eslund

For godt en måned siden bragte Visir et interview med mig på visir-online.dk i tre sekvenser (se poster fra medio juli). Her er det samlede interview for en overskueligheds skyld. Christian Djurhuus stiller spørgsmålene (i kursiv): 

Digtene i din bog handler alle om at beskrive ting eller måske nærmere at beskrive/benævne deres mellemværende. Det foregår som oftest på et helt konkret plan, at tingene sættes i relation til hinanden og giver indtrykket af en overordnet sammenhæng. Men også på et intertekstuelt plan trækkes tekster gennem et jeg, som gengiver dem på nye måder som en respons på eller et ekko af den oprindelige tekst. I tillæg hertil virker de fem sansetekster som en art søjler, hvorpå resten af bogens betragtninger hviler. Der er for mig noget forløsende over den erkendelse, at tingene ikke nødvendigvis er, hvad de er: at de forestiller noget andet ligeså meget, som de er noget i sig selv, og at denne forbindelse byder på et uudtømmeligt reservoir af beskrivelser (og tekst). Er det derfor denne kortlægning eller identifikation af verden er så vigtig? Det banale svar må vel lyde, at jeget søger en sammenhæng i verden foranlediget af et indre kaos, som momentvis toner frem i form af frustrationer over eksempelvis økonomiske vanskeligheder. Men du må have gjort dig nogle tanker, som rækker ud over dette. Jeg håber ikke, at mit spørgsmål er for abstrakt. Hvis det er tilfældet, må du sige til. Så skal jeg forsøge at præcisere.

Beskrivelsen af ting eller fænomener er noget elementært poetisk, tror jeg, og, ja,  jeg er meget optaget af at beskrive ting og deres relationer i min bog. Beskrivelsen er også, naturligvis, et portræt af den, der beskriver – den, der ser, hører, oplever og gengiver. Det er en slags pseudodokumentarisk nysgerrighed, der driver skriften, digtene er en undersøgelse af visse fænomener i verden, som virker sanseligt pirrende. Jeg er ikke interesseret i at fortælle historier – det er jeg simpelthen dårlig til, jeg er ikke særlig god til at finde på, og det keder mig egentlig også – men jeg oplever noget udfordrende og svimlende ved at stille mig over for eller ved siden af noget og forsøge at gengive det præcist og faceteret. Hvordan forholder man sig til noget uden at udtømme genstanden? – hvordan kan jeg beskrive en ting, således at betragtningen ikke fikserer genstanden, men i stedet får den til at fremstå ny, frisk og spændende, mystisk eller eksotisk sågar. Det handler vel om at fremstille den nysgerrighed og pirring, som jeg oplever spontant over for verden.

Når man beskriver en ting, gør man den til et motiv – det, der beskrives, bliver til et billede, en kunstig gengivelse i ordets bogstavelige forstand. Jeg indrammer et stykke virkelighed og stiller skarpt på den og ”mytologiserer” i en vis forstand det, jeg gengiver. Jeg trækker en ting ud af dens oprindelige sammenhæng og fokuserer på den og feticherer den på en måde, så den fremstår næsten magisk eller opløftet. Den strategi kender vi fra Duchamps readymades, Warhols Soup cans og Brillo boxes, og herhjemme har især Jørgen Leth brugt den metode – både i sine digte og film, vel egentlig også, når han kommenterer cykelløb. Det er en slags live digtning på tv, hvis man skal sige det lidt flot. Jeg er meget glad for Leth, det er ingen hemmelighed.

Der er noget herligt dumt ved at sige hvad, man ser. Det er så nøgent, en slags forelsket sensibilitet, som man møder verden med, og så gengiver man det, man ser, med det humør. Det er sådan, det er, tror jeg. Et af bogens mottoer er taget fra en bog af digteren Peter Nielsen (jeg husker ikke hvilken): ”Så hellere et smut ind i kunsten, hvor / det er gjort til et princip, dette med at / skubbe billedet af en ting ind foran tingen selv.” Måske er det det, jeg gør, eller i hvert fald det, jeg forsøger på. I kunstens eller skriftens rum er verden til at få øje på, den er overskuelig og ikke forstyrret af ”verdens larm”. Der kan jeg se klart. Og der kan jeg lege med beskrivelsen eller gengivelsen og spænde den ud i forhold til beskrivelser af andre ting, så der opstår motivfelter og beslægtede verdener. Beskrivelsen af en genstand falder hurtigt over i beskrivelsen af noget andet, fordi associationerne sender motiverne andre steder hen. Så opstår der pludselig nye rum og sammenhænge, som jeg ikke på forhånd kunne vide eksisterede. Her træder det personlige frem i kraft af projektionslysten – jeg sender hele tiden beskrivelsen ud i nye områder, og så opstår der en art poetisk kortlægning af virkeligheden, et personligt verdensbillede, om du vil. Det er jo mig, der beskriver og (op)lader tingene, det er mig, der strikker teksten sammen. Dén strikkede røde sok bliver et portræt af mig.

Min bog er også konceptuel på den måde, at jeg forholder mig temmelig stramt til visse temaer. Jeg har valgt at fokusere på et bestemt område, for at bogen ikke skulle handle om helt tilfældige ting – det er en slags optik, som man kan læse bogen igennem. I billedkunsten eller maleriet har man traditionelt skelnet mellem to typer afbildninger – på den ene side stilleben, portræt- og landskabsmaleri, som forholder sig til stillestående motiver og på den anden side historiske eller myteskildrende billeder, som gengiver faktiske eller mytologiske fortællinger. Jeg har været optaget af den første type billeder, som er ikke-narrative – de er ikke interesseret i at fortælle, men mere optaget af at gengive detaljer præcist. Der er visse ordener eller regler i stillebenmaleriet fx, der skal være visse genstande i sådan et billede. Man skelner mellem sensus litteralis og sensus spiritualis/mysticus – det første er tingenes bogstavelige betydning, kunne man sige, det andet er tingenes symbolske betydning. Det filosofiske problem mellem fænomen og idé, I guess. Hvis der er et brød, er der også et glas vin. Hvis der er en fersken, er der også en drue, hvis der en appelsin, er der også en citron etc. Alting gengives i par, modsætninger eller komplementære størrelser i forhold til en vedtaget bagvedliggende orden, som i dette tilfælde er religiøst funderet. Brød og vin refererer til nadveren, druen refererer til drikfældighed, fersken symboliserer ædruelighed, appelsinen er sød, citronen er sur. Sådanne balancer er der overalt – de kaldes temperantia: mådehold. Disse gamle billeder er i den forstand moralske, men det er ikke i udgangspunktet det, der interesserer mig – det er nærmere, at tingene er spændt ud og indgår i sammenhænge. Det gør de jo, det oplever vi hele tiden, en ting fører til og forholder sig til en anden i en slags system. Jeg citerer Rosmarie Waldrop et sted i teksten Gustus – en fremstilling af smagssansen: ”Relation snarere end substans”. Sådan oplever vi verden, tror jeg, i relationsmøntre.

Det får mig til at tænke på, at jeg også ofte organiserer mine tekster på den måde. Jeg er blevet beskyldt for at skrive meget fragmenteret, eller at teksterne har et (lidt for) spredt udtryk. Mine tekster er for manges vedkommende optegnelser og notater, som er skrevet sammen i collagelignende strukturer. Teksterne er temmelig parataktiske, udsagnene er sideordnede og strittende, og ofte kan en sætning med et udsagn overtages af en anden sætning med et helt nyt udsagn. Den metode kender vi bl.a. fra den amerikanske L=A=N=G=U=A=G=E-digtning, hvor teksterne er sådanne mikadoagtige udsagnsbunker. Hver sætning er en komponent i et større system, men dette system er ikke på forhånd overskueligt – verden eller teksterne er ikke i oplevelsen af dem velafrundende afstøbninger, de er nærmere rum, som man må gå på opdagelse i, man må som menneske og læser selv finde sammenhænge, forbindelser og logikker. Jeg kan godt lide, at det tilsyneladende stritter, men det betyder ikke nødvendigvis, at lortet ikke hænger sammen. Forhåbentlig er der på et overordnet tematisk og motivisk plan en sammenhæng med organiseringen på sætningsniveau. Det er i hvert fald hensigten. Motiverne og sætningerne forholder sig komplementært til hinanden, og det kommer der et montage/collage-agtigt udtryk ud af.

Puha, svarede jeg på dit spørgsmål? Jeg er bange for, at jeg smed lovligt meget gær i dejen (-: Jeg fik ikke svaret så meget på det personlige...

Som du skriver, arbejder du med kategorier, der findes inden for billedkunsten: stilleben, selvportræt og landskabsmaleri. Det kommer der en mængde ekfraser ud af, som både kan være hæftet til et helt konkret maleri, men de kan også være optaget af en situation eller en genstand, som beskrives. Hvad der forbliver det samme, er udsigelsespositionen, og man får som læser et billede af et jeg, som ser verden på en bestemt måde, og der tegnes i tingenes genskin et portræt af jeget. Hvilke særlige kvaliteter er det, der interesserer dig ved selvportrættet?

Som jeg skrev i mit første svar: Beskrivelsen er også, naturligvis, et portræt af den, der beskriver – den, der ser, hører, oplever og gengiver. Der opstår en kontur, kunne man sige, af den, der beskriver – bag de ting, der bliver beskrevet, lagt frem eller blotlagt i teksten. Lagt frem eller blotlagt; der er nok i øvrigt en slags arkæologisk interesse i at finde interessante ting og fænomener at beskrive og præsentere, helt montreagtigt lægges sagerne frem i et slags tekstfelt eller -rum. En af teksterne hedder jo simpelthen Stilleben. Museum. Arkæologi. Dér kigger jeg på min egen seng, som om den var en blotlagt udgravning eller et relief, som jeg kan forholde mig kunstnerisk aflæsende i forhold til. Jeg har nok skævet lidt til Tor Ulven i den tekst.

Anyway, jeg er meget bevidst om, at jeg skriver på et selvbiografisk stof. Jeg skriver om ting, som jeg selv har oplevet og set og sanset – jeg ville ikke kunne komme tæt på de ting, hvis jeg skulle finde på dem, lede efter motiver i en ren fiktion. Det er kedeligt, synes jeg. Jeg vil hellere lave en fiktion eller ”kunst” ud af mit eget liv. Det kan lyde utrolig prætentiøst, men jeg tænker det ikke sådan. Jeg kigger på ting og sager og opdager, at jeg kigger og oplever i et mønster. Det opstår der en stiliseret jegfigur ud af – eller der opstår et temperament, som jeg til dels kan genkende som mit eget jeg, men som også er noget andet, en persona, som på en måde er klogere og mere intens, end jeg oplever mig selv som til dagligt. Skriften skræller en masse trivialiteter af, selv om den også opregner en masse, fx i optegnelsernes fremstillinger af dato- og dagbogsnotater og almindelige kærestebesættelser og -kvababbelser. Men der opstår en koncentration, som tegner et forskudt jeg, som på en måde er en fiktiv Mads Eslund. Der er bestemt ”dokumentarisk” eller selvbiografisk bund i skriften, men der er ligeså meget en udlevelse i en skabt person eller figur. Mange gange er der deciderede urimeligheder og identifikationer, fx i Jesus-skikkelsen i Fodrejse og beskrivelserne af Rembrandt og Dürer. Der er også tydelige hints til og identifikationer med H.C. Andersen – masturbations-+´erne er jo en direkte hilsen til Andersens dagbøger og Almanakker, som jeg har været meget optaget af at læse. Jeg stiller mig an eller (gen)skaber mig (selv). Der er et vist koketteri. Jeg spejler mig i de billeder, jeg lægger frem og beskriver og forholder mig til – både mine egne fremstillinger og alle de malerier og motiver, jeg forholder mig til fra kunsten. Rorschachtavlerne kan læses som en litterær-psykologisk persontegning (gad vide hvordan en psykolog vil læse den tekst?!). Samme teknik bruger jeg i landskabsbeskrivelserne, som bare forholder sig til malerier i stedet for tilfældige (men alligevel autoriserede) blækklatter på papir. Hilsnerne til Sophie Calles udstilling Fravær (Le Fantome) –i titelteksten og Rembrandtteksten – hvor hun bad museumskustoder om at beskrive stjålne eller udlånte billeder ud fra erindringen, trækker på samme interesse eller problematik. Det samme gør fantomtegningen af forfatteren/mig, som er lavet ud fra en tegners (Mikkel Carls) erindring af mit ansigt. Ud af fraværet eller afstanden til tingene og fænomenerne opstår der projektioner, som er sigende eller karakteristiske for den, der ser. I mange af de tekster er jeget ikke fremtrædende, men det er høj grad til stede alligevel. Det er bare udstillet på en mere konceptuel måde. Der behøver ikke stå jeg i teksten, for at det findes. Det er selvfølgelig banalt, men ofte glemmer man sådan noget.

I min nye bog, som jeg arbejder på lige nu, har jeg skruet ned for det konceptuelle, og jeg lægger mig meget mere direkte og patosfyldt ud. Jeg er optaget af det personlige – meget – og en af suiterne i mit manuskript hedder simpelthen Bekendelser. En anden kommer til at hedde Bebrejdelser og en tredje arbejder med brevformen som litterær tekst. Det er et mere direkte selvbiografisk projekt, men jeg ved egentlig ikke om det stikker dybere eller udstiller en jegfigur tydeligere/bedre/mere interessant? Det er muligvis mere katharsisk, hvis det giver mening (-:

Selvportrættet er interessant for mig, fordi jeg ikke kan forestille mig, at jeg ikke selv er til stede i teksten. Ren fiktion er ikke mig (her dukker Roubaud op i mit hoved: ”Poesi er ikke fiktion.”) Den tilstedeværelse af mig selv – den selvfremtilling – er interessant at udforske og lege med.

At der altid vil være reminiscenser (skjulte som synlige) af forfatteren i værket, kan ingen vel bestride. Man kan sige, du tager dette faktum på dig som en slags byrde (eller ballast i positiv forstand). Her kan jeg ikke lade være med at tænke på skriften som et slags purgatorium jævnfør din bemærkning om det katharsiske. Allusionen til Kristi korsfæstelse er også oplagt at medregne her. Er det rimeligt at tænke på dine tekster som en slags korsfæstelser? Lægger du hovedet på blokken, fordi ”man” i sidste ende alligevel ikke kan gøre andet?

Måske kan jeg svare kortere på det spørgsmål. Jo, der er vel en slags korsfæstelse eller skærsild i skriften – særligt i mit nye manuskript Professorterning til min elskede. Også der er der hilsener til kristendommen. Jeg ved ikke hvorfor, men den forståelsesramme dukker altså bare op i mine tekster. Jeg opfatter mig ellers ikke som kristen på nogen måde, men jeg kan konstatere, at kristne tankesæt og figurer spiller en vigtig rolle, når jeg skriver. Det er selvfølgelig et overleveret kulturelt gods, men alligevel studser jeg over, at det optræder så markant. Djævelen optræder helt konkret (og spontant) i flere digte i mit nye materiale – som et billede på lyst, perversion, forbandetheder, maskulin indebrændthed (et fyord, i øvrigt), alt muligt nedgroet. Jeg er lidt forsigtig med det her, men okay: skriften er lutrende – den er en måde at få orden på eller slippe af med frustration eller skam, måske. Jeg vil ikke sige, at jeg skammer mig, når jeg skriver – det ville være forkert, for jeg læner mig også op ad snasket ret meget, fordi jeg synes, at der er en energi i det stof. I det ukontrollable og grissede og djævelske. Men der er nok en idé om lutring. Og så er der jo også, hvilket er ligeså væsentligt, en sværmen for det djævelske. Det koketteri, jeg var inde på tidligere, er en slags leg med og fascination af ilden. Den der stillen sig an i forhold til forlist kærlighed etc. – det er et meget patetisk projekt, og det er hele tiden på kanten af martyrium og røvsyg forfængelighed. Jeg synes, det er spændende at balancere på den æg – mellem det stærkt personlige og følelsesfulde og så bevidstheden om min egen opstyltethed i og med, at jeg stiller mig an på den måde og udstiller mig selv. Jeg forsøger ikke at være specielt sympatiserende med mig selv i teksterne. Der er ikke klynk på den måde, håber jeg. Derfor kan jeg også godt tillade mig at skrive om en kæreste i manuskriptet, synes jeg, for det fremgår tydeligt, at afsenderen ikke er helt rimelig i sine betragtninger. Igen er jeget i teksterne en figur, som rækker ud over den biografiske Mads Eslund. Men tilbage til dit spørgsmål: Jo, jeg lægger da hovedet på blokken, forhåbentlig. Jeg forsøger at få klarhed over visse ting i mit liv. Jeg tænker selv, at mit nye projekt handler om at være et godt menneske. Og det mener jeg egentlig grundliggende, at jeg er ... måske forsøger jeg i stedet at fyre op for noget dramastyle med al den djævleuddrivelse, fordi jeg i virkeligheden er en helt almindelig og kedelig, average kind of guy (-: Jeg iler rundt i mine tekster med en styg og fæl bøhmaske på med horn i panden?

Egentlig synes jeg, teksterne er ret afdæmpede – måske fordi jeget er så reflekterende og sympatisk. Men jeg synes også, at han er ret sjov, når han er prætentiøs. Han kan ikke bare lytte til noget fx. Han lytter ”intenst” til noget … naturligvis. Men poesien er vel også intens i sig selv, og det underbygger hans karakter af konstruktion. Jeget er simpelthen poesi par excellence. Her kan jeg ikke lade være med at tænke et faustisk motiv ind i teksterne. På den måde tror jeg godt, man kan tale om bøhmaske og horn i panden.

Dine nye digte i Ildfisken 37/38, som er fra Professorterning til min elskede, er også påvirket af en kristen diskurs (som måske er vor kulturs?). ”Findes der uskyldige fornøjelser”, som der står i det første digt. Vi har ligeledes at gøre med ”Bekendelser”, hvor jeget sætter sig selv i skriftestolen. Til forskel fra Stærkt røde sokker, som formelt er fragmentarisk, lægger de nye digte dog op til en mere sammenhængende – ja, kærlighedshistorie – især pga. af det centrale ”du”; som tager du fat, hvor du slap i de Stærkt rødes kærestebreve, hvor et forhold lakker mod enden. Men hvad sker der, når det selvbiografiske stof hører op? Når der ikke er flere af ”Pasolinis film”, af de ”billige hotelværelser” eller ”hvide bogstaver” Er det dér, teksten skifter spor og fragmentet bliver til? Fordi du simpelthen er rendt tør for materiale? Eller er der altid noget at bekende?

Jeg ville gerne prøve at arbejde mere direkte, altså mindre konceptuelt, med Professorterning til min elskede – forstået på den måde, at stoffet skulle være mere straight og personligt end i Stærkt røde sokker. Jeg ville skrive om noget meget konkret, nemlig et kæresteforhold og dets gradvise opløsning. Der skulle ikke ligge noget uden for den historie i teksten, teksten skulle ikke, som i min bog, forholde sig til en forståelsesramme uden for det kæresteforhold, som beskrives. Stærkt røde sokker forholder sig jo ofte til billedkunstneriske idésæt og ”regler” (samtidig med, at teksten også forholder sig til et gennemgående du) – i flere tekster, særlig titelteksten og de fem sansetekster, beskrives logikker og måder fra en billedkunstnerisk tradition. Jeg tror, jeg var inde på flere af de ting i mit første svar. Jeg ville ikke referere ind i en større kontekst i Professorterning, jeg ville forsøge at gå mere lige på stoffet og vel i den forstand forsøge at fortælle en historie.

Men selv om der er den forskel i materialet i de to projekter, kan jeg også se ligheder. En motor i alt, hvad jeg laver, er den konstaterende betragtning. Den findes i bogen, og den findes i teksterne i Ildfisken 37/38. I bund og grund består mine tekster af ophobede konstaterende betragtninger, og der er noget katalogisk over den måde at skrive på, hvad enten teksten fremstår fragmenteret og optegnelsesagtig som titelteksten i min bog, eller der er tale om mere sammenskrevne prosadigte som i sanseteksterne og Professorterning. Man kunne også nogle gange kalde de konstaterende betragtninger påstande – forsøg på at indkredse ”sandheder” om et givet betragtningsobjekt. Jeg kan så konstatere, at de disse betragtninger eller påstande bliver mere tvivlende eller tøvende, når de møder et andet menneske – kæresten eller det gennemgående du i bogen. I Stærkt røde sokkers afsluttende sekvens er der tre breve, som handler om et kæresteforhold i opløsning, og som du rigtigt bemærker, fortsætter det spor, både hvad stof og stil angår, i Professorterning. Bogen slutter med et spørgsmål, ligesom Ildfisken-suiten indledes med et spørgsmål. Disse spørgsmål tænker jeg selv som tvivlende eller forsigtige indkredsninger a la de konstaterende betragtninger eller påstande, men der må en større påpasselig til der, fordi jeget er udsat og skrøbeligt i forhold til duet – jeget står over for et andet menneske i en intim relation, og det er prekært. Der dukker en slags usikkerhed op, og stilen bliver nogle gange mere prøvende og mindre skråsikker.

Jeg ved ikke, om jeg kan svare klart på det sidste spørgsmål, som jeg synes er interessant og tankevækkende. Opstår fragmentet, når man løber tør for historie eller fortælling? Jeg tror, at der altid er noget at bekende – der er altid stof at forholde sig selvudleverende i forhold til. Et kæresteforhold er både temmelig taknemmeligt og utaknemmeligt at beskrive – nogle ting står klart for én og andre ting er bundløse og helt uoverskuelige. Jeg synes, den fragmentariske eller katalogiske stil er gennemgående i mit arbejde, men jeg har forsøgt og prøver i stadig højere grad at gøre mit nye manuskript mere ligefremt, og jeg vil gerne arbejde med mere anekdotiske og fortællende elementer i Professorterning. Det er en udfordring for mig, for det falder mig som sagt ikke særlig naturligt at berette. Jeg vil gerne udfolde og komme til overskuelighed med et forløb eller en historie, som, jeg synes, er svært at forholde mig til – det er udfordringen, stilistisk som personligt.