eslund

UDSTILLING II 

(Psyke ved Sortedam)

Aldrig set: et palads med tinder, tårne og spir, bygget direkte på nogle stejle klipper ved havet (som en fortsættelse af dem, som om bjerget kunne bygge hus af sig selv med usynlige hakker; sådan noget sludder) med høje, dybe og gabende vinduesnicher, uden et lys, selvom det skumrer, og lidt forvitret, det hele, forfaldent, måske ubeboet og tomt.

Hun hviler hovedet tungt mod hånden, kvinden som sidder et stykke oppe på stranden, blandt oliventræer og græssende hjorte. Hendes bare arme er meget hvide mod det skidenbrune buskads, næsten som om de var uægte og indeholdt en elektrisk lampe af en slags (ligesom plasticslangerne fyldt med lyspærer der omkranser visse butiksvinduer). Kvinden stirrer sørgmodigt grublende frem for sig, og hun er Psyke, altså sjælen, og slottet (som hun tydeligvis ikke slipper ind i) er Amors, det vil sige Kærlighedens, palads. Men "kom og lad os fly Fra dette melancholske Fængsel, Hvor Ønsker daglig dø i Trængsel, Og fødes for at dø paa ny", fra det uroligt bølgende hav til Sortedam, med dens næsten urørlige, glatte overflade (kun kruset af en håndfuld sagte svømmende tømmerstokke), kantet af små bjergfremspring og en halvt skovklædt skråning som lukker for det disede lys. Solen rammer alligevel, skarpt, en død fyr, nedfalden, den giver indtryk af noget forvredet (en ødelagt paraply?), med rødderne dels i luften, dels i vandet, og hvis man kunne røre den, ville man med fingrene alene kunne pirke grå mørnede splinter løs og kaste dem i vandet, og se at de knapt rørte sig, og man ville kende den mosede lugt af mudder og slim og forrådnelse. Med tilstrækkelig tålmodighed kunne man vente på at det næste træ, halvdødt og hængende skråt ud over dammen, skal falde, med et brag og et plask som antagelig vil lyde øredøvende i den bløde, mosklædte og starbegroede stilhed, men til gengæld vare meget kort. Og der bliver længe til næste gang. Under vandspejlet er det ligeså mørkt som bag vinduerne i paladset. Altså slap vi ikke væk alligevel. Måske må dammen anses som vindue i et tomt, underjordisk slot (eller fængsel).

Nuvel. Træerne ingen har set (og for den sags skyld paladserne, og paladsernes ruiner, og hus og hytte) falder, før eller senere, faldet er fælles for så meget, et fællesfald, og optrævlingen, opflosningen, ruineringen, og så videre. I billederne er alt kun på nippet til at falde hele tiden, det falder ikke, det aldrig sete hænger der, hænger og hænger, som en spegeskinke maddikken mislykkes i at fortære helt (eller snarere billedet af en ældgammel spegeskinke i et ældgammelt stavbur som i virkeligheden ikke findes mere); hænger altså, til fælles beundring og afbenyttelse. Til afbenyttelse som en vej: drag afsted. Eller: skynd dig væk. Eller: bliv her for altid.    

(Jeg har oversat hele bogen - den er fremragende, og det var Ulvens sidste, han afleverede den til norsk Gyldendal kort tid før selvmordet i 1995 - for en del år siden, men det er ikke rigtig til at få den ud. Nogle bud? Der er trykt et fyldigt uddrag i Ildfisken 35/36.)

Christian Djurhuus ville/vil interviewe mig til Visir, men jeg gik i stå i det pga. andre projekter og arbejde. Jeg tror, vi tager den op igen, men vi starter nok helt forfra, gør vi ikke, Christian? Jeg nåede at svare på det første spørgsmål, kinda:

Christian:

Digtene i din bog handler alle om at beskrive ting eller måske nærmere at beskrive/benævne deres mellemværende. Det foregår som oftest på et helt konkret plan, at tingene sættes i relation til hinanden og giver indtrykket af en overordnet sammenhæng. Men også på et intertekstuelt plan trækkes tekster gennem et jeg, som gengiver dem på nye måder som en respons på eller et ekko af den oprindelige tekst. I tillæg hertil virker de fem sansetekster som en art søjler, hvorpå resten af bogens betragtninger hviler. Der er for mig noget forløsende over den erkendelse, at tingene ikke nødvendigvis er, hvad de er: at de forestiller noget andet ligeså meget, som de er noget sig selv, og at denne forbindelse byder på et uudtømmeligt reservoir af beskrivelser (og tekst). Er det derfor denne kortlægning eller identifikation af verden er så vigtig? Det banale svar må vel lyde, at jeget søger en sammenhæng i verden foranlediget af et indre kaos, som momentvis toner frem i form af frustrationer over eksempelvis økonomiske vanskeligheder. Men du må have gjort dig nogle tanker, som rækker ud over dette. Jeg håber ikke, at mit spørgsmål er for abstrakt. Hvis det er tilfældet, må du sige til. Så skal jeg forsøge at præcisere.

Mads:

Beskrivelsen af ting eller fænomener er noget elementært poetisk, tror jeg, og, ja,  jeg er meget optaget af at beskrive ting og deres relationer i min bog. Beskrivelsen er også, naturligvis, et portræt af den, der beskriver - den, der ser, hører, oplever og gengiver. Det er en slags pseudodokumentarisk nysgerrighed, der driver skriften, digtene er en undersøgelse af visse fænomener i verden, som virker sanseligt pirrende. Jeg er ikke interesseret i at fortælle historier - det er jeg simpelthen dårlig til, jeg er ikke særlig god til at finde på, og det keder mig egentlig også - men jeg oplever noget udfordrende og svimlende ved at stille mig over for eller ved siden af noget og forsøge at gengive det præcist og faceteret. Hvordan forholder man sig til noget uden at udtømme genstanden? - hvordan kan jeg beskrive en ting, således at betragtningen ikke fikserer genstanden, men i stedet får den til at fremstå ny, frisk og spændende, mystisk eller eksotisk sågar. Det handler vel om at fremstille den nysgerrighed og pirring, som jeg oplever spontant over for verden.

Når man beskriver en ting, gør man den til et motiv - det, der beskrives, bliver til et billede, en kunstig gengivelse i ordets bogstavelige forstand. Jeg indrammer et stykke virkelighed og stiller skarpt på den og "mytologiserer" i en vis forstand det, jeg gengiver. Jeg trækker en ting ud af dens oprindelige sammenhæng og fokuserer på den og feticherer den på en måde, så den fremstår næsten magisk eller opløftet. Den strategi kender vi fra Duchamps readymades, Warhols Soup cans og Brillo boxes, og herhjemme har især Jørgen Leth brugt den metode - både i sine digte og film, vel egentlig også, når han kommenterer cykelløb. Det er en slags live digtning på tv, hvis man skal sige det lidt flot. Jeg er meget glad for Leth, det er ingen hemmelighed.

Der er noget herligt dumt ved at sige hvad, man ser. Det er så nøgent, en slags forelsket sensibilitet, som man møder verden med, og så gengiver man det, man ser med det humør. Det er sådan, det er, tror jeg. Et af bogens mottoer er taget fra en bog af digteren Peter Nielsen (jeg husker ikke hvilken): "Så hellere et smut ind i kunsten, hvor / det er gjort til et princip, dette med at / skubbe billedet af en ting ind foran tingen selv." Måske er det det, jeg gør, eller i hvert fald det, jeg forsøger på. I kunstens eller skriftens rum er verden til at få øje på, den er overskuelig og ikke forstyrret af "verdens larm". Der kan jeg se klart. Og der kan jeg lege med beskrivelsen eller gengivelsen og spænde den ud i forhold til beskrivelser af andre ting, så der opstår motivfelter og beslægtede verdener. Beskrivelsen af en genstand falder hurtigt over i beskrivelsen af noget andet, fordi associationerne sender motiverne andre steder hen. Så opstår der pludselig nye rum og sammenhænge, som jeg ikke på forhånd kunne vide eksisterede. Her træder det personlige frem i kraft af projektionslysten - jeg sender hele tiden beskrivelsen ud i nye områder, og så opstår der en art poetisk kortlægning af virkeligheden, et personligt verdensbillede, om du vil. Det er jo mig, der beskriver og (op)lader tingene, det er mig, der strikker teksten sammen. Dén strikkede røde sok bliver et portræt af mig.

Min bog er også konceptuel på den måde, at jeg forholder mig temmelig stramt til visse temaer. Jeg har valgt at fokusere på et bestemt område, for at bogen ikke skulle handle om helt tilfældige ting - det er en slags optik, som man kan læse bogen igennem. I billedkunsten eller maleriet har man traditionelt skelnet mellem to typer afbildninger - på den ene side stilleben, portræt- og landskabsmaleri, som forholder sig til stillestående motiver og på den anden side historiske eller myteskildrende billeder, som gengiver faktiske eller mytologiske fortællinger. Jeg har været optaget af den første type billeder, som er ikke-narrative - de er ikke interesseret i at fortælle, men mere optaget af at gengive detaljer præcist. Der er visse ordener eller regler i stillebenmaleriet fx, der skal være visse genstande i sådan et billede. Man skelner mellem sensus litteralis og sensus spiritualis/mysticus - det første er tingenes bogstavelige betydning, kunne man sige, det andet er tingenes symbolske betydning. Det filosofiske problem mellem fænomen og idé, I guess. Hvis der er et brød, er der også et glas vin. Hvis der er en fersken, er der også en drue, hvis der en appelsin, er der også en citron etc. Alting gengives i par, modsætninger eller komplementære størrelser i forhold til en vedtaget bagvedliggende orden, som i dette tilfælde er religiøst funderet. Brød og vin refererer til nadveren, druen refererer til drikfældighed, fersken symboliserer ædruelighed, appelsinen er sød, citronen er sur. Sådanne balancer er der overalt - de kaldes temperantia: mådehold. Disse gamle billeder er i den forstand moralske, men det er ikke i udgangspunktet det, der interesserer mig - det er nærmere, at tingene er spændt ud og indgår i sammenhænge. Det gør de jo, det oplever vi hele tiden, en ting fører til og forholder sig til en anden i en slags system. Jeg citerer Rosmarie Waldrop et sted i teksten Gustus - en fremstilling af smagssansen: "Relation snarere end substans". Sådan oplever vi verden, tror jeg, i relationsmøntre.

Det får mig til at tænke på, at jeg også ofte organiserer mine tekster på den måde. Jeg er blevet beskyldt for at skrive meget fragmenteret, eller at teksterne har et (lidt for) spredt udtryk. Mine tekster er for manges vedkommende optegnelser og notater, som er skrevet sammen i collagelignende strukturer. Teksterne er temmelig parataktiske, udsagnene er sideordnede og strittende, og ofte kan en sætning med et udsagn overtages af en anden sætning med et helt nyt udsagn. Den metode kender vi bl.a. fra den amerikanske L=A=N=G=U=A=G=E-digtning, hvor teksterne er sådanne mikadoagtige udsagnsbunker. Hver sætning er en komponent i et større system, men dette system er ikke på forhånd overskueligt - verden eller teksterne er ikke i oplevelsen af dem velafrundende afstøbninger, de er nærmere rum, som man må gå på opdagelse i, man må som menneske og læser selv finde sammenhænge, forbindelser og logikker. Jeg kan godt lide, at det tilsyneladende stritter, men det betyder ikke nødvendigvis, at lortet ikke hænger sammen. Forhåbentlig er der på et overordnet tematisk og motivisk plan en sammenhæng med organiseringen på sætningsniveau. Det er i hvert fald hensigten. Motiverne og sætningerne forholder sig komplementært til hinanden, og det kommer der et montage/collage-agtigt udtryk ud af.

Puha, svarede jeg på dit spørgsmål? Jeg er bange for, at jeg smed lovligt meget gær i dejen (-: Jeg fik ikke svaret så meget på det personlige...

som farvestøv fra jordens varme krop,

som ildfugl, poppelfugl og svalehale.

som lette fjer i varmedisets dyne

som bjergbuskadset dækker med sin duft?

som når en sværmer, spinder, måler, ugle,

som blåfugl, admiral og sørgekåbe.

som de i farvens klare sorgløsheder,

som påfugløje flagrer de omkring.

som ligegyldigt hvilke ord du spiser

som græsset, selv når det er gravens græs.

som andet end den sommerfugl jeg så.

som så blev foldet sammen til en puppe,

som en sky af hvidt med stænk af røde

som glimt af perlemor og is og ild,