eslund

Lars Skinnebachs lyriske stemme ligner ikke nogen anden i det aktuelle danske litterære landskab. Med sin hang til larmende vrede, grandiose positurer, pompøse personifikationer og grammatisk terrorisme ligger den langtfra cool ironi og hyggelig humor. Det er en aggressiv, henvendt stemme, der udskriger en blanding af vrængende samfundskritik og sofistikeret metapoesi, så poetik og politik går op i en højere molotovcocktail af lige dele provodigter og grammatikfrøken. Gennem det hele løber et insisterende rockbeat, men ellers kan der være noget klassisk avantgardekomponist over Skinnebach: fugale gentagelser og variationer af samme motiver, symfoniske satser, skift i tempo og toneart.

Enhver betydning er også en mislyd er Skinnebachs fjerde digtværk og fortsætter stemmeføringen (den aggressive henvendelse) fra de to foregående. Titlen skal ikke forstås som en afskrivning af hverken betydning eller mislyd, for begge dele er der rigeligt af i bogen, trods dens forsøg på at afvikle betydningen gennem mislyd (gennem voldelige linjebrud og syntaktiske sammenbrud).

Det genreprædikat, bogen giver sig på forsiden, er lige så provokerende, som det er meta: ‘genrer’. Genren er ‘genrer’, og bogen er inddelt i ti afsnit, der længst muligt hen ad vejen har noget, der ligner genrer, som overskrift. Under overskriften »ROMAN« finder vi for eksempel to sider, hvor linjer, der ligner vers, skrives sammen i fem kapitlers prosa med en slags narrativt mindstemål, fra første kapitels »jeg gik ned ad vejen«, til sidste kapitels »jeg gik ind på en tank«; herimellem verbale, sexistiske angreb i en blanding af pågående tiltale og lyrisk erindring. Og under overskriften »POPSANGE« finder vi en helt modsat typografi, der koger den på én gang vrængende og kærtegnende henvendelse ned til enkel sangbarhed: »Jeg var glad/for dengang/jeg så dig stå//på samfundets etager med makeup på«.

Den overordnede genrebetegnelse for Skinnebachs digtning måtte være noget i retning af ‘provometa’ eller ‘metaprovo’. En slags digterisk terror i en tid, hvor der er god grund til både politiske og poetiske attentater på den indhegnende, grundejende parcel-mentalitet, som er et genkommende motivisk mål for de verbale brosten, Skinnebach kaster med musikalsk præcision.