eslund

 

Pablo Llambías’ seneste bog er umulig at læse. Den er en genskrivning af Suzanne Brøggers essaysamling om køn, klasse og kærlighed, Kærlighedens Veje og Vildveje (1975), men den skriver mere af, end den skriver til og fra; den er et remake, der mest af alt benytter sit forlæg som readymade, det vil sige gengiver de 34 år gamle essays med ganske få ændringer. Så tro mod forlægget er Llambías, at selv trykfejlene er reproduceret. Og den tro gengivelse af originalens indledende motto får en ekstra dimension: ‘Ikke en af ideerne i bogen er mine egne. Jeg elsker at pynte mig, med lånte fjer. Tak.’ Læsningens umulighed består i, at man næsten tvinges til at sidde og parallel-læse med Brøggers tekst for detektivisk at spore de enkelte ændringer, men i denne bevægelse går begge tekster tabt. Det anbefales derfor, at man læser original-essay og remake hver for sig, i vilkårlig rækkefølge, men således at der opstår to helhedsoplevelser, som så kan sammenlignes.

Det, der helt konsekvent er ændret fra Brøgger til Llambías, er kønnet. Fra omslagets foto, hvor det er Llambías, der transvestitisk poserer i samme outfit (hatteslør og pelskrave) som Brøgger på originalen, til tekstpositionerne ‘hun’ og ‘han’, ‘mand’ og ‘kvinde’, som konsekvent er udskiftet med hinanden. Formålet med dette kønsskifte kunne umiddelbart ligne en maskulinistisk tilkendegivelse af, at nu er det kvinden, der har bukserne på. Eksempelvis når vi i essayet »Marilyn myten« (muligvis forledt af biografiske og binær kønslogik) oplever jegets perspektiv som mandens: »Det er kvinder, der ser min skrøbelighed […] Det er kvinder, der gerne vil tage sig af mig. Som får deres identitet gennem det at tage sig af mig. […] Og som ser mig som et sexobjekt.« Men hvis kønsskiftet bare var udtryk for kønskamp, for mandens påberåbelse af offer-rollen, ville det ikke være litterært (eller på anden måde) interessant. Kønsskiftet spænder fra en sådan position over det vildt humoristiske (»Jesus […] hun siger«) til de regelrette kønsabsurditeter (»Hun har ellers fået den godt ind og er begyndt at kneppe Pablo i lange stød«). Overordnet er effekten en fornemmelse af, at der er nogle konstanser i kærlighedens og begærets vildveje, hvilke køn de end måtte pløje sig igennem, og hvilken tid (1975 eller 2009) man end måtte befinde sig i.

Enkelte essays er radikalt omskrevne; således er for eksempel essayet om »Ædedolkekulturen« blevet til historien om den enlige forælder, der skal udfylde begge kønsroller og dårligt har råd til mad, mens essayet »Katten« er erstattet af en lang poetologisk indledning til en lille, barsk kattehistorie. Helt sindssyg og smågenial er indskrivningen af Joan Riviéres klassiske psykoanalytiske essay »Den kvindelige maskerade« i det afsluttende essay »Flæsk«. Også i citaterne fra Riviéres essay er ‘hun’ erstattet med ‘han’, og de lægges som replikker i munden på de godtfolk fra Kelstrup, som Brøggers essay handler om: »Han kunne således påtage sig kvindelighed og bære den som en maske, råber Frede til konen.«

Ikke bare kønsmaskerade, men også litterær maskerade får vi for alle pengene i Llambías’ dybt originale og voldsomt effektfulde genskrivning af en gammel, fremragende tekst, som ikke bliver mindre fremragende af at blive en andens.

 

Theis Ørntofts debut, Yeahsuiten, er en ualmindelig flabet og øretæveindbydende digtsamling - lømmelagtig, fristes man til at skrive. Det er en bog, der med sin ungdommelighed peger alle os andre ud som helt væk og lige gamle nok.

Man kan påstå at samlingen er upoetisk, demonstrativt upoetisk, påfaldende billedfattig i traditionel poetisk forstand (hvad det ellers skal betyde?) - ikke så mange blanke, spejlende flader og pludselige lyseffekter, ikke meget efterår og pyntelig natur - og så alligevel pludselig: »himlen er blå som en knust hånd«.

På den anden side er Yeahsuiten næsten skamløst overfladisk, ukompliceret, en kværnende, respektløs vrængen af det poetiske, talt og råbt og skreget, langt mere end nysseligt digtet og følt.

Alle niveauer af den menneskelige erfaring, vores følelsesliv og sociale netværk er sprængt i luften og samles kun løseligt i digtene, lige akkurat holdt sammen af en rastløs digterstemme helt uden tålmodighed, uden tid til andet end at være til hele tiden:

yir - vi skal have lasagne / personen der har lavet den er sygt god til at lave mad / jeg sidder og tænker på hvor godt det her mad er / mit kropsareal er 60 kvadratmeter, og der er en altan man kan gå ud på.

Det er digte, der bongotrommer gennem en hverdag med fester og tømmermænd og cykler og taxature. En hverdag, der er ‘hidsig’, ‘sindsyg’, ‘vild’ og ‘fucked’.

Det er digte, der, som Jack Kerouac i sin tid, stræber efter at holde trit med livets hastighed. Og gør det. Og lykkes med det. En overbevisende italesættelse af en ung vred mand i hænderne på sine hormoner. Et indlevet portræt, men også en udlevering af hans mere usympatiske træk.

Hans skøjten gennem livet - der er ikke tid til at føle efter, ingen tid til fordybelse. Hans pubertære kvindesyn. Hans barnlige sind.

Mega vildt, underholdende og skarpt skåret, et dybt snit ind i et sind og en verdensforståelse. YEAH!

 

Piratoplæsning #7 holdes fredag den 20. november klokken 21.00 på Forfatterskolen, Peder Skrams Gade 2a, Kbh K

Oplæsere:
MAJA ELVERKILDE
PETER HØJRUP (læser op af Emilio Alvarez´ Efterladte digte)
MARTIN LARSEN
THOMAS BOBERG
GITTE BROENG
CHRISTIAN YDE FROSTHOLM (læser op af uforsvarlig novelle!)

Husk dine egne drikkevarer (og en ekstra øl til sidemanden) og invitér frit, alle er velkomne!

Havde det været i 1970´erne kunne Lone Aburas’ debutroman Føtexsøen måske have heddet Angående Lone ligesom den meget socialrealistiske film fra begyndelsen af det årti, men nu er det 2009, og så fremstilles tunge temaer anderledes komplekst, ironisk og underholdende. Bekendelser bliver til fiktion, fortælleren i Aburas´ semi-selvbiografiske samtids- eller generationsroman hedder netop ikke Lone, men Lene.
Lene, datter af en dansk mor og egyptisk far, er vokset op på Vestegnen, i Høje Taastrup. Hun holder orlov fra RUC og har forfatterambitioner, skriver på et skibbrud af en roman og har søgt ind på Forfatterskolen fem gange, uden held. Hun er sammen med kæresten Johan, som er ved at gøre karriere på DR – selv kæmper Lene med kassedifferencen og kedsomheden i Føtex. Hun sidder lidt fast.
Lene er vel nok desillusioneret og klemt mellem to kulturer, men hun er også bare sig selv og sej og en charmerende selvironisk fortæller med et skarpt blik for det tragikomiske og groteske. Hun vil gerne bekende kulør – brun, som hun skriver – og det gør hun generøst og tilsyneladende let og henkastet associerende. I flashbacks fortæller hun om farens kiksede firserforretningseventyr: grillbaren Cocktail med papfiguren af Preben Elkjær, senere læser vi om farens alvorlige bekymringer i forhold til gangstertypen Ali og senere igen om hans egentlig succesfulde, men haram-problematiske pølsevogn foran Høje Taastrup Rådhus. I nutidsplanet er vi blandt andet med Lene omme på rygerampen bag slagterafdelingen i Føtex, hvor der snakkes om videomaratons og hårfarvning. Det hele er sjovt og ja, også lidt sigende, trist eller tankevækkende, selvfølgelig.
Føtexsøen viser, at Lone Aburas har humor, litterær finesse og stil, samtidig med at hun formår at tematisere et væsentligt stof, samfundsrelevant såvel som personligt. Alt dette i hendes første bog, det er overbevisende.