eslund

ord

når jeg nu siger Girolamo Frescobaldi

og derpå Carlo Gesualdo

Principe da Venosa

så er det jo slet ikke en opfordring

til diskussion af disse to gamle komponister

som ikke skal diskuteres men høres

men det skal deres pragtfulde italienske navne også

og hvor ville det være dejligt når vi mødes på gaden

at du sagde Girolamo Frescobaldi

og jeg svarede Carlo Gesualdo

Principe da Venosa

og at alt så var sagt

og vi stod bomstille

Camilla and the Horse lyder som titlen på en kulørt roman om den britiske landadel, men dækker over fem monologer og en novelle. Camilla viser sig at være jeg-fortælleren i to af monologerne, og “the Horse” at være det tilnavn, hvormed hun besmykker sin mand, Charles, som er “oppe i årene, men fyrig”.

De fem monologer er underfundige, poetiske, præcise og fulde af både ømhed og ironi. Den første monolog, Vandreturen, er rettere en vekselsang for tre stemmer: et ægtepars og en fremmed mands. Alma er på vandring bort fra sit ægteskab med Kristian, mens de sammen er på vandretur i Lake District, på sporet af de store romantiske digtere. På deres vej krydser de Edward, som sidder på et tag og er gal over kunsten. Personerne karakteriseres gennem bevægelsen i deres tankestrømme: Lige så flyvsk Almas tanker bevæger sig i tid og sted, lige så fikseret kredser Kristians om Alma. Edward er fortæller i de to næste monologer, Dyr og Dødsbo, som er lettere absurdistiske, sort humoristiske skildringer.

De to Camilla-monologer handler om, hvordan Camilla og hendes fyrige mand, Charles, forholder sig til østeuropæiske ludere i Berlin og nine-eleven i Lissabon, så vi ikke rigtig ved, om deres elskovsgale rejselyst er et over- eller underskud. Novellen er en genoptagelse af persongalleriet fra Hesselholdts forrige roman, ’I familiens skød’.

Hesselholdts prosa har fået et skud vildskab, som klæder den umanérlig godt, og Camilla and the Horse er en udsøgt prøve på litteraturens evne til at åbne andre bevidsthedsrum for os.

Das Beckwerks Suverænen er en slags selvstændig fortsættelse af clausbeck-nielsen.nets Selvmordsaktionen, hvor Nielsen & Rasmussen rejste rundt i et krigshærget Irak med demokratiet i en kasse og et parlament som et telt; en absolut klovnet og grotesk bogstavelig happening, som i og med de personlige risici og de absurde og virkelige twists & turns bliver en hårdkogt thriller om undtagelsestilstanden og sætter en ny standart for politisk kunst.

I romanen Suverænen skal demokratikassen med til USA, og allerede over Atlanten skrues forventningerne kraftigt i vejret. En spritny, ydmyg og dedikeret Nielsen er krønikeskriver for den gamle Rasmussen, nu i universalistisk topform – stortalende, altædende,  Parliament-rygende og eventyrligt indbildsk! I flyet holder han foredrag og citerer bl.a. Tocqueville, og det ligger i luften – og i Nielsens forventninger – at Rasmussen vil indsætte sig selv på sin rette plads i historien som ’suveræn’ i Carl Schmitts definition, dvs. hersker over undtagelsestilstanden. Men alt går i skuddermudder: kassen med demokratiet bliver sendt retur, og i New York løber makkerparret en åben dør ind og må rende spidsrod for ikke at blive avantgarde-darlings, og senere i forbundshovedstaden vil ingen tale med dem, og de driver lidt tilfældigt omkring. Nielsen følger trofast med som en anden Sancho Panza, mens en stadig mere rastløs og frustreret Rasmussen æder, drikker og ryger sig igennem Washington D.C. for til sidst at krakelere og drikke sig i hegnet på valgnatten i 2004, hvor han til Nielsens store fortrydelse falder ud af rollen som cool universalist og giver sig til at ævle om sin hjemstavn på Fyn.

Suverænen er suverænt godt skrevet og kostelige absurde løjer, på sin vis en letløbende og langtrukken farce, men også et stort nyt kapitel i denne overrumplende, åbne og særegne virksomhed, som er Das Beckwerk.

Hvor langt ud kan man drive sin ikke-eksistens, inden den krakelerer? Kan man på en gang være ingen og alt, og kan man give afkald på kunsten og kunstinstitutionen, politikken og de politiske institutioner og erstatte dem med helt andre former for væren eller handling? Man er med hele vejen, til Kerry-Edwards rally i Upper West Side, på trøsteløse Starbucks om natten ned gennem Manhattan slæbende på en imaginær kasse, ind i Metodistkirker og Sports Pubs og Community Centers, hele vejen op ad The Mall og tilbage igen. Der er ingen ende på historien om ikke at være nogen. Det er pragtfuldt!