eslund

malonecity anmeldt og revisited

Postat av: eslund
bukdahls rosende og gode anmeldelse af malonecity er bragt i dag i weekendavisen. hurra, så er julen reddet! her er anmeldelsen in toto (håber det er ok, lars):


Flugtartist i flammer

Tumultiplikation. Offensivt distræt og forbumlet og inspireret! skriver Kasper Nørgaard Thomsen hurtigere end samtlige nedtyngende intertekster: grøn røg står efter!

Kasper Nørgaard Thomsen: Malonecity 1 & 2. 186 sider og 174 sider, 175 kr. og 175 kr. Anblik.

Af Lars Bukdahl

Åh, hvis jeg bare på en eller anden måde kunne hypnotisere den læsende offentlighed til at gøre en bestseller af Kasper Nørgaard Thomsens genialske roman Malonecity 1-2! Bogen fortjener det, bogens forfatter fortjener det, men fremfor alt fortjener den læsende offentlighed det: de burde sgu for en gangs skyld få lov til at opleve et suverænt skrivetalent i nådesløst fri dressur. Hvis der så var yderligere retfærdighed til, ville de på stedet blive afhængige af the real thing og forvise deres en tredjedel læste eksemplar af Vi, de druknede til status af sofaskammel og række tunge ad det sig vildt i tøjret slående skrivetalent Bo Tao Michaëlis, der i Politiken lader, som om han mener, at Leif Davidsen savnes i Danske digtere i det 20. århundrede: »(...) en intelligent og sympatisk spændingsforfatter med varmegrader nu og da ganske højere end de lunkne i det danske indeklima.« Kasper Thomsen er hinsides sympati og intelligens ikke en spændingsforfatter, han er en forfatterspænding, ikke momentvis, men konstant hvidglødende.
Og jeg ved godt, at den læsende offentlighed, de få medlemmer, der stadig læser med, allerede har gennemskuet mit bluff: Malonecity er garantrisset smal og svær, og det gider vi ikke. Men hold nu lige mund et øjeblik, for det er jer, læsende offentlighed, der forbliver svært smalsporet. Og rent fysisk er romanen ikke smal, med sine 186 + 175 = 361 sider er den af absolut voksent volumen (Hundehoved tikkede ind på 384 sider), men jep, den er »svær«, vidunderligt »svær«: syntaksen vrider sig i stumper og stykker, fremmedord og neologismer florerer, digressioner knopskyder, diskursniveauer sammenblandes, de litterære henvisninger er legio, og sådan cirka halvdelen af tiden har man ingen anelse om, hvem der taler om hvad i hvilket (ikke)handlingsspor. Men man er også fuldstændig ligeglad, for når der er så utrolig meget kul på hele tiden, er det ikke svært at læse en bog, så er det let, en lise at læse en bog. For mig er det snarere svært at læse Jensens og Davidsens selvtilfredse tyggen på deres didaktiske rugbrødsprosa. Versus for eksempel:
»Synet har aldrig set det her før, flår i syntaksen, en stressmønstret hale, og en fortravlet familie på hovedet, der bugserer en indkøbsvogn af psykedelisk cornflakes mod bagagerummet, tumleflænget lys snitter mod øjnene, fra sår løber blodet mod sidevejene, hvor de uuddannede dræber hinanden.«
Nemlig! Allerede før sin debut i 2001 med den fysisk smalle, men mindst lige så kullede roman Baljen var Kasper Thomsen (som han bare hed dengang) legendarisk for sit skrivetalent og for dette talents ubændige fart og tempo: han angiveligt rystede romaner ud af ærmerne. Hvilket nok kan være svært at administrere for store såvel som små forlag, der godt lige vil tage deres tid. Jeg har hørt rygter om et utal af manuskripter i den fem år lange mellemtid, som nu omsider har fået ende med Malonecity 1-2. Der ikke præsenterer noget opbrud fra Thomsenheden, som den teede sig i debuten, men så absolut en rigere og mere ekspansiv udfoldelse.
Og inde bag skrifttumulten: mere episk fandeme også (»handlingen« i debuten: et søskendepar konverserende i en balje i Lillebælt!), især i den første af de fire hoveddele, »Turen går til Albanien«, som »handler« om, at en flok personer stuves sammen til en koncert med den irske rockgruppe The Pogues i København og derfra gennem en »korridor« »bortrykkes« som »Pelotonen« med Albanien som endelig destination, en vis Krankenheimer synes at være bagmanden; primære digressioner: fugle, der smider med Rimbaud-bøger, en indespærret mand i spanske Melilla, breve hjem fra Pelotonen (hvis medlemmer efterhånden får både navn og stemme).
I anden hoveddel, »Bunkeren i Newtown« skifter vi fuldstændig scene til en dreng, Johan, indespærret (igen) i en bunker samen med et par fantasi(?)personer, Klokkeren og musselmaleren, og overvåget (og misbrugt) af kvinden Edda og med historen om Pelotonen mumlende i baggrunden; det er et i forhold til den travlt og all over the place gestikulerende (og dobbelt så lange) første del et langt mere tyst og intenst, foruroligende og klaustrofobisk fiktionsrum. I tredje hoveddel (nr. 1 i bind 2), »Den Næstenfødte og Den Aldrigfødte« tåger »handlingen« mere til, uden at skriften dog mister sin glød: der er titlens to brødre, en detektiv fra Las Vegas, William But, en koreansk avantgardist, Thi, en Olding, to forfattere fra hver sit århundrede, Sebald og Swinburne, og noget halvkvædet konspiration omkring Pelotonen, i ét gladeligt sejlende mix.
I den lille fjerde hoveddel (nr. 2 i bind 2), »The Miscellaneous Krankenheimer« træder (vistnok) skurken Krankenheimer frem som en rimelig fredsommelig herre, der skiftevis konkret og tåget taler om Albanien og den mytologiske lokation Malonecity (som måske er det samme?) og sin assistent Gerolsteiner og sin elskede Clarissa og næsten ikke om Pelotonen. Og det er det! Bortset fra den fint kakofoniske syngen, der sidder tilbage i hovedet på læseren og nægter at fortone sig: Sikke dog hvad for noget!?
Også fordi han, læseren, jeg har haft alt for travlt med at nyde den karambolage, jeg løbende gerådede ud i med bare selve den speedet kriblekrablende skriftoverflade, og med at applaudere mylderet af excentrisk fyndige indfald og mylderet af excentrisk fyndige indfalds ikke mindre beundringsværdige, evige, interne sammenstød, og med at hilse på alle de diverterende gueststars, fra Joyce og Kafka og derudad, som kommer forbi for en kort eller lang bemærkning, til at få nogen som helst »handlinger« til at gå op med sig selv og hinanden (og det kan godt være, at første og anden del går bedre op i sig selv og hinanden end tredje og fjerde, men det betyder ingenting i forhold til mine ovennævnte primære eller måske rettere primale læsefornøjelser).
Det forrygende ved Kasper Thomsen er, at han på samme tid og med samme gennemgribende ildhu skriver lidenskabeligt og spilfærdigt, hvilket er det samme som at sige, at han på samme tid agerer modernist, alle disse forfulgte og kværnende outsidere i aftenlandet, og postmodernist, alle disse forfulgte og kværnende outsideres aftenlands-show. Og hvilket saligt sort show, det er:
»Nu kommer støvede terninger rullende, svalt glidende ude fra virkeligheden, og ind i en ramme, der nok kun er sekundært virkelig. Jeg tror den opstår igen, langsomt, svedende vikler månen sig ud af solens turbine, forøgende sin selvstændighed, så sandt som Malonecity har følt sig ensom, og nu anbringer en skikkelse i hjertekulden, dér, hvor tomheden alligevel snærede en smule.« Så sandt som Malonecity 1-2 kan findes og læses: det er rasende nemt!