eslund

Diverse kunstnere   
AudioPoesi .. en antologi (Geiger Records / Husets Forlag)

7 ud af 10 stjerner - anmeldt af: Mads Klitgård Hansen


Lyd til ord giver nyt stof til eftertanke

Hvad sker der i sammenstødet mellem musik, lydkunst og litteratur? Det er et af de spørgsmål, denne antologi søger at besvare ved at præsentere forskellige bud på krydsninger mellem litteratur og musik fremført af en række danske musikere og forfattere. Og det er blevet til nogle ganske interessante bud, der, hvis ikke giver svaret, gør os en hel del klogere og en oplevelse rigere.

Med numrene "Lysende insekt" og "Europa" åbner Janus Kodal, flankeret musikalsk af bandet Turbulens, albummet i en både meget inderlig og folkelig stemning. MikkelModulererMarius står for de mere absurde og muntre indslag med rapnummeret "Fidus" og nummeret "Spekulation", der nærmest er opbygget som en radioreportage. Specielt det fuldstændig absurde univers i sidstnævnte falder virkelig i min smag. "Kan en lyd slå et menneske ihjel (..) Kan man forestille sig, at den grusomste information kan lyde smukt?" spørger Mads Eslund i forgrunden for bandkonstellationen Nye rør, der halvvejs inde i albummet vender stemningen til det mere dystre, vha. en virkelig velvalgt musikalsk kulisse, der flot understøtter det talte ord.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen og Jomi Massages bidrag til antologien er mildest talt fabelagtige. En akustisk guitar og to velvalgte akkorder er hvad der skal til for at skabe en eventyrlig stemning omkring digtet Fæj-fæj. På det efterfølgende nummer, "Valmuemarken", udgør de knitrende konsonantlyde fra de to damers hvisken det meget minimalistiske musikalske grundlag, og det fungerer bragende godt. Det er en helt særegen sammensmeltning af ordet og stemmens klanglige egenskaber, der med få virkemidler rammer benhårdt. I direkte kontrast til Jomi og Marstrand-Jørgensens fokus på det tidslige tomrum, er T.S. Høeg og Troels Bechs bidrag bygget op som en kronologisk historiefortælling med understøttende lydcollager og reggaerytmer.

Egil Dennerline præsenterer albummets eneste engelsksprogede nummer, hvor han fremstår som en delvist reciterende singer-songwriter i forgrunden for Forgetting Feet. Albummet afsluttes med nummeret "Superpositionsprincippet" af M/S Schwth, hvor et rigtig flot lydlandskab udfolder sig over ca. 30 minutter. Hvis ordet 'lækkert' nogen sinde har været en god beskrivelse af noget (ud over flødekager), kan det måske finde anvendelse her. De trip hop inspirerede beats og de lidt hemmelige ambientklange er rigtig flot programmerede, men bliver måske endda til tider lidt for lækre og retfærdiggør ikke helt nummerets længde. Men er man ikke den rastløse type, er det her en behagelig musikalsk rejse.

Det er alt i alt en behagelig oplevelse at lytte til denne antologi, om end hver enkelt kunstner udstyrer lytteren med oplevelser af meget forskellig karakter. Man skal således flere gange indstille sanseapparatet til en ny stemning, hvilket er en anelse forstyrrende, når man nu lige har det så godt. For ganske godt har man det, langt det meste af tiden.

her en af mine oversættelser fra stein og speil af tor ulven, hans sidste bog, som han afleverede til forlaget, lige før han døde. ulven er fantastisk til såkaldte fremstillinger eller studier. jeg har været utrolig glad for denne bog. der er et solidt udvalg oversat i det seneste nummer af ildfisken. dette stykke er måske det bedste fra bogen, det er svinegodt:

UDSTILLING II

 (Psyke ved Sortedam)

            Aldrig set: et palads med tinder, tårne og spir, bygget direkte på nogle stejle klipper ved havet (som en fortsættelse af dem, som om bjerget kunne bygge hus af sig selv med usynlige hakker; sådan noget sludder) med høje, dybe og gabende vinduesnicher, uden et lys, selvom det skumrer, og lidt forvitret, det hele, forfaldent, måske ubeboet og tomt.

            Hun hviler hovedet tungt mod hånden, kvinden som sidder et stykke oppe på stranden, blandt oliventræer og græssende hjorte. Hendes bare arme er meget hvide mod det skidenbrune buskads, næsten som om de var uægte og indeholdt en elektrisk lampe af en slags (ligesom plasticslangerne fyldt med lyspærer der omkranser visse butiksvinduer). Kvinden stirrer sørgmodigt grublende frem for sig, og hun er Psyke, altså sjælen, og slottet (som hun tydeligvis ikke slipper ind i) er Amors, det vil sige Kærlighedens, palads. Men "kom og lad os fly Fra dette melancholske Fængsel, Hvor Ønsker daglig dø i Trængsel, Og fødes for at dø paa ny", fra det uroligt bølgende hav til Sortedam, med dens næsten urørlige, glatte overflade (kun kruset af en håndfuld sagte svømmende tømmerstokke), kantet af små bjergfremspring og en halvt skovklædt skråning som lukker for det disede lys. Solen rammer alligevel, skarpt, en død fyr, nedfalden, den giver indtryk af noget forvredet (en ødelagt paraply?), med rødderne dels i luften, dels i vandet, og hvis man kunne røre den, ville man med fingrene alene kunne pirke grå mørnede splinter løs og kaste dem i vandet, og se at de knapt rørte sig, og man ville kende den mosede lugt af mudder og slim og forrådnelse. Med tilstrækkelig tålmodighed kunne man vente på at det næste træ, halvdødt og hængende skråt ud over dammen, skal falde, med et brag og et plask som antagelig vil lyde øredøvende i den bløde, mosklædte og starbegroede stilhed, men til gengæld vare meget kort. Og der bliver længe til næste gang. Under vandspejlet er det ligeså mørkt som bag vinduerne i paladset. Altså slap vi ikke væk alligevel. Måske må dammen anses som vindue i et tomt, underjordisk slot (eller fængsel).

            Nuvel. Træerne ingen har set (og for den sags skyld paladserne, og paladsernes ruiner, og hus og hytte) falder, før eller senere, faldet er fælles for så meget, et fællesfald, og optrævlingen, opflosningen, ruineringen, og så videre. I billederne er alt kun på nippet til at falde hele tiden, det falder ikke, det aldrig sete hænger der, hænger og hænger, som en spegeskinke maddikken mislykkes i at fortære helt (eller snarere billedet af en ældgammel spegeskinke i et ældgammelt stavbur som i virkeligheden ikke findes mere); hænger altså, til fælles beundring og afbenyttelse. Til afbenyttelse som en vej: drag afsted. Eller: skynd dig væk. Eller: bliv her for altid.    

et; version et

ja, det er snart ovre nu, nu ja, netop her hvor jeg står blandt englekopierne og de disciplinerede informatorer, universelt lallende, på fembenede kontorstole, ergonomisk polstrede, indstille- og vippelige for den størst mulige komfort, med elfenbenshåndtag, eloxeret aluminium og hydraulik i præcisionsstøbt kulfiberplast, moderne koreansk kvalitet

et; version to

planerne for Cirkus Babels sidste forestillinger er prikker og streger på skrivebordet, der er helt booket op og nu kan cirkusarbejderne endelig drikke deres kaffe, akrobaterne har allerede fyldt vognene, bogstaverne langs skemaet, i viderunderlig ro, så er kaffepausen slut og skemaerne lægges i kuvert, brevets øjne glimter som jeg efter forår, snart skal de danne en karavane

et; version tre

glas; detaljer, som et af historiens år, lad os sige i midten af fortællingerne, det punkt hvor du gav mig en meddelelse stoppet ind i en rudekuvert, de som allerede er døde ønsker sig en ende på fortællingerne skrev du, "det er alligevel enden på fortællingerne", sagde nogen som læste over min skulder, "vi må lære at der ikke fortælles" (som var det en vejrprognose der blev læst op), jeg kunne jo ikke så godt fylde budbringeren med løgn, intet talte for at det hele skulle være forkert  

to; version et

og kødet blev ord, Heli under den hvide kittel med de opsmøgede ærmer trækker vejret så det ses, ved hvordan hun trækker vejret stille, ordkødet i hendes bryst, ved at de syge lunger løfter og sænker sig derinde, forsigtige vejrtrækninger mens hun arbejder, Esajas hæver køllen og slår den ned i armlænet, klang, hæver køllen og slår, klang i klanglænet, bleg bliver jeg mindet om aftenen og den søvnløse nat husker jeg, hun er det politiske kød

to; version to

hvidengel og brunengel skulle en dag gå gennem elmeparken, de underjordiske klovne skulle samme dag snige sig ind på plejere som var faret vild dernede i det ubetydelige, hvor låste døre ler, men du kan være rolig, elmeparken er beskyttet i dag, og langs de hensygnende trærækker er gunnebohegnet vokset en halv meter mere siden forrige sommer, vognene holdes udenfor, og du

to; version tre

når det er din tur til at stå og når det er din tur til at trække kvinden med det halve ansigt frem og tilbage over bænken, bænken dér nærmest tunnelbanen, sådan som vi altid har gjort, hver fredag aften, lad som om det er vævskytlen og ikke dig, stemmer skiftes af og til, og når du senere er faldet i søvn om natten skal jeg vikle dig ind i min europæiske ømheds bind præcis som om vi var vi og allerede vidste

tre; version et

alting synes at ske et eller andet andet sted, dér på parkeringspladsen, i dén gule skole (det suser i graven), på alderdomshjemmet, hvor ord svulmer op i munden, i skolen er kærlighedsfedtet sat til at koagulere i ovnen, den anden skole er også gul, der lyser revner i kaklen, klorsyg men fredet må frøknen standse gæringen inden hun kan gå, ofte er der vægge, ofte giver de dækning, dér i kælderbassinet, jo da, jeg venter på dig der, ikke et eller andet andet sted, du vil komme herned, det ved jeg

tre; version to

lagnet lugter af nat og vaskemiddel, det er for kort til sengen; søvngængersken taler der, hun siger: blå cykel, det er mordersproget, hun siger: vogt dig lille kanin, det er mordersproget hun taler mens hun sover, i umiddelbar nærhed rasler gruset, udenfor vinduet er det lyst, kold mørk materie er død; vi skal befinde os her, ikke langt fra hendes tiljublede drømmecomeback

tre; version tre

Thomas som er flyttet hertil fra Lycksele for at arbejde som sygeplejerassistent på afdeling tolv forsøger at overtale mig til at tage med til en KISS-koncert, "du får billetten gratis", lover han, måske er han beruset, jeg vil bare blive liggende i sengen, sengen som hørte til rummet, rummet i grundplan i hus A, jeg har ikke tænkt mig at gå til koncert, jeg har ikke tænkt mig at promenere til skihopstårnet, jeg har ikke tænkt mig at tage Tyresöbussen i aften, flere ledende personer fra borgerrepræsentationen besøgte sygehuset i dag, solen skinnede, vi serverede spaghetti og anden beskeden kost  

fire; version et

Der findes altid noget at se, tid at fordrive, nu er der mere glæde og nu betydningsfulde meninger, så falder jeg i søvn igen og falder ind i samme billedhav som før, jeg skabte endnu et mønstervæv og ridende på ordgrise gennem billederne og bevægelserne får jeg et blåt skema, det er klargjort, jeg passerede lydløst, flugtlys og solblind, da jeg så vågnede igen virkede huset ensomt på mig, ansigtet, jorden og tøjet og andetsteds excorcismens tramp

fire; version to

så nær ved meningsløsheden som det nogensinde er muligt skal du skrive dine bogstaver, i notesbogen eller på løse blade, dette, at ville mørket, at samle tingenes navne, at give legetøjet nye navne, kalde den røde brandbil Sindy, kalde den mekaniske dykkerdukke Donkey-kong, lad naturen gå sin gang, den klarer sig i sin uforanderlige roteren

fire; version tre

så langt fra omsorgen, deres positioner, først her kan vi se døden banal, det er ikke mærkværdigt, man kommer gerne frem for at hilse og se om du har en risenschnauser i koblet, man taler gerne med ansigterne, man bærer gerne rundt på information, men måtte havets svælg dig svælge hvis du spænder et væv af menneskehår, du som går klædt om natten. 

fem; version et

ikke en mand, ikke en krone til forsvaret, ikke som en modstand mod vold, men mod militarisme, i en situation hvor du trænges op mod væggen med et bind for øjnene vil du være taknemmelig for den vold som anvendes for at give dig lyset tilbage, men i organiseret form: væv endnu, alfa centauri, endnu væv, Upplands-Väsby kommune er i færd med at udrede behovet for en skøjtehal, væv, væv endnu væv endnu væv endnu væv endnu væv

fem; version to

små klisterøjne over vindueskarmen, et snefald over klatrestativet og en hund ude på gaden, en georgisk trapezkunstner i tv-apparatet, øjnene som må have men ikke må holde, burn warehouse burn, baby

fem; version tre

tysk filet på køkkenbordet, før stegning skal den løbe af på køkkenrulle eller et viskestykke, imens kan saucen forberedes, to æggeblommer, 100 gram smør, lidt hvidvin (den kan godt bruges selvom den har været åben et par dage), presset citron, for at undgå at saucen skiller bør råvarerne være stuetempererede, kog kartoflerne, sådan, og bulderet som omgiver ordene, sårvævet, et kejsersnit for at redde livet på den gravide 

seks; version et

damper der, damper, rør, rør så det ikke koagulerer, det gode blod skal blive pølse og palt, sjæl og pølse, renen ligger bar, afklædt huden, vi har trukket huden af, ligger og damper i sneen, måske øjne, måske tunge, rør, blod er al køds sjæl, i kulden og i mørket kan kødet koagulere hvis det efterlades ude natten over

seks; version to

ethvert menneske burde eje en egen bog, ikke et bind, men en titel hver, på jorden findes der nu omkring seks milliarder mennesker, men blot to milliarder bogtitler, så lad de menneskelige rettigheder udvides, ikke så langt som til dyrenes hud, de har ikke brug for bøger, muligvis papir, men homunculus burde eje retten til sin egen bog, på langt (eventuelt halvlangt) sigt vil det lade sig gøre

seks; version tre

anammes, da vejrpigen begiver sig ud i byen er hun rigtignok ikke bange, måske ikke bange men lettere urolig, meget fortælles om byen, meget er sandt, anledning til uro findes, undgå om muligt parker efter mørkets frembrud, gå ikke hen til ukendte, enlige mænd, men lad dig ikke forstyrre, vejrpigen går hvor hun går; - så gå de veje du ønsker, det er ikke lovgivet anderledes lille passionsblomst 

syv; version et

lad være med at bekymre dig, der findes emner i overflod, kogte byggryn blandet med moste kartofler, eller knust hvede, hævet og blandet med finthakket persille, mynte og tomat, små øjne kigger over cirklen (hvad kigger de på), små øjne kigger over cirklen, her må man spise så meget man vil

syv; versin to

alle finder efterhånden sin underlegne position, i savsmuldet som dækker isen, her skal et menneske fryses ned, måske har vi glemt det, det rene kød, det har mening/savner mening, det har betydning/savner betydning, aftenens forestilling er lykkelig til ende, trapezakrobaterne har lagt sig, karperne svømmer i dammen

syv; version tre

klangsignaler vibrerer ude i gården - eller snarere på grusstien, der går en grussti mellem husene, en procession finder sted, først en fed mand som slår på en klokke, efter ham viben, og så, to og to, gamle mennesker hånd i hånd, forsoningsgabet er dem fjernt, ligesom byer hvor de brænder forræderne af, vandringen er godt i gang da man vågner i dette rum

otte; version et

man har vænnet sig til tanken om ansættelse i affaldsproduktionen, hvor glimrende er det ikke, intet vokser for evigt, vi, vi river ned i mørket, næste dag vokser gipshuset op på ny, snart er det nat og vi river ned igen, dette er ikke udelukkende vane, dette er glæde, ordnyren, barmhjertigheden råber fra de røde tennisbaner

otte; version to

Weberns død derimod var blot en drabelig fejltagelse af en alt for disciplineret amerikansk soldat (Rilke spørger: "hvordan orker du at kæmpe imod så længe", Arnold svarer: "ved hjælp af Cirkus Babels hormonlaser"), disciplinen, og døden døden døden, det er ikke værre end smerten af epikonylit (i folkemunde "tennisalbue"), katedralen ringede med sine klokker natten igennem

otte; version tre

så står du stadig væk her i hallen, ja, vi plejer at sige sådan, det store værelse med seks senge, tre på hver side, et menneske per seng; vi gør sådan - (ordpause) - denne situation er lidt ubehagelig - (ordpause) - meningen som følger er egentlig ikke noget man har brug for her i hallen

 ni; version et

der er ikke mange som forsker inden for området mortal vævningsmekanik, præcis hvor mange forsøg man behøver for at bestemme hastigheden af en negls vækst efter menneskets død er svært at afgøre, men i sidste ende er det et økonomisk spørgsmål, det drejer sig trods alt ikke om nogen mystik, der står stadig væk ting i kø, forandringerne er små men konstante, paliative forsøg skal de kaldes

ni; version to

længst inde i lagerhallen, ingen vækker os længere, vi dysser os i søvn, dækkes af stjernevævet, lægges i vandhuller, lige efter, blandt eksotiske frugter, længst nede på havnen, hvor et par kraner står sorte og ubrugte, drøm dem nye navne

ni; version tre

vi var på en kurs i sommermånederne hvor vi vilkårligt lod os berøre af tingene, den stadigt arbejdende erindring projicerede billede efter billede på husmuren, og vi blev forført, vi kendte ingen anden måde at lære at redde liv 

ti; version et

Hr Geist trasker rundt i parken, en lille lille regnbyge passerer, så også en mand i lægekittel og en mand i jakkesæt, vores nyfundne ven nynner på en vise, det lyder som en folkevise, men jeg genkender den ikke, et par blade falder fra den kæmpemæssige løn, svæver, og lander på en parkbænk, i et vindue står en radio vendt udad, den fortæller at permafrosten i Sibirien er begyndt at tø, og at samtaler er begyndt at blive ført mellem Nord- og Sydkorea

ti; version to

i løv, knæhøje spark , og vi falder, og dækkes til, nul graders regnstænk, og vi falder, ultralydsbølgerne omkring os vikler gule bind hårdt, rundt rundt, et paternosterarbejde, dér bag træskeletterne ruller Cirkus Babels husvogne mod en anden mark, og vi falder

ti; version tre

punktet ved meningens ende, lykken, doserne, sådan forestillede jeg mig dødsmønstret den stjerneklare aprilnat, lidt sne lå tilbage rundt omkring på Sockenvägen, æbletræerne stod nyklippede og uden knopper i de små haver, der var lys i et køkkenvindue, hvor jeg var ukendt, og sådan skal det være, de aller fleste møder bliver aldrig til noget