fjerde indstilling: blekingegadebanden 1+2
Peter Øvig Knudsens dokumentariske fortælling om Blekingegadebanden i to bind er den fjerde kandidat til Montanas Litteraturpris:
Blekingegadebanden (bd. 1 og 2) er den forbløffende beretning om, hvordan en af de mere bizarre knopskydninger på den danske venstrefløj, gruppen KAK med dens såkaldte snylterstatsteori, over tre årtier, fra at være personkult omkring kommunisten Gotfred Appel over voldelige optrapninger under Vietnam- og Verdensbankdemonstrationerne udvikler og forgrener sig til at blive en af de mest forhærdede og professionelle røver- og terrorbander i Europa med tæt og vital kontakt til PFLP's militære ledelse i Mellemøsten.
Bind 1 handler om Gotfred Appels teoridannelse og grundlæggelse af cellen, de første kontakter til palæstinenserne osv., mens det gennemgående og bærende portræt er af den kønne ungersvend Holger Jensen, Danmarks bedste brandmand, der i sin fritid planlægger røverier og render ærinder for PFLP.
Andet bind følger den hårde kernes kollektive videreførelse af gruppens aktiviteter efter bruddet med Appel og Holger Jensens pludselige død. Vi er bl.a. med under de omstændeligt planlagte og nøje udførte røverier op igennem 80'erne med PFLP's efterretningschef Marwan El-Fahoum som føringsofficer.
Begge bind har som rammefortælling det store postrøveri i Købmagergade i 1988, som kostede en ung betjent livet og førte til, at PET og Københavns Politi i fællesskab optrevlede banden og sendte dens medlemmer bag tremmer.
Det imposante værk er en bedrift og milepæl på flere leder. Øvig kortlægger for det første nogle af Danmarkshistoriens mest spektakulære røverier og giver et sjældent indblik i såvel den minutiøse udførelse af et kup som den ligeså minutiøse efterforskning. Han afslører for det andet en prekær interessekonflikt mellem PET og kriminalpolitiet, som (måske) førte til, at der gik så meget terrorfrygt og politik i sagen, at opklaringen blev forsinket med fatale følger.
Endelig gør bogen op med det gængse billede af den typiske danske venstrefløjaktivist som en Kingsrygende kapitallogiker og fritidsproletar, der er mere optaget at indre kævl og splid end af klassekamp. Blekingegadebanden var i stand til at lade handling følge ord og kunne i ly af fraktionsstridighederne på den øvrige venstrefløj brænde de sidste broer. Gruppen var ligeså fanatisk som, og måske i virkeligheden mere professionelle end, den stærkt medieeksponerede Baader-Meinhof bande i Vesttyskland.
Blekingegadebanden (bd. 1 og 2) er alenlang og detaljeret, den er fuld af nye oplysninger, et stykke stærkt vedkommende samtidshistorie skrevet med dramatisk nerve og dramaturgisk tæft og sat i scene på en knivsæg mellem em- og antipati, fascination og afstandstagen, under stadigt hensyn til sagens mange ofre.