eslund

Nu er det næsten en uge siden, jeg kom hjem fra Tekstallianse i Oslo. Tak for en fin - men dyr, hold kæft, hvor er det dyrt i Norge - weekend. Det var interessant og imponerende at se Oslo Litteraturhus, som er meget etableret og vel mest af alt ligner filmhuset i Kbh - både på godt og ondt. Der er flotte faciliteter, huset er stort og drives professionelt, men det er også lidt fimset eller kulturinstitutionsfælt på samme måde som museumsbutikker er fæle og alt for nipsede og hattedameagtige. På Afsnitp skriver CYF nogle ting om Litteraturhuset i Oslo - jeg er enig.

Anyway, det var ikke det, jeg ville skrive om - jeg ville egentlig kommentere lidt på, hvordan programmet for Tekstallianse var skruet sammen. Det, jeg vil skrive om Tekstallianse, gælder også for programafviklingen af Verbale Pupiller i Århus sidste efterår.

Jeg synes, at oplæsnings- /præsentationsdelen af programmet hænger dårligt sammen med bog-/tidsskriftsmessedelen. Særligt når de to dele afvikles i to forskellige lokaler, som det skete på Tekstallianse. Det er ikke muligt at høre oplæsninger og præsentationer, når man skal sidde og "passe" sin bod. Det er desuden ærgerligt, at man skal sidde så meget bag et bord og vente på at sælge, det er ærgerligt, at alle sidder ved deres stand - det gør det hele lidt GENERT, tilbagetrukket og privat, og det er vel ikke hensigten. Man har lyst til at smide de borde ad helvede til og komme hinanden ved, som man siger (-:

Kunne man ikke forestille sig, at man startede programmet hver dag med - lad os sige - 4-5 timers oplæsninger/præsentationer (inkl. pauser), som alle deltog i/hørte, og derefter gik alle så ned i et andet lokale til en mere uformel receptionsagtig del, hvor man kunne gå rundt og snakke, kigge på og købe bøger, tidsskrifter osv. Jeg savner et fælles fokus, som kunne komme af, at alle havde oplevet de samme ting fra scenen og derfor havde de samme udgangspunkter for diskussioner. Jeg ville garanteret købe flere ting, hvis jeg lige havde hørt den og den forfatter, som var fed. Jeg ville købe de bøger, jeg havde hørt gode ting fra, og jeg ville kunne formaste mig til at tale ørerne af vedkommende over en god øl bagefter.

Personligt var det lidt frustrerende at optræde for en temmelig lille flok (respekt dog til dem, der mødte op), når man vidste, at der gik mange rundt i huset, som ligeså godt kunne sidde i oplæsningssalen. Måske bliver det hele ufokuseret af, at der er for meget på programmet? Hvorfor ikke i stedet skære lidt ned og intensivere? Det er ærgerligt, at man får den der lidt slappe følelse, synes jeg.

Giver det mening, eller er jeg helt galt afmarcheret?