eslund

Das Beckwerks Suverænen er en slags selvstændig fortsættelse af clausbeck-nielsen.nets Selvmordsaktionen, hvor Nielsen & Rasmussen rejste rundt i et krigshærget Irak med demokratiet i en kasse og et parlament som et telt; en absolut klovnet og grotesk bogstavelig happening, som i og med de personlige risici og de absurde og virkelige twists & turns bliver en hårdkogt thriller om undtagelsestilstanden og sætter en ny standart for politisk kunst.

I romanen Suverænen skal demokratikassen med til USA, og allerede over Atlanten skrues forventningerne kraftigt i vejret. En spritny, ydmyg og dedikeret Nielsen er krønikeskriver for den gamle Rasmussen, nu i universalistisk topform – stortalende, altædende,  Parliament-rygende og eventyrligt indbildsk! I flyet holder han foredrag og citerer bl.a. Tocqueville, og det ligger i luften – og i Nielsens forventninger – at Rasmussen vil indsætte sig selv på sin rette plads i historien som ’suveræn’ i Carl Schmitts definition, dvs. hersker over undtagelsestilstanden. Men alt går i skuddermudder: kassen med demokratiet bliver sendt retur, og i New York løber makkerparret en åben dør ind og må rende spidsrod for ikke at blive avantgarde-darlings, og senere i forbundshovedstaden vil ingen tale med dem, og de driver lidt tilfældigt omkring. Nielsen følger trofast med som en anden Sancho Panza, mens en stadig mere rastløs og frustreret Rasmussen æder, drikker og ryger sig igennem Washington D.C. for til sidst at krakelere og drikke sig i hegnet på valgnatten i 2004, hvor han til Nielsens store fortrydelse falder ud af rollen som cool universalist og giver sig til at ævle om sin hjemstavn på Fyn.

Suverænen er suverænt godt skrevet og kostelige absurde løjer, på sin vis en letløbende og langtrukken farce, men også et stort nyt kapitel i denne overrumplende, åbne og særegne virksomhed, som er Das Beckwerk.

Hvor langt ud kan man drive sin ikke-eksistens, inden den krakelerer? Kan man på en gang være ingen og alt, og kan man give afkald på kunsten og kunstinstitutionen, politikken og de politiske institutioner og erstatte dem med helt andre former for væren eller handling? Man er med hele vejen, til Kerry-Edwards rally i Upper West Side, på trøsteløse Starbucks om natten ned gennem Manhattan slæbende på en imaginær kasse, ind i Metodistkirker og Sports Pubs og Community Centers, hele vejen op ad The Mall og tilbage igen. Der er ingen ende på historien om ikke at være nogen. Det er pragtfuldt!