eslund

tilsyneladende ikke, men det virker sådan. her er det carsten andersen i politiken, men de har også historien i berlingske og information. meget apropos DR2 temaaften i går om forholdet mellem virkelighed og fantastik. det lugter af skrøne og aprilsnar:

Litterært tyveri: Hans Henrik Mattesen er blevet bortført

Forfatteren Per Højholts sidste manuskript er blevet stjålet. Da tyve fjernede en brandboks fra et hus i Vanløse i fredags, løb de samtidig med en litterær skat. En katastrofe, lyder det fra forlaget Gyldendal, der efterlyser manuskriptet til ’Hans Henrik Mattesen – en monografi’. Bogen skulle udgives til foråret.

Hans Henrik Mattesen eksisterer ikke. Han opstod i digteren Per Højholts hjerne. Alligevel er det nu lykkedes tyveknægte at bortføre ham, altså Hans Henrik Mattesen, fra en brandboks, der var muret ind i en væg i Vanløse. Man skulle næsten tro, der var tale om en af Per Højholts finurlige historier, hvor fiktion blandes med aldeles faktuel virkelighed. At der måske endda var tale om en af de berømte fortællinger, han kaldte blindgyder. Men sagen er værre end som så. Nu afdøde Per Højholts absolut sidste litterære manuskript er blevet stjålet fra en brandboks hos hans datter, der samtidig mistede tre computere, nogle kontanter og diverse familiefotos. »Alt det kan erstattes. Men noterne og skitserne til sidste halvdel af bogen er uerstattelige«, fortæller Signe Højholt.

Pakkeløsning 

Der er tale om et manuskript, som Per Højholt har arbejdet på og ikke mindst talt om i årevis. Titlen er ’Hans Henrik Mattesen – en monografi’, og da forfatteren stadig var frisk og i fuld vigør, lå det inde i en boks i skorstenen i hans hus ude i Hørbylunde Bakker ved Silkeborg. Dengang lå det side om side med manuskriptet til den næsten mytiske roman ’Auricula’, som digteren havde underholdt forfatterkolleger og pressefolk om gennem årtier. Pakket ind i gule konceptark og omhyggeligt stablet og sorteret af Højholt selv, pertentlig som den bibliotekar han var uddannet som, før han valgte digtervejen på fuld tid. ’Auricula’ nåede han at færdiggøre, selv om det på grund af den ene blodprop efter den anden tog meget længere tid, end han havde forventet. Selv havde han regnet med, at ’Auricula’ skulle udkomme allerede i efteråret 1997. Den udkom først i 2001, men den højst usædvanlige og litterært elitære bog om to ørers vandring op gennem modernismens Europa blev så vellykket, at den opnåede at blive indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris. For Højholt var de to manuskripter lidt af en pakkeløsning. Det var begge manuskripter, han var meget opsat på at få gjort færdig, før sygdommen måtte forhindre ham i at skrive. Og han havde en klar ide om rækkefølgen på bøgerne. Det afslørede han for Politiken allerede i 1994, da han over uendelige kopper af lunken te fortalte om sine litterære planer, dengang talte han især om den store ’Auricula’, men endnu et projekt spøgte. »Der er også en anden roman. Den er næsten færdig. Jeg må ikke skrive den, før ’ørerne’ (Auricula, red.) er færdig. Den hedder ’Hans Henrik Mattesen – en monografi. Jeg har ganske vist skrevet om ham før, og dengang slog jeg ham ihjel, men hva’ faen’ ... Jeg drømte indledningen. En person fra en by ved Løgumkloster. Ellum, tænkte jeg, det lød som Familie-Journalen. I bogen kalder jeg det Ellum Vestermark, og da jeg kørte derned, kom der pludselig et skilt, hvor der stod, ja, Ellum Vestermark. Så tænkte jeg: De er fandeme hurtige hernede. Jeg har skrevet om ham (Mattesen, red.) i en af de tidlige blindgyder. Dér lader jeg ham omkomme i Frederiksholm Kanal, Verdenshavet, ud for Thorvaldsens Museum, hvor han bliver skubbet i vandet ... af mig«. Hjemme i køkkenet i Hørbylund udstødte Per Højholt et af sine mange fnis, og han morede sig tydeligt over projektet, hvori han – som han sagde – ville gøre nar ad alle fortælletekniske genrer. Han forudså også, at anmelderne – når bogen skulle nå så vidt – ville savne en fremadskridende handling. Som om det ville være noget nyt, når det gjaldt netop hans prosa – forfatteren, hvis første roman med titlen ’6512’ bestod af en løsblad-fortælling, da den udkom i 1969 ... Højholt selv betegnede ’Hans Henrik Mattesen’ som en rigtig fnisebog. Da han i 1994 fortalte om bogen, anslog han den til at blive på 150-200 sider, men da han tre år senere gjorde status over projektet, vurderede han det til at omfatte 120-150 sider, uden at han i øvrigt gik nærmere ind i, hvorfor fortællingen var skrumpet. Dengang sagde han, at han stadig manglede et par afsnit, før den var værdig. »Jeg har ryddet bordet for både genbrug og digte for at gøre bogen færdig. Jeg skriver ikke flere digte, men det har jeg jo sagt før. Jeg har ikke skrevet et eneste digt i et år, men selvfølgelig er jeg klar, hvis de kommer igen, for digtning er jo den højeste kunstart. Nu skal jeg have skrevet om Mattesen, for man vil jo gerne vise flaget. Jeg skal lige have fundet ud af at slå ham ihjel. Foreløbig har jeg gjort ham til fader. Bogen vil både blive meget litterær og meget morsom, så eliten får lidt at more sig over. Eliten fniser for lidt«, sagde Per Højholt dengang i 1997. På forlaget Gyldendal ved redaktør Simon Pasternak ikke rigtig, hvad man skal kalde ’Hans Henrik Mattesen – en monografi’. »Den er lige så svær at rubricere som ’Auricula’. Hvordan skal man betegne den? Det er jo en historie, der er ligesom hans ’blindgyder’. Fuldstændig løgnagtig og samtidig faktuelt leksikalsk«, siger Simon Pasternak.

Uvis skæbne 

Som titlen på manuskriptet fortæller, er det en personhistorie. Historien om Hans Henrik Mattesens liv. Men hvordan Højholt præcist har tænkt sig at udfolde og ikke mindst afslutte historien om dette liv i omegnen af Løgumkloster ligger nu hen i tåger. Eller rettere – skitserne for historien ligger måske og flyder et eller andet sted i Københavns omegn, hvor nogle tyve har smidt en tom brandboks på en gange en meter, som ud over nogle få kontanter kun indeholdt et brunt ringbind med nogle lyseblå omslag, heriblandt noter og skitser til de sidste to kapitler af Højholts bog. »Politiet har sagt, at tyvene ofte smider et tømt pengeskab i områder, hvor der ikke er ret mange mennesker, og vi har allerede været rundt om Utterslev Mose og Damhussøen flere gange for at lede efter det«, siger Signe Højholt. Både hun og Simon Pasternak opfordrer folk, der måtte snuble over materialet, til at aflevere det på Gyldendal, så man kan få afsluttet Per Højholts litterære projekt på ordentlig vis. »Det her er jo næsten ikke til at holde ud. Det var kun et spørgsmål om dage, før jeg skulle have kopieret hele materialet, så vi kunne komme i gang. Alt det øvrige materiale fra forfatterskabet ligger på Det Kongelige Bibliotek, og jeg havde kun ’Hans Henrik Mattesen’ derhjemme, fordi vi nu skulle i gang med bogen, der skulle udkomme til foråret«, siger Signe Højholt. Bogens første tre kapitler findes allerede, og de er klar til udgivelse, men de sidste to kapitler er ikke skrevet, og mange af Højholts noter, skitser og kronologier er forsvundet med tyveriet i Vanløse. 

(...)