eslund

KONCERT IV

(ppp)

Aldrig fik jeg set ordentlig striptease. Ikke engang noget der lignede. Jeg var dum og gik til litterære cafeer og syslede med kunstnerisk tant og fjas i stedet. Nu er det for sent. Jeg er gammel og blind. Jeg må nøjes med at høre slagene falde. Jeg dikterede dette.


UDSTILLING XVI

(anatomi for kunstnere)

I sørøverflaget, måske var det der jeg først mødte dem, i den sorte dug med dødningehovedet og de krydsede knogler, men muligvis også (og da adskilligt mere komplet) i det gamle, slidte og krøllede etbindsleksikon med løsnet bogbind, under opslagsordet Mennesket (I). For der, ved siden af Bryst- og bugindvoldene, fandtes en enkel, men instruktiv planche som viste Skelettet. Det var dét jeg blev interesseret i, af en eller anden dunkel grund, og ikke, for eksempel, Musklerne, set bagfra, eller Blodkar, eller Nerver, eller for den sags skyld de omtalte Bryst- og bugindvolde. Nej, det var knoglerne (med en vis præference for hovedskallen) som blev mine yndlinger, af en eller anden dunkel grund, måske slet og ret fordi de mindede om døden, og at jeg følte en ubestemt tiltrækning til denne tilstand, eller rettere sagt, at skelettet, ikke mindst i dets tegnede eller på anden måde gengivede form, repræsenterede døden i en nok så venlig udgave, døden i lommeformat, så at sige. Og altid så jeg knoglerne som noget meget hvidt, hårdt og rent, noget i lighed med marmor, ja, med noget ædelt og klassisk over sig; skelettet, altså, som anatomiens klassiske krav til kunsten, i modsætning til indvoldenes frastødende barokke svulstighed, musklernes brutale realisme og nervernes raffinerede intellektuelle rokoko. Det blev altså knoglerne for mig.
En dag stod jeg og holdt en plasticpose med rigtige knogler. Det var en gave. Jeg måtte revidere mit knoglesyn totalt. De benstykker jeg nu kunne holde i hånden (et af dem kunne være et brækket spoleben, et andet kunne passe til et albueled eller lignende, et tredje hørte måske hjemme et sted i bækkenet eller hofteledet), de var slet ikke hvide og marmorhårde, de var gule og lette, fulde af små huller og afskrabninger som åbenbarede en tørt svampet, netagtig porøsitet i deres indre, det så næsten ud som om de var vævet af et utal af tynde, gulhvide tråde. Der var stadig rester af tør jord på dem. Men det værste var, at når jeg forestillede mig hvordan disse fibrøse tingester faktisk havde siddet inde i et levende menneske, havde været klædt med sener og bånd og muskler og kød, og bevæget sig i takt med dette levende menneskes bevægelser, havde stået op når dette menneske stod op, og lagt sig når dette menneske lagde sig, så syntes jeg næsten jeg kunnne mærke den dødes bevægelser når jeg vejede dem i hånden, og jeg følte væmmelse, ja, skræk for dem. Jeg puttede posen med menneskeknogler ned inderst i en skuffe, dækkede den til med klæder, og lod den blive liggende.