Francis Ponge: At tage tingenes parti

161 sider, 129 kroner

Arena 2005

Mads Eslund: Stærkt røde sokker til slidte blå jeans

73 sider, 130 kroner

Anblik 2005

Og så kysser han ret godt

AF VAGN REMME

Jeg har fået Francis Ponge til anmeldelse, ligesom jeg har fået Mads Eslund til samme. Jeg har læst både forord og efterskrift i Francis Ponges At tage tingenes parti og jeg har også forsøgt at læse hans meget kondenserede tekster fra ende til anden. Det lykkedes ikke. Så har jeg forsøgt at læse dem i udvalg med det formål for øje at komme igennem dem alle. Det er heller ikke lykkedes. Det er tydeligt, at der er tale om gode tekster, et usandsynligt smukt fransk og rigigt gode oversættelser af teksterne. Francis Ponge brugte mange år på sine tekster, både fordi han havde verdsligt arbejde ved siden af forfattergerningen, men også fordi han brugte utrolig lang tid på at nørkle med sproget i sine tekster.

At tage tingenes parti er en meget filosofisk titel, som jo næsten rimer på en form for fænomenologi, der går ud på at tillægge tingene værdi, en værdi vi bruger til at forstå os selv med. Ordet værdi skal forstås som en funktion af tingen: Hvad kan tingene, er det det samme som, hvad kan tingene for mig? Hvad kan jeg bruge denne eller hine ting til? Hvad kan havet? Jeg kan svømme i havet. Havet er et svømmebassin, et svømmebassin har kanter, havet er en kant, kanter er en grænse, grænser er der mellem lande, landene har demokrati, demokratiet er flydende. Og så videre. Francis Ponge fabulerer henover de genstande, som vi omgiver os med. Han forskyder deres betydninger og kaster nyt lys over dem. Og det er gjort rigtig godt set ud fra et rent håndværksmæssigt synspunkt. Indholdet er på plads, formen er på plads, alligevel bider det ikke på mig. Måske stoler jeg for meget på mine egne fortolkninger af virkeligheden, til at jeg tør kaste mig ud i en revurdering eller omfortolkning af tingene og deres værdi?

”Ja, det tror jeg du har ret i.”

Det er min kone, hun læser mig over skuldrene. Det er en vane hun har.

”Nogle gange tror jeg, du er bange for dig selv, Vagn.”

Jeg nikker og håber, hun tier stille. Jeg er ved noget stort her. Jeg er …

”Jeg har også læst lidt i den bog.”

”Ja, og du blev heller ikke færdig med den.”
”Jo.”

”Men …”

”Jeg mener, hvis man er bange for sig selv, er man vel også bange for, at der sker noget uventet.”

Det må jeg jo give hende ret i, men …

”Og når alt her i hjemmet skal være lige efter dit hoved, så tænker jeg nogen gange, at du er bange for forandringer, som du ikke selv styrer.”
I guder mand!

”Som hvad?” Snerrer jeg.

”Som alle dine ting. Tag nu din kniv, du skælder ud, hvis jeg ikke lægger den på den plads, hvor du har bestemt, at den skal ligge …”

”Ja, eller bliver den væk.”

”Jeg lægger den jo bare i skuffen ude i køkkenet, hvor de andre knive er, så kan du jo bare hente den.”

”Men det er min kniv, min lommekniv, og den skal være i min …”
”Ja,” griner hun, ”i din lomme. men det er den aldrig, den ligger og flyder alle mulige steder, og hver eneste gang jeg tager den og lægger den ud i skuffen til de andre knive, så bliver du sur.”

”Ja, det er min kniv.”

”Det er det, jeg siger, du er bange for forandringer.”

Jeg siger ingenting. Og hun fortsætter:

”Eller hvis jeg sætter et billede op, som jeg ikke først har talt med dig om, så bliver du sur.”

”Hvad i himlens navn har det med Francis Ponge at gøre?”

”Det ved jeg ikke, jeg tænkte bare på det.”

Kvinder kan jo få alting til at handle om parforhold, jeg mener …

Så siger hun en masse. Jeg er holdt op med at høre efter, nu er det noget med rengøring, at det altid er hende, og blablabla.

Jeg finder bogen frem og læser ”Kødstykket” igen, en af teksterne i At tage tingenes parti. Alene første linje er nok til at holde mig fanget i i hvert fald de ti linjer, som teksten er på: ”Ethvert stykke kød er en slags fabrik”. Det er noget af en påstand. Men på en forunderlig måde får han skåret kroppen i stykker, til kødets funktionelle del, og samtidig får han bragt slagtehusets blodige kødøksestemning med ind i teksten, sådan som jeg har lyst til at hakke lidt i min kone, enhver kone er en slags fabrik – og guddødemig hun står stadig der og argumenterer: ”Vi har altså et parforhold, der skal fungere, og det kunne du godt hjælpe lidt til med!”

Jeg mener, der står jo ikke et ord i den bog om parforhold. Der står kun noget om tingene.

Min kone forlader rummet.

Til gengæld står der lidt om parforhold i Mads Eslunds bog Stærkt røde sokker til slidte blå jeans. Men det er til allersidst i bogen, hvor der er nogle breve. Mads Eslunds bog er på en måde skrevet i forlængelse af Francis Ponges At tage tignenes parti. Begge bøger har den samme underlige tomhed i deres meget præcise beskrivelser af genstande og de domæneskred, de sætter i gang i teksten. Mads Eslund skriver med en lidt mere løs hånd. Det er på mange måder befriende, men det sænker naturligvis også niveauet lidt, og så mangler begge bøger efter min mening en ting, nemlig humor. Der er en tørhed ved dem. Og ofte går Mads Eslund lidt over kanten af det forståelige …

”Er han ikke fra Århus, ham Mads Eslund?”

Det min kone, hun er kommet tilbage.

”Jo, han underviser på Testrup Højskole, eller har i hvert fald gjort det.”

”Jeg har kysset med ham,” siger min kone.

Jeg ser op på hende. Hun har vores tre måneder gamle datter på armen. Der er lidt gylp i mundvigen og på hendes ærme.

”Han kysser godt. På en meget nærværende måde. Som om han virkelig er til stede.”

Jeg kigger på tastaturet og skifter emne for at undgå den totale ydmygelse.

”Så har du vel også læst Mads Eslunds bog!?” Spørger jeg.

”Ja, det har jeg, han er ret lækker på billedet.” Hun viser mig billedet fra omslagets flapper.

”Ja, tak!”

Og så fortæller hun, at hun engang har hørt ham læse op, helt ligesom Dan Turell, men det var ikke Dan Turells tekster, han læste, men et eller andet fra Kierkegaard, Enten Eller, ”tror jeg nok,” slutter hun.

”Er det ikke lidt rigeligt for en pædagog at vide?” siger jeg.

”Jeg har også haft et liv, inden jeg mødte dig.”

Jeg kigger på tastaturet, men kan stadig høre hendes stemme.

”Jeg synes ikke Mads’ bog er så god som ham franskmandens.”

Hun mener Francis Ponge.

”Det er som om Mads ikke helt tror på det, han skriver, at han ikke har sig selv med i det. I hvert fald kysser han bedre, end han skriver.”

”Ja, det er jo rart at vide.”

”Nej, men er det ikke, som om han forsøger at give alt, hvad han har i sig, i den bog, virkelig satse noget.”

Jeg ser tvivlende på hende.

”Det siger du da så tit, at man skal som forfatter,” fortsætter hun.

I parforholdet bliver alt, hvad du har sagt og tænkt, brugt imod dig.

”Det er muligt.”

”Alt det der med de breve til sidst, det bliver for meget, han virker ikke troværdig.”

”Nu er det ligesom heller ikke Mads Eslund, der skal være troværdig, men de tekster han har skrevet.”

”Men det hænger da sammen. Et kys er jo heller ikke bare et kys. Der skal en krop til.”

”Jeg synes faktisk, at det er en god bog, han har skrevet,” siger jeg, ”det gode ved den er, at den ikke prøver at være supersmart eller intellektuel, den er ren beskrivelse, ikke noget føleri. Det er som Goethes ord: I begyndelsen var handlingen. Det er en bog, der gør noget.”

”Ja, det er det, jeg siger, han kysser ret godt.” Hun griner hjerteligt og går ud i køkkenet.