eslund

i dag er det 30 års-dagen for ulrike marie meinhofs død i "stammheims betonunivers", som klaus høeck skrev i meinhof-digtsamlingen fra 77. john ovesens pseudo-warholske omslag er grund nok til at købe den! høecks bog er stærkt kontroversiel og interessant, terroristdigte på sonetform, som er overholdt så rigidt, at sonetterne nærmest saboteres, flere steder må ord brydes om for at passe ind i 11-stavelsesmønstret og rimskemaet på sidste stavelse. jeg synes, bogen har en mærkelig uhyggelig aktualitet. her er den første mestersonet, by memory (her er det formelle ret straight): den niende maj nittenseksoghalvfjerds / ribesbuskene står i flor som flammer / fra helveds eller sodomas kammer / det er solskin i søndagens univers // svalen er mærkeligt nok ikke kommet / med sine dødsskrigs lykkelige falset / radioen spiller d-mol koncert af bach / selv sidder jeg ved mit solitaire skak // for at slippe for de andre problemer / der står omtalt i blade og aviser / endnu er neptun retrograd i skyggen // som en tavs passiv medspiller i myten / i cellen har ulrike meinhof hængt sig / tidligt om morgenen den niende maj