se

Trackback