ildfisken omtalt på sentura


martin johs. møller har læst ildfiskens nye dobbeltnummer - tjek www.sentura.dk eller link via martins blog. 
jeg overvejer at skrive noget om jørn erslev andersens stenede læsning af katinka, martin og mig - der kommer en kommentar i løbet af næste uge, når jeg har tid.



Kommentarer
Postat av: eslund

kommentar til martin johs. møllers omtale af ildfisken på sentura. martin skriver:

"Konklusionen på Ildfisken nr. 37/38 er, at det som koncept betragtet er et for indspist, kun delvist vellykket, halvt mislykket projekt.

Til gengæld får mængden af gode forfattere og indslagene af skønlitteratur reddet nummeret ? og giver meget at læse og endnu mere at diskutere. For inkarnerede litterære lystfiskere er det stadig et must!"

der er vel noget selvmodsigende over denne konklusion. på den ene side er lyrikbidragene glimrende, på den anden side er nummeret indspist/halvt mislykket eller delvist vellykket. at lyrikbidragene redder nummeret er en lidt mærkelig betragtning - de bidrag er jo hjørnestenene, nummeret præsenterer først og fremmest nyskrevne digte af en god håndfuld (primært) yngre lyrikere, som vi synes er spændende. disse digte er kernen i nummeret og udgangspunkt for tre læsninger som bestemt kan diskuteres, især erslev andersens. mht til kritikernes bidrag: vi er som redaktion trådt et skridt tilbage, fordi dele af redaktionen selv bidrager med digte. vi har udstukket nogle retningslinjer for disse læsninger, som går på, at vi ikke ville have egentlige anmeldelser og smagsdomme - vi var ikke interesseret i at få ros (eller ris) af kritikerne, men mere interesseret i indholdsfokuserede og strukturfremlæggende læsninger - vi var interesserede i at få udpeget tendenser og måder. læsningerne betragter jeg som en bonus, en slags ekstra eller et forsøg på en generøsitet. der bliver læst for lidt og for dårligt, når det kommer til lyrik. der er for lidt kritik simpelthen, og det ville vi gerne forsøge at gøre noget ved. selvfølgelig kan man så diskutere disse læsninger, men der kommer diskussionen altså over i et andet felt, synes jeg, som handler om, hvor spændende og god er receptionen egentlig af nyskrevet poesi (eller litteratur i det hele taget). det er en diskussion af kritikkens evner, langt mere end det er en diskussion af litteraturen - og egentlig også redaktionens prioriteringer. jeg synes, tue har lavet en forbilledlig læsning, og der er også gode momenter i anne-marie mais. vi skriver selv i forordet, at læsningerne står til diskussion, og det er jo fint, at martin skriver kritisk om læsningerne. det ærger mig bare lidt, at han så ikke selv forsøger, at komme med bud på en læsning af digtene i nummeret - og ligesom byder ind med en egen holdning til de digte, som han åbenbart synes er spændende. det ville være en oplagt kommentar til de læsninger, som nummeret præsenterer.
mht det indspiste og lukkede og indadvendte: vi har haft et kæmpe bøvl med dette nummer - folk, der enten ikke har afleveret eller folk, der har skrevet noget hø, som vi så måtte sige nej tak til. der er simpelthen ikke særlig meget god poesi tilsyneneladende - og vi har derfor inviteret folk, som vi vidste var i gang med gode ting. er det ikke ligegyldigt hvem, der skriver, så længe det er godt? det såkaldt (yngre) litterære miljø er bestemt snævert, de fleste kender hinanden via blogs og andre fællesskaber. men jeg kan altså ikke se noget problem i, at vi trykker tekster, som vi synes er gode. det kunne man måske i stedet kalde en redaktionel linje, eller hvad ved jeg. vi fokuserer på de ting, vi godt kan lide, de ting, som vi ser potentialer i pt.
det er ærgerligt, at det skal fremstå som en lukket linje. det kunne også ses som noget stramt og fokuseret?! en præsentation af et poetisk landskab, hvis jeg skal ige det lidt flot.

ps. ja, vi er meget selektive ift. de ting vi lader trykke, vi tager ikke særligt mange tilsendte tekster med i vores numre - enten fordi de tilsendte tekster er for tynde og dårlige (det er de for størstedelen), eller fordi vi vælger at lave temanumre, som så ikke kan bringe hvad som helst; der skal være et fokus. næste nummer handler om preben major sørensen og næste nummer igen bliver et nummer om fortællepositioner i romanen. vi inviterer bidragydere til disse numre for at få en skarp, og synes vi selv, varieret profil. klart, vi tager gerne mod gode bidrag, hvis de passer ind i de temaer, vi præsenterer.

Postat av: Martin Johs. Møller

Jeg synes ikke at min konklusion er selvmodsigende. At tidsskriftet virker internt/indspist betyder ikke, at teksterne ikke er gode.

Jeg anmelder først og fremmest det koncept, som gør at nummeret ikke "bare" er et udvalg af lyrik skrevet af redaktionen + venner. Og at de inviterede litteraters læsninger kun er delvist gode er ikke redaktionens skyld - men ikke desto mindre påvirker det selvfølgelig indtrykket af tidsskriftet.

Jeg er enig i, at det er bedre at bringe tekster, som redaktionen kan stå inde for, end det er at publicere middelmådige eller tvivlsomme bidrag. Og jeg forstår også, at en ikke uvæsentlig del af dem der skriver med talent faktisk går eller har gået på forfatterskolen... men hvis man ser tidsskriftet i forlængelse af Anbliks andre udgivelser, så virker det altså ubenægteligt ret internt. Og det er jeg ikke den eneste der synes. Så kan man selvfølgelig igen hævde, at det hænger sammen med, at det meste tilsendte stof simpelthen er alt alt for ringe. Det er jeg heller ikke i tvivl om. Men (og her er der måske nogen der synes jeg er helt urimelig) kan det ikke også være nemmere at se eller finde kvaliteter i ens venners tekster end ellers!? Well... når det er sagt, så er jeg jo stadigvæk en tilhænger af Anblik. Og af Ildfisken.

Sentura var ikke lige stedet til at gå i længere mere specifik dialog med de kritiske læsninger i tidsskriftet, men jeg kan godt forstå at Mads efterlyser en sådan.

2007-10-29 @ 16:30:13
URL: http://martinjm.blogspot.com

Kommentera inlägget här:

Namn:
Kom ihåg mig?

E-postadress:

URL:

Kommentar:

Trackback