"Så spændende at jeg daarligt kan trække Vejret"
Jeg har genlæst nogle af Katherine Mansfields breve - hold kæft, hvor er de gode! Det her er simpelthen så fint (sekvens af brev citeret fra Katherine Mansfield: Breve, Hasselbalchs Kulturbibliotek nr. 72, side 20-21):
Torsdag,
141a Church St., Chelsea
11. Oktober, 1917
Til velbaarne Dorothy Brett.
Det er bidende koldt. Solen leger Kispus bag Skyerne. Min japanske Dukke har faaet Vinterstøvler paa, og Atelier´et lugter af Kvæder. Hele Dagen skriver jeg med Fødderne hvilende paa Kamingesimsen; hvor er det trist at tænke paa, at vi fra nu til Juni næste Aar skal bages foran og fryse paa Ryggen!
Jeg synes, det er saa helt rigtigt, at du maler Stilleben netop nu. Naar man ser de underskønne Dynger runde, skinnende Frugter, hvor kan man da lade være med at tage dem op og lege med dem, og paa en Maade blive et med dem. Naar jeg gaar forbi et Vindue med Æbler, kan jeg ikke lade være med at standse og se paa dem, indtil jeg føler, at jeg hvilket Øjeblik det skal være som ved et Mirakel kan fremtrylle et Æble, som Tryllekunstneren fremtryller et Æg ... Naar du maler Æbler, føler du da, at dine Bryster og dine Knæ er blevet til Æbler? Eller synes du, at det er det værste Vaas? Det er det nu ikke. Bestemt ikke. Jeg forsikrer dig, at jeg, naar jeg skriver om Ænder, er en hvid And med runde Øjne, der svømmer paa en Dam med gule Aakander, og af og til dykker jeg ned til den anden And med de runde Øjne, der svømmer med Bugen opad under mig... I Virkeligheden er hele Forvandlingsprocessen, som faar mig til at føle, at jeg er en And (hvad Lawrence maaske vilde kalde Forvandlingen til And eller Æble) saa spændende, at jeg daarligt kan trække Vejret blot ved at tænke paa det. For skønt det er saa langt de fleste kan komme, er det i Virkeligheden kun Begyndelsen. Efter det kommer der et Øjeblik, hvor man er mere And, mere Æble eller mere Natasha end disse Ting nogen Sinde kan være og saaledes skaber dem paa ny.
Brett (i Færd med at lægge Røret paa): "Aah, hold dog op, Katherine. Hold en Tale om det ved Brødremenighedens Møde Søndag Aften."
K.: "Undskyld, men det er derfor, jeg tror paa Nødvendigheden af Teknik. (Du spurgte mig om det.) Jeg tror, Teknik er nødvendig, netop fordi jeg ikke kan se, hvordan Kunstneren kan foretage det enorme Spring ind i Tingenes Kærne, hvis han ikke først har gennemgået Processen og har forsøgt at blive Tingene, som han skal genskabe."
(...)
Kommentarer
Postat av: djurhuus
Tak for det! Modtog brevene - som jeg fandt antikvarisk - med posten her den anden dag. Det er fremragende.
Trackback