eslund

BUM! her er Bukdahls bagside om Ildfisken 39 fra WA den 22. august:



Der falder rigsdagsbrande ned



Af Lars Bukdahl



Flammende kæber. Han er ingen legoklods-Major, han er en pyro-manisk brand-Major med nu et helt kompagni af unge og tilsodede adepter; der falder ikke brænde ned, nej.



SIDSTE fredag var jeg til koncert med den psykedeliske beatgruppe The Flaming Lips på Plænen (der paradoksalt nok er helt græsløs) i forlystelsesparken Tivoli. For at få en god plads til det gratis show kom jeg halvanden time for tidligt, men havde klogt nok medbragt læsestof, nemlig det nye særnummer (39) af tidsskriftet Ildfi sken (96 sider, 80 kr., Anblik) om eller måske snarere for Preben Major Sørensen, monstrøseste outsider i Dansk Litteratur I/S (= (åh så) Interessant Selskab). Det første bidrag, »Uddrag af Barnet«, står særnummermanden selv for, og jeg har helt ærligt aldrig læst noget lignende; for afguderne skal vide, at jeg af P. Major S. til enhver tid forventer det nederdrægtigt bedste og (hvilket kan komme ud på et) forunderligt værste, men her overgakker han sig selv: uddraget (uddraget!) afslører sig som en syre-systemtekst på 25 (femogtyve!) sider om, hvad dog af sært et »fornemt barn« kaster op, og hvad det (opkastede) betyder for barnets erhvervsvalg, sammenlignelig kun med Johs. L. Madsens sorteste (og maskinelleste) stjernestunder, her begyndelsen på 2.dels, »Nye børneopkast« (undervejs er barnet afgået ved døden, men det gør, som I kan læse, ingen forskel): »Barnet kaster liget af en 12-årig thailandsk luder op. Det skal være chatkonsulent.// Barnet kaster en petitmodel op. Det skal være seksualforbryder.// Barnet kaster en ældre pædofi l mand op. Det skal være musikvideoproducent. (Forældrene er chokerede og vil ikke høre og se mere; de forsøger [ligesom den glubske læser mig LB] desperat at viske indtrykkene ud, at eliminere billedet af det forfærdeligt vomiterende spøgelsesbarn - men der er ingen vej udenom, det fortsætter, brækningen lader sig ikke sådan uden videre standse, heller ikke under henvisning til naturlovene. Forældrene begynder så småt at indse, at de har tabt spillet.)// Barnet kaster nu en julekalender op. Det skal være bøddel i et statsfængsel i Virginia.// Barnet kaster en skamskudt ræv op. Det skal være laborant på et større hospital i en asiatisk landsby – med tilbøjelighed til voyeurisme.«



JEG stod på Plænens grus og var med fascinationsblandet skræk fuldstændig opslugt – og da jeg (og barnet!) var færdig: aldeles fordærvet, hypnotiseret, besmittet. Og søreme godt, at Flaming Lips stod parat i sommernatten med deres stik modsatte, hvide og kulørte syre, inkl. gigantiske konfetti-balloner og dansende Teletubbies, til at bringe mig hjem til mig selv: »I don’t know where the sunbeams ends and the starlight begins it’s all a mystery« vs. »Barnet kaster en jernlunge op. Det skal være fængselsbetjent.« Lørdag læste jeg (trygt) videre i den fl amberede fi sk og glædede mig (trygt) over det kosteligt rable-inklusive interview med ildmesteren og de glimrende, sympatisk afmægtige tributes ved bl.a. Mikkel Thykier, Maja Elverkilde, Dennis Gade Kofoed, Jesper Wamsler og Ernst Jünger (!); det præciseste fanbrev leverer rimeligt nok bladets, i al særuhyrlighed, mest vellignende bastard, Harald Voetmann, med sin »Note om rhypografi « (»= kunst med afskyvækkende motiver«): »Der er en vis ærlighed i ikke at forsøge at stræbe efter skønhed i det ækle og heller ikke bilde sig ind, at det kan have nogen rensende eller afsværgende virkning at søge ned i skidtet.« Grum & Søn!



FOR det er Preben Major Sørensen tid nu! Forjættende og foruroligende nok! Aktive, af fordærvet/hypnotiseret/ besmittet ungdom befolkede fanklubber er nyligt dannet i Århus og København (omkring forlaget Anblik, ansvarlig for sidste års livlige De dødes vej og dette efterårs (angiveligt) massivt uhyrlige På vippen) og afgudhjælpemig på universitetet: sidste år kom på Syddansk Universitetsforlag (180 sider, 178 kr.) Mimo Antabis indsigtsfulde og frem for alt fanpassionerede monografi (den allerførste om forfatterskabet) Afgrunde. Studier i Preben Major Sørensens kortprosa, som akademisk pligtskyldigt citerer løs af Camus, Kierkegaard, Nietzsche m.fl . tunge drenge, men ikke for at dukke digteren med teori, for at udpege diskussionspartnere og gamle venner snarere, før den centrale, 100 sider lange udmåling – gennem oprømt omhyggelige nærlæsninger – af henholdsvis den medmenneskelige (ret slem) og metafysiske (virkelig slem) afgrund hos Majoren: dybt at falde, langt ude at fortabe sig! I forhold til (et uddrag af!) en tekst som »Uddrag af Barnet« syner Antabis højst fortjenstfulde Major-version noget for monumentalt-eksistentitelt seriøs (selv om den sorte humor (lige præcis) anerkendes), for hvad med den frivole og nummeragtige (som i ikke tidsskriftsnummer, men cirkusnummer) spilfærdighed: den velsmurte Major-maskine af en barok Storm P-Maskine af en autonom litteratur-guillotine, der spyer lystelig grusomhed ud – lige lukt af et barns furiøse mangel på smil: »Barnet kaster et halmstrå op. Det skal være kuglestøder./ Barnet kaster en død stuntman op. Det skal være sælfanger./ Barnet kaster et børnehjem op. Det skal være giftblander./ Barnet kaster en sortbroget ko op. Det skal være kongemorder./ Barnet kaster en indbrudstyv med knust baghoved op. Det skal være BINGO.«