Osip anbefalet!
Jeg har taget Osip Mandelstams Rejse til Armenien (Nansensgade Antikvariat, Kælderbiblioteket, oversat af Mette Dalsgaard) med til Testrup, fordi jeg aldrig har fået læst hele bogen. Jeg købte den, efter at Palle Sigsgaard havde holdt et oplæg om Mandelstam, da vi gik på Forfatterskolen, og jeg syntes dengang - og synes stadig - at teksterne var geniale. Men altså, jeg fik ikke læst hele bogen - der kom alt muligt andet i vejen. Nu har jeg siddet og læst rundt omkring i den, og så kan jeg ikke lade være med at transkribere dette uddrag af teksten Ararat (senere: det var en fornøjelse at transkribere nedenstående - sikke et sprog!):
Astarak
Det lykkedes mig at se skyernes opvartning af Ararat.
Jeg så den faldende og stigende bevægelse af fløde, når den hældes i et glas rødgyldent te og opløses i små, krusede klumper.
Men i øvrigt volder himlen i Ararats rige kun en ringe glæde for den Herre Zebaoth: den er en blåmejses påfund, i urgammel ateistisk ånd.
Kuskebjerget, dækket af glitrende sne, et kort stykke ager, drilsk oversået med stentænder, byggepladsernes nummerede barakker og en konservesdåse propfuld af passagerer - sådan er der i omegnen af Erevan.
Og så pludselig: en violin spredt ud på haver og huse, sønderbrudt i et system af hylder, med støtteklodser, gribebrædter, halse og små broer.
Landsbyen Astarak var ophængt på vandets rislen, ligesom på et ståltrådsskelet. De små stenkurve i haverne ville være en glimrende gave til en koloratursopran efter en velgørenhedskoncert.
Vi fik anvist natlogi i et vældigt hus med fire soveværelser, som havde tilhørt en afkulakiseret familie. Kolchosledelsen havde fjernet møblementet og indrettet landsbyens herberg her. På terassen, som var stor nok til at kunne huse hele Abrahams slægt, stod der et sørgmodigt vaskekar til malkegrej.
Frugthaven var et danseskolehold for træer. Æbletræernes discipel-undselighed, kirsebærtræernes højrøde kompetence ...
Betragt engang deres kvadriller, ritorneller og ronder.
Jeg lyttede til kolchos-regnskabets rislen. Der kom et skybrud i bjergene, og gadernes dybe bække løb mere rivende end ellers.
Vandet tonede og svulmede ud over alle Astaraks terasser og hylder - og det lod kamelen slippe gennem nåleøjet.
Jeg har modtaget Deres atten sider lange brev, skrevet med Deres store og stejle skrift, der ligner en poppel-allé, og besvarer det hermed:
Mit første, sanselige sammenstød med den oldarmenske kirkes materie.
Øjet søger en form, en idé, forventer en sådan, men støder i stedet mod naturens flettede brød, eller en kage af sten.
Synets tænder smuldrer og falder ud, første gang du betragter de armenske kirker.
Det armenske sprog er uopslideligt, som støvler af sten. Der er, selvfølgelig, selve det tykmurede ord og halvvokalernes luftlag imellem. Men forklarer det hele dets fortryllelse? Nej! Hvor har det sin drivkraft fra? Hvordan kan man forklare den? Give den mening?
Jeg har følt glæde ved at udtale lyde, som ellers er forbudte i en russers mund, hemmelighedsfulde, udtøst og måske - i en vis dybde - skændige lyde.
Vandet kogte lifligt i blik-tepotten, og pludselig blev der smidt et drys forunderligt, sort te i.
Sådan har jeg det med det armenske sprog.
Jeg har udviklet en sjette "ararat-sans": en sans for bjergenes tiltrækning.
Hvor jeg end kommer hen, så vil den være hos mig fra nu af; den er allerede abstrakt.
(...)
Kommentarer
Postat av: rasmus graff
coincidence! tog den med hjem fra forfatterskolen i går. borum havde den of course i sin samling. glæder mig til at læse den.
Postat av: eslund
stenet (-:
Senere i Astarak-teksten står der: "Det imperfektive præterium brusede i ham." - Er der en grammatikkyndig? Det lyder fantastisk.
Eller i teksten Alagez: "Jeg vil gerne leve i det imperative futurums participium passiv, i "det som bør finde sted"." Og senere samme sted: "I Erevan rejste Alagez sig for mit blik som "goddag" og farvel". Jeg så dens snedækkede kam tø bort, dag for dag; i godt vejr, og især om morgenen, fik de stejle skråninger farve og knasede sprødt som ristet brød."
- blæret!
Postat av: Kasper
Hej, I skal også læse det epyptiske frimærke, den er vist oversat eller bliver det i øjeblikket? Jeg har fundet den på engelsk, en slags roman sprogligt a la rejsen til Armenien. Og en skæbne langt mod øst bagefter.
Trackback