eslund

I Pia Juuls anden roman, Mordet på Halland, er gåden ikke det nok så gådefulde mord (på Halland), men fortælleren Bess’ liv og livsvalg. Hvorfor forlod hun sin mand i skam og mistede kontakten med sin datter? Elskede hun Halland, og kendte de overhovedet hinanden? Bess er forfatter og har levet sammen med den myrdede fugleentusiast, Halland, i en mindre dansk provinsby. Vi følger en slags opklaring af mordet fra Bess’ synsvinkel. Eller rettere, vi føres gennem indviklede forløb og fortabelser, mens selve opklaringen af forbrydelsen ikke er bogens vigtigste ærinde. Efter drabet bliver hendes verden forgjort og absurd. Utroskaber antydes, hemmelige liv afsløres, og en fremmed person dukker op, mens en anden person forsvinder. Familieforviklinger og naboer og lokales deltagelse og sladder præger fortællingen – the owls are not what they seem.
Bess er en kantet og sammensat fortæller. Hun er lige dele chokeret, cool, lad, distræt og lunefuld. Hendes sorg over samleverens død er ikke udtalt, hendes reaktion på mordet virker aparte, hun er stækket eller drømmende, hun kan reagere spontant på indskydelser, eller hun kan ligge udmattet og ugidelig på sofaen. Vi møder hende også beruset og henført dansende på Skovpavillonen, hun kaster sig gerne i grams, og det er underholdende og kulørt. Et helt kapitel fx låner stil og stemning fra Wieds Livsens ondskab.
Den relativt korte kriminalroman består af 35 skarpe kapitler, som alle har fået et motto, citatsekvenser fra meget forskellige steder, fx ”En spåkone” og ” En masse børn i Tivoli”, Agatha Christie, Raymond Chandler, Peter Seeberg og Eugène Ionesco, og disse kapitelportaler fungerer som en slags litterært-kriminalistiske spor og vildledninger og er i sig selv meget morsomme, mystiske, eksotiske og starutagtige – akkurat som bogen er det.