eslund

Litteraturens privilegier

Dannelsestanker. Nu saver jeg muligvis den gren over, som jeg selv sidder på

af Mads Eslund

I sidste uges bogtillæg skrev man her i Information om litteraturkritikkens krise i aviserne. Det vil sige, det man skrev om, var avisredaktionernes nedprioritering af bogstoffet. Washington Post fx har åbenbart lige fyret bogtillægget Book World, og herhjemme har særligt Berlingske Tidende og Jyllands-Posten skruet ned for frekvensen og kvaliteten af omtaler og anmeldelser af litteratur. Aviserne er i krise, det er sådan set det, det handler om, og litteraturjournalistikken og -kritikken er ikke salgbar nok i forhold til andre af avisernes stofområder.

Det er nemt at græde snot over den udvikling. Anmelderne (hvis ikke de er skiftet ud med ulønnede praktikanter, hrmpf!) drysser stjerner ud over kortfattede referatagtige smagsdomme over bøgerne. Skribenterne (og læserne) interesserer sig mere for forfatterne end de bøger, som skrives. Nu skal det være "vedkommende", det man læser om. Der er gået "god historie" i litteraturstoffet.

Gammeldags prioritering

Men man kan undre sig over, at aviserne overhovedet stadig prioriterer bogstof så højt. Der skrives jo meget mere om litteratur end om andre kunstarter som musik, film, billedkunst og teater. Hvorfor? Er det ikke en gammeldags prioritering? De fleste i min generation ser langt flere film og hører mere musik, end de læser og kender til bøger.

Der ligger en out of date dannelsestanke bag at forfordele litteraturen i kulturstoffet i blade og aviser. Som om litteraturen er særlig fin og indsigtsfuld, og det er opbyggeligt vigtigt, at netop den præsenteres og behandles rigeligt og ordentligt i avisens spalter. Litteraturen er, så vidt jeg husker, den eneste kunstart, som ikke er udsat for anmelderstjerner i Politiken. Den priviligeres i pressen som den fine kunstart, den væsentlige.

Fimset logik

Jeg kunne gå til problematikken på en anden lidt kantet måde. Hvorfor er jeg som forfatter blevet spurgt, om jeg vil skrive klummer til dette dagblad? Nu saver jeg muligvis den gren over, som jeg selv sidder på, men hvorfor har Information et forfatterpanel og ikke i stedet eller også et kunstnerpanel eller et skuespiller- eller instruktørpanel? Er jeg som forfatter mere interessant end en musikerkollega eller kunstnerditto? Er min mening og betragtning mere spændende, ved jeg mere, er jeg tilpas intellektuel eller forstående på en måde, som appellerer rigtigst til læserne? Er jeg særlig disponeret for at skabe debat og diskutere i offentligheden?

Måske er det en slags fimset logik, at forfattere skal være særlige stemmer i offentligheden, vel at mærke meningsskabende eller -revsende stemmer ud over den produktion af bøger, som forfatterne laver i forvejen - jeg ved det ikke.

Andre offentligheder

Forfatterrollen har i hvert fald længe kunnet trænge til en ordentlig punktering. Og i stedet for at ærgre sig over, at litteraturen og receptionen af den nedprioriteres i aviserne, skulle man måske kigge sig om efter nye og andre offentligheder, hvor den trives (lyder som en plante i et væksthus, kondens driver!) og behandles mindre poppet og stift end i de trykte avisudgaver.

Jo, det er da uendelig trist, at avisernes dækning af bogstof forringes. Jeg ville ønske, det så anderledes ud. Men der findes heldigvis også fora, som udfordrer litteraturen på måder, som avisen ikke kan - tidsskrifter, magasiner og netværk og sider på nettet fx, som er engagerede og interaktive og ambitiøse. Et sted som Litlive.dk bringer seriøse anmeldelser af nye nordiske udgivelser, netportalen AfsnitP er velorienteret om nyt og gammelt på den digitale litterære front, og jeg ved, at der er månedlige kritikersaloner på vej i København. Bare nogle eksempler. Og oplæsningsscenen blomstrer (ud med den gartner!) som aldrig før, både i hovedstaden og provinsen.

Krisen er primært avisernes, det er jeg sikker på. Litteraturen skal nok klare sig.