Hvad mener du med lukket, Martin?
Martin Glaz Serup er på sin blog ude med nogle lidt uklare, synes jeg, betragtninger om profiler (eller mangel på samme) på nordiske tidsskrifter. Han efterlyser tidsskrifter med et præcist program, en tydelig redaktionel linje, og kommenterer i den forbindelse på Ildfisken:
"Men nu kunne jeg som sagt godt savne et hårdt formuleret program, noget man kan gå i dialog med, være uenig i osv. Ildfisken forekommer mig at være et rimelig lukket tidsskrift på den måde at de planlægger deres numre lang tid i forvejen, og vist mere eller mindre henter alle deres indlæg selv, ligesom den gruppe mennesker der skriver og redigerer forekommer at stamme fra samme miljø - men de har mig bekendt ikke formuleret et egentligt program, et manifest, de vil ikke noget præcist."
Jeg kan ikke finde ud af, om Martin mener det positivt, når han taler om Ildfisken som et lukket tidsskrift. I konteksten lyder det faktisk positivt, men ordet lukket er alligevel negativt ladet. Som i indspist eller snæversynet. Ildfisken er før blevet omtalt som lukket på en negativ måde, og jeg kan ikke helt forstå hvorfor. Det irriterer mig. Hvis det betyder, at vi er meget selektive, eller at vi forsøger at lave fokuserede numre med temaer, så er det smukt og godt. Vi træffer nogle valg som redaktører - vi vil gerne lave et nummer om Preben Major Sørensen fx, og det valg udelukker så selvfølgelig bidrag, som omhandler andre ting. Næste nummer handler om romanen, og der er vi nødt til at takke nej til alle tilsendte lyriktekster. Vi vil hellere stille skarpt på et tema eller en forfatter eller genre end at være såkaldt åbne for alle mulige bidrag. Vi tager en tekst, hvis den passer ind i det enkelte nummers "plan" eller fokus. Oftest inviterer vi dog målrettet bidragydere eller/og leverer (gerne) selv bidrag.
På den måde er Ildfisken lukket, at tidsskriftet handler om ting, som vi som redaktører (og forfattere) er optaget af og brænder for. Der er ikke på tværs af numrene et program eller en formuleret redaktionel linje eller undersøgelse. Vi arbejder på lyst og er meget idiosynkratiske. Ildfisken afspejler vores smag, kan man sige - vi "kuraterer" tekster, som vi godt kan lide, eller tekster som må have en mening om eller vinkel på noget, vi synes, er spændende. Hvis det lukkede går på en fornemmelse af "personlighed" eller smag, er det positivt, og jeg vil egentlig gerne læse Martins kommentar i den retning.
Jeg er meget skeptisk i forhold til at skulle formulere et program eller manifest for vores tidsskrift. Vi er ikke politiske med det, vi laver, og vi undlader bevidst at skrive lange forord, som vil fiksere eller fastholde bidragene. Hellere arbejde forkuseret ad hoc med et givet tema og lade teksterne tale for sig selv som den litteratur eller kritik, de er.
Jeg taler på vegne af mig selv her.
Funny, Dennis har posted en kommentar på sin blog, som ligner min til forveksling. Vi har ikke snakket sammen overhovedet:
"Martin Glaz Serup skriver i sit Kornkammer dette og hint om tidsskrifter. Han har en masse indfald og det er jo godt nok. Han skriver endvidere om Ildfisken
"Ildfisken forekommer mig at være et rimelig lukket tidsskrift på den måde at de planlægger deres numre lang tid i forvejen, og vist mere eller mindre henter alle deres indlæg selv, ligesom den gruppe mennesker der skriver og redigerer forekommer at stamme fra samme miljø - men de har mig bekendt ikke formuleret et egentligt program, et manifest, de vil ikke noget præcist."
Hvilket jeg lige vil give et ord med på vejen. Det er irriterende med sådan en kritik, der antyder noget konspiratorisk eller en ”vi er alligevel bedre end de andre holdning”, hvilket selvfølgelig ikke er tilfældet i Ildfisken. Det er normalt i arbejde, hvor man ikke kan aflønne folk i kolde kontanter, at man trækker på sit netværk. Samtidig – og langt mere væsentligt - er valget af skribenter (i det omfang vi har et valg) også en følge af redaktionens holdning til arbejdet med Ildfisken. Vi laver fisk om det vi synes er interessant og ikke andet. Og selvfølgelig kender vi en del af de mennesker, der deler vores respektive interesser inden for litteratur og som kommer med kvalificerede tanker og holdninger om samme, og som derfor – selvfølgelig - dukker op i fisken.
Og med hensyn til et egentligt program er det vel nu formuleret oven over. Ellers synes jeg det er noget fjollet noget at ønske sig (programerklæringer har i den grad en evne til at lukke af). Hvert nummer har en profil og den forsøger vi at efterlever. Vi har ikke lyst til at bedrive kulturpolitik, eller komme med det stor overblik i en eller anden for føljeton. Programmer har det med at blive selvopfyldende eller besnærende, grænsende til det irriterende.
Til sidst synes jeg, at det ville være bedre om kritikken af tidsskrifter og dets lige blev mere orienteret mod indholdet. Det ville overflødiggøre tanker om hvorvidt de der skriver kender hinanden, og i stedet gøre plads til tanker om hvorvidt det de skriver er skidt eller kanel.
Jeg taler kun for mig selv, også selvom jeg skriver vi."
Ja, det er lidt sjovt. Så en eller anden linje har vi nok i redaktionen.
Martin har svaret kort i Kornkammeret.
/d
ordet lukket er absolut og helt og aldeles negativt ladet i vores tid, ingen undtagelser - selv Frimurerlogen åbner nu dørene under kulturnatten, og viser kranier og kældre frem
Hej JJ,
'Lukket' er ligeledes deskriptivt og betyder det modsatte af 'åben'; hvis du læser min kommentar er det jo det jeg efterlyser, eller hvad man skal kalde det, mere lukkede og bevidst enøjet-styrede tidsskrifter. Jeg håber snart at få det til at skrive en kommentar på Kornkammeret - jeg er glad for jeres her og der.
Jeg forstår ikke hvorfor I bliver så fornærmede over at blive kaldt for et "lukket tidsskrift", især ikke når I så bagefter selv indrømmer at Ildfisken rent faktisk er et lukket tidsskrift. Det er da højst besynderligt.
Dennis Gade Kofoed skriver: "Det er irriterende med sådan en kritik, der antyder noget konspiratorisk eller en ”vi er alligevel bedre end de andre holdning”, hvilket selvfølgelig ikke er tilfældet i Ildfisken."
Men så skriver han lidt længere nede: "Vi laver fisk om det vi synes er interessant og ikke andet", og tilføjer at dem I selv kender er dem der laver de spændende ting.
Det er da en superlukket ting at sige, endda på en lukket og utransperant måde, "vi gør sådan her, men i det skjulte, og naturligvis laver vi kun det spændende, men det kan ikke formuleres hvad det er, men dem vi kender laver det også". Hvis man da så bare, som Serup vist efterlyser, lavede tidsskriftet lukket ved at have en åbenlys programerklæring eller poetik for tidsskriftet, så ville det læsere og evt. bidragsydere vide hvad der var på færde.
mvh
Claus
Og Mads, hvis du skal være helt ærlig, kan du så ikke godt forstår at det virker lukket på en halvskidt måde, når redaktionsmedlemmer og bidragsydere konstant overlapper?
Jeg tror ikke det handler så meget om de enkelte numres temaer, snarere om at bidragene kommer fra en indspist skare af folk der kender hinanden personligt.
Giver denne indvending virkelig slet ingen mening for dig og er det bare helt ude i hampen?
Bedste hilsner
Claus
Sådan som Claus formulerer det, ja ... så synes jeg, I skal tage lukket på jer som et adelsmærke. Tidsskrifter kan næsten kun laves, hvis der er en gruppe med noget begejstring bag det; Ildfisken er så så heldig, at der er noget talent i deres vennekreds. Problemet er jo ikke (som Claus måske tror), at man vælter sig i gode bidrag og så kun vælger dem, vennerne har skrevet, det er overhovedet at få nogen til at skrive noget, når man hverken får penge eller synderlig prestige ud af at gøre det.
Jeg kan derudover ikke se, hvad der er lukket ved at lave et nummer om Preben Major Sørensen. Heller ikke om romanen - eller ved det første nummer I lavede.
Hmm, Nexø lægger mig vist ord i munden. Altså, der er da intet i vejen med begejstring eller talent, men det fremstår en smule nepotistisk (hvis det er et ord) når det kun er ens egne venner der bidrager til det tidsskrift man redigerer. Temaer er super, men der findes formentlig et utal af folk i den litterære offentlig som kunne bidrage med noget spændende om Romanen, men mon ikke det bliver Tordenskjolds soldater igen? Det bliver måske bare lidt kedeligt i længden hele tiden at læse noget fra de samme bidragydere, og Ildfisken risikerer at sejre sig i hjel, hvis det holder sig til at være så indspist som det hidtil har været. Det er sandt at jeg ikke ved noget om hvor mange gode bidrag der kommer til Ildfisken, men er tidsskriftet overhovedet interesseret i disse eventuelle bidrag? Ud fra Eslunds og Gade Kofods kommentarer virker det ikke sådan. Synes jeg.
Bedste hilsner
Claus E.
hej claus
til romannummeret bidrager:
lone hørslev
jeppe brixvold
helle helle
jens blendstrup
kristian bang foss
hans otto jørgensen
og mikkel thykier har et længere bidrag med, som ligger uden for romantemaet.
ingen af de seks (i øvrigt ret forskelligartede) romanforfattere har optrådt i ildfisken under den nye redaktion.
jeg vender tilbage med en længere kommentar snarest, når jeg har lidt bedre tid. i morgen forhåbentlig.
khm
Ups, jeg sluger mine ord. Synes dog stadig at min kritik holder på de første par numre.
jeg glæder mig nu til at læse roman-nummeret.
mvh
Claus
hej claus
du skriver:
"Og Mads, hvis du skal være helt ærlig, kan du så ikke godt forstår at det virker lukket på en halvskidt måde, når redaktionsmedlemmer og bidragsydere konstant overlapper?"
"Jeg tror ikke det handler så meget om de enkelte numres temaer, snarere om at bidragene kommer fra en indspist skare af folk der kender hinanden personligt."
(...) "det fremstår en smule nepotistisk (hvis det er et ord) når det kun er ens egne venner der bidrager til det tidsskrift man redigerer."
"Ildfisken risikerer at sejre sig i hjel, hvis det holder sig til at være så indspist som det hidtil har været. Det er sandt at jeg ikke ved noget om hvor mange gode bidrag der kommer til Ildfisken, men er tidsskriftet overhovedet interesseret i disse eventuelle bidrag?"
- jeg synes, det er vigtigt, at redaktionen selv bidrager i de enkelte numre. jeg betragter det som en SIGNATUR, ikke som en forfængelig lyst til at udgive sig selv. det er vigtigt at markere et afsenderforhold, synes jeg. og derfor bidrager redaktionen så vidt muligt selv i de numre, vi laver. fordi vi laver temanumre om ting, som optager os. disse temaer er så temmelig forskellige. det må man da give os - de tre numre, vi har lavet er ret forskellige, og jeg kan altså ikke se, at der skulle være nepotisme i udvælgelsen af bidrag. der er relativt få gengangere i numrene, og der er bestemt også bidagydere, som er uden for vores såkaldte venskabskreds. når det er sagt, kan jeg ikke forstå, hvorfor det så skulle være et problem, at vi beder folk, vi kender, om at bidrage. når nu vi ved, at de laver kompetente ting. det er helt almindeligt, at redaktioner trækker på bekendtskabskredse. hvordan skulle man ellers få noget kvalificeret op at stå?
som tue påpeger, er der forsvindende få tilsendte tekster, som holder niveau. det er virkelig få tekster, som bliver sendt uopfordret, som er gode nok. og når vi oveni købet har valgt at lave fokuserede numre, er det klart, at mange tilsendte bidrag vil falde uden for nummer. i stedet inviterer vi målrettet bidragydere eller stiller bidragydere opgaver. her inviterer vi selvfølgelig nogen, vi ved, laver gode ting - men det behøver ikke være såkaldte venner. det, synes jeg, romannummeret er et godt eksempel på. også det første nummer, hvor vi bragte flere oversættelser (det vil vi i øvrigt gerne gøre mere ved i nummer 41).
om vi er interesseret i tilsendte tekster? - selvfølgelig er vi det. det er en gave at modtage gode tekster fra forfattere, som sender uopfordret. som sagt er det bare uhyre sjældent, det sker. i vores redaktionstid har vi måske max modtaget en 5-6 bidrag uopfordret, som vi mente holdt niveau.
til ordet indspist: at vi kender hinanden personligt er ikke ensbetydende med, at vores litteratursyn er det samme. der er forskel på venskab og litteratur! faktisk er vi overhovedet ikke ens i redaktionen - den består af ret forskellige lyrikere og to vildt forskellige prosaister. vi er ikke enige om alt i redaktionen, men forsøger at være rummelige i forhold til de andres ideer.
til sidst: hvorfor skulle vi formulere et program, når nu vi ikke vil have sådan et eller synes, at det er nødvendigt. vi vil ikke formulere en litteraturpolitisk linje med det, vi laver - lige netop det ville være indspist eller lukket i vores øjne. hvis vi pludselig fik lyst til at lave et nummer, som ville falde uden for den linje, vi havde lagt, så var vi låst i en selvpålagt dogmatik.
igen taler jeg for egen regning.
kh mads
mads, jeg forstår ikke du sætter lighedstegn mellem "program" og "litteraturpolitisk linje".
men i har jo skrevet sådan et, sådan da:
"Ildfisken er et litterært tidsskrift udgivet af forlaget Anblik. Der udgives to numre om året. Ildfisken bringer nyskrevet dansk litteratur og oversatte tekster, forfatterinterview og essays eller kritiske indlæg. Numrene er oftest fokuserede på et tema, forfatterskab eller en genre, som redaktionen ønsker belyst og udfordret. Tidsskriftet bringer gerne fyldige bidrag, og redaktionen er åben for tilsendt materiale, ligesom den også målrettet inviterer bidragydere til de enkelte numre."
dbh
rasmus
Tak for det fyldige svar, det er fornemt at få indblik i tankerne bag, og jeg kan godt se at jeg var for hurtig på aftrækkeren da jeg skrev at Ildfisken rent faktisk ER indspist, men jeg opfattede det blot sådan, hvilket muligvis var en forkert opfattelse. Tror også der er kombinationen af at I både driver forlaget og tidsskrift, og man dermed får fornemmelsen af at I har mange kasketter på. Når det så er sagt, så må jeg straks indskyde at jeg samtidig synes det er fabelagtigt at I bidrager med så meget i danske litterære landskab, som I gør, og jeg holder egentlig også af at læse både Ildfisken og jeres udgivelser på Anblik, det er skam ikke det. Men hvad er det så, egentlig? Hmm, måske var det bare den der fornemmelse af noget nepotistisk (der var det ord igen), som allerede nu er blevet bedøvet af dit indsigtsgivende svar. Jeg er sådan set også lidt overrasket over at I ikke får flere kvalificerede mulige bidrag, er det både skønlitterært og faglitterært det halter? Hvor mange sender mon egentlig ind til jer? Det behøver du selvfølgelig overhovedet ikke at svare på, hvis du ikke mener det rager mig, men jeg spørger bare af ren interesse - ingen skjulte bagtanker her, svaret vil aldrig blive brugt imod dig (tror jeg). Spøg til side, selvfølgelig forstår jeg godt at man selv bidrager, det er der jo en lang tradition for i alle mulige litterærer tidssskrifter, fra OULIPO til, ja, Ildfisken, men f. eks OULIPO havde jo også en stram linje at arbejde ud fra. Det lukker selvfølgelig på en måde, men det åbner også, og man ville sagtens kunne inddrage temaer og andre ting som uden for den litterære linje man havde lagt, de ville blot have noget at blive spillet op imod. Det er vel også en anerkendt og accepteret ting, at begrænsninger og dogmer (for lack of a better word) i kunstens verden ofte åbner snarere end de lukker. Faste lyriske former og metrer giver jo tit noget andet end de fuldstændigt frie digte, tit noget der måske holder lidt længere end til næste glas rødvin.
Nå, jeg får vrøvlet uhæmmet. Ikke mere nu. Sorry hvis det er lidt usammenhængende. Og tak for dit grundige svar, det var lærerigt og gav mig på mange måder ro i sjælen. Jeg ser frem til jeres fremtidige udgivelser, både på Anblik og i Ildfisken. Men det havde jeg nu også gjort alligevel.
Mange gode hilsner
Claus