gid det var sommer (-:
hun siger:
?MERE KUL PÅ FISKEN TAK
Det nye nummer af Ildfisken er et dobbeltnummer, bestående af
3x3 digtsektioner, hvor de enkelte digtere bidrager med en længere
følge af digte. Til hver sektion er knyttet en tekst, der har haft til
opdrag at give et kritisk signalement af digtene. Forfatterne kommer overvejende fra forlaget Anblik, så er dét sagt. Kritikerne har
ikke skullet anmelde eller forholde sig til forfatternes øvrige produktioner, men ene og alene forholde sig til de trykte tekster. Det
spænder naturligvis forskelligt an. De tre kritikere har vidt forskellige forudsætninger for at kende ?samtalen? i den unge poesi. Det
er ikke så underligt at kritikeren Tue Andersen Nexø, som også på
sin blog, forholder sig til diskursen i den allernyeste litteratur, klarer opgaven bedre end hhv. Anne Marie Mai og Jørn Erslev Andersen. Det jeg savner, er, at kritikerne åbner teksterne på en frugtbar
måde. Anne Marie Mai får ikke vist mig, hvorfor det er vigtigt at
læse Lene Asp Frederiksens tekster. Og selv om Andersen Nexø får
demonstreret, hvordan René Jean Jensens tekstmaskine arbejder med
klicheerne og det sociale, så synes jeg ikke, det er nok, til at gøre
teksterne rigtigt interessante og vedkommende. Måske fordi de ikke
er det? Spørgsmålet hænger i luften. Ikke at måtte forholde sig decideret kritisk og vurderende til teksterne mener jeg, er en misforstået omsorg. Gode digte kan holde til kritik og spørgen ind til
nødvendighed. Hvis jeg skulle have lavet dette nummer, så havde
jeg valgt at lade de tre kritikere læse og skrive om alle tekster. Og jeg
havde fravalgt mundkurven, for, som man læser hos Erslev Andersen, så giver det bare surt skum. Lad os hellere få åbne og lystfulde
læsninger og indtilbenetkritik. Flere af digtene kan heldigvis selv,
og jeg vil ublu anbefale Christian Dorph og Katinka My Jones.?
som om hun havde noget at skulle have sagt
jeg takker (-: