eslund

Havde det været i 1970´erne kunne Lone Aburas’ debutroman Føtexsøen måske have heddet Angående Lone ligesom den meget socialrealistiske film fra begyndelsen af det årti, men nu er det 2009, og så fremstilles tunge temaer anderledes komplekst, ironisk og underholdende. Bekendelser bliver til fiktion, fortælleren i Aburas´ semi-selvbiografiske samtids- eller generationsroman hedder netop ikke Lone, men Lene.
Lene, datter af en dansk mor og egyptisk far, er vokset op på Vestegnen, i Høje Taastrup. Hun holder orlov fra RUC og har forfatterambitioner, skriver på et skibbrud af en roman og har søgt ind på Forfatterskolen fem gange, uden held. Hun er sammen med kæresten Johan, som er ved at gøre karriere på DR – selv kæmper Lene med kassedifferencen og kedsomheden i Føtex. Hun sidder lidt fast.
Lene er vel nok desillusioneret og klemt mellem to kulturer, men hun er også bare sig selv og sej og en charmerende selvironisk fortæller med et skarpt blik for det tragikomiske og groteske. Hun vil gerne bekende kulør – brun, som hun skriver – og det gør hun generøst og tilsyneladende let og henkastet associerende. I flashbacks fortæller hun om farens kiksede firserforretningseventyr: grillbaren Cocktail med papfiguren af Preben Elkjær, senere læser vi om farens alvorlige bekymringer i forhold til gangstertypen Ali og senere igen om hans egentlig succesfulde, men haram-problematiske pølsevogn foran Høje Taastrup Rådhus. I nutidsplanet er vi blandt andet med Lene omme på rygerampen bag slagterafdelingen i Føtex, hvor der snakkes om videomaratons og hårfarvning. Det hele er sjovt og ja, også lidt sigende, trist eller tankevækkende, selvfølgelig.
Føtexsøen viser, at Lone Aburas har humor, litterær finesse og stil, samtidig med at hun formår at tematisere et væsentligt stof, samfundsrelevant såvel som personligt. Alt dette i hendes første bog, det er overbevisende.