anden indstilling: kalak
Priskomiteen bag Montanas Litteraturpris har som det andet af i alt seks værker indstillet Kim Leines erindringsroman 'Kalak'. Her er motiveringen:
'Kalak' er en debut- og erindringsroman om en 16-årig knægt, der flygter fra en bygd i Norge fra mor og Jehovas Vidner, og ankommer til 70'ernes København, til sin karismatiske og ryggesløse far, der misbruger ham 'kærligt' og grundigt med baggrund i den tids misforståede frisind. Fortælleren bringer forholdet til ophør. Han læser til sygeplejerske, stifter familie og flytter til Grønland. Men her indhentes han af incesthistorien og bliver selv misbruger, først amourøst af grønlandske kvinder, der forelsker sig dødeligt i ham, siden rigtigt af alle de stoffer, han har adgang til qua sit arbejde. 'Kalak' er en rystende og velskrevet debut om misbrug og et krast og nøgternt selvopgør. Men bogen er også noget så sjældent som en moderne grønlandsk samtidsroman, der stilfærdigt og effektivt viser os skønheden, generøsiteten og åbenheden såvel som problemerne, lortet og tragedierne hos et lille folk, der bl.a. er mærket af en stor overdødelighed pga. selvmord, drab og misbrug. Kim Leine bliver selv forvandlet til 'en skide grønlænder'. Han er utrolig forslugen på det hele, på kvinderne, på maden, naturen og sproget. Og sproget bliver hans redning. Det grønlandske, som han hurtigt tilegner sig, assimilerer sig med og hvisker natlige betroelser til sine elskerinder på, og det danske, som han som nordmand har skullet lære sig, og som han skriver gudbenådet godt på. Leine sætter på den måde - med historien og med romandebuten - sin far, der også har haft hede forfatterdrømme, dobbelt til vægs.
Hej Mads.
Bare til din orientering havde jeg et indlæg i JP igår søndag omkring Roskilde Festival, Højskolerne og Spoken Word - det er først kommet i avisen nu pga. kø som følge af folketingsvalget.
Du kan læse indlægget på www.peterdyreborg.dk, hvor der også er link til JP. /,-]
hej peter
jeg er i vietnam indtil slutningen af næste uge, så jeg får ikke lige tjekket og svaret før, jeg er hjemme. tak for tippet.
m
Hej Mads.
Du kan altid finde en opsummering på min hjemmeside, www.peterdyreborg.dk, og Niels Glahn fra Højskolerne og Claus Ankersen har nu også udtalt sig i JP, ligesom JP snart bringer endnu et indlæg fra min hånd. Bare for en god ordens skyld, kritikken er fra min side ment konstruktivt. ,-]
God tur i Vietnam...
p
Kalak? Det forstår jeg simpelthen ikke, Mads. At nominere den ved siden af Hans Otto er nærmest en hån overfor denne (HO). Kalak er et eksempel på, når indholdet i den grad overtrumfer formen. Jeg forstår godt, at den på en måde er trendy: Incest, erindringsroman, Grønland (dvs. en dansker som invandrer), narko, den er global og nordisk osv. osv., men for dælen da! Det er en dårlig forfatter, der skriver om ting, der tilfældigvis er moderne. Som roman er den dårlig skruet sammen og som erindring er den i bedste fald kun pinlig.
Man skal ikke falde på knæ for hvad som helst, blot fordi det rammer tidsånden. Hvis en sådan bog får gode anmeldelser, er det kun ud fra en politisk korrekthed, som savner ordentlige kriterier.
Nå, undskyld mit sure opstød.
hej stefan
jeg vil skrive en kommentar, men er i hanoi og ikke på nettet så meget. jeg synes, du skriver nogle ting, som jg gerne ville spørge til og som er ret diskutable. jeg har også set din kommentar på din blog.
jeg skriver i morgen formiddag lokal tid - der har jeg tid - mens du ligger og sover (-:
hej stefan
så er jeg på nettet herovre...
jeg synes, du skriver nogle mærkelige ting om kalak. hvordan kan du kalde bogen eller emnet trendy? den er jo ikke skrevet ud fra nogen kalkuler og eller nogen som helst beregning ift popularitet og gennemslagskraft. bogen er skrevet ud fra en personlig frustration og nødvendighed - et opgør med faren(s overgreb) og i forlængelse af det leines egne "eskapader" med grønlandske kvinder, stoffer etc. det er en barsk og i mine egne gribende personlig fortælling, som er blevet til erindringromanen kalak.
jeg er egentlig ligeglad med om bogen er en vellykket roman eller om den er en roman i det hele taget. er det ikke ligegyldigt? jeg synes ikke, fortællingen er så banal og slet ikke pinlig, som du vil gøre den til. hvad går det banale på? - og hvorfor er det pinligt? er det fordi et menneske stiller private erfaringer til skue? er det helt enkelt det, eller er det også måden, det bliver gjort på. du må gerne argumentere for romanens mislykkethed.
kalak er i mine øjne en heftig og uhyggeligt investeret bog skrevet med et voldsomt engagement, som jeg godt kan savne i megen litteratur. en person stiller sig frem med et liv og nogle refleksioner på en meget direkte måde, som jeg synes er meget bevægende. det står i forgrunden på en måde, så jeg egentlig er ligeglad med alle mulige formelle aspekter. er det det, du mener med, at indholdet overtrumfer formen? på de præmisser vil jeg i stedet bifalde romanens såkaldte "mislykkethed". meget, jeg læser, er så pokkers optaget af at være fint og dygtigt og komplekst lavet, men det er så frygtlig bange for at udsige noget som helst. der er meget fims og ciselering og vægren sig ved at mene noget eller sige noget - her pirker jeg måske lidt til diskussionen
af den såkaldt politiske litteratur, som nogen mener findes.
denne bog er meddelsom på en anden og fuldstændig direkte måde. den bekymrer sig ikke om at skulle være litterær i udgangspunktet og fortæller ret ligefremt en grusom og tankevækkende historie om et menneske på skideren (og dertil om et samfund, grønland, som er helt på røven).
bevares, der er uheldige steder og kisede sproglige passager i kalak - helt enig - men jeg gider bare ikke pille i dem, for det er ikke der bogen rykker for mig. det er i et helt andet, elementært historiefortællende register. de passager, som jeg ikke kan lide er oftest passager, som desværre forsøger at være litteratur og derfor bliver mærkeligt konstruerede, det være sig beskrivelser af årstider, vejrforhold og nogle overgange mellem sekvenser. jeg har desværre ikke bogen ved mig her i ´nam, så jeg kan ikke eksemplificere.
er det nærmest en hån mod hans otto, at vi har indstillet kalak? det håber jeg da ikke, han synes, og det har jeg meget svært ved at forholde mig til overhovedet. måske var det bare skrevet på indignation.
bottom line: jeg mener ikke, det giver mening at tage den formelle pedantbrille på under læsningen af en bog som kalak. det er åbentlyst ikke der kvaliteterne ligger. omvendt kan du ikke skille formen og indholdet ad - de eksisterer selvfølgelig i kraft af hinanden, og i dette tilfælde synes jeg altså, at der er kommet noget spændende, gribende og
godt ud af det.
kan en dårlig forfatter skrive en god bog? - ja, det tror jeg faktisk.
i øvrigt stefan, tak for kommentaren, det glemte jeg at skrive.
m
Hej Mads,
Dejligt med dit lange indlæg. Men jeg synes faktisk at det betyder noget, om man kalder sin bog for en roman eller ej. Og at kalde den erindringsroman er på en måde snyd. Havde der kun været tale om 'erindringer', havde bogen ikke interesseret mig som sådan. Der er jo så mange sørgelige skæbner. Men, når den nu også kalder sig for roman, så læser jeg den som en sådan og dér synes jeg ikke, at den er speciel god eller interessant. Det kan det "barske", "autentiske" indhold simpelthen ikke opveje, i hvert fald ikke i min optik. Jeg tror, at man, når man kalder sin bog for roman, så må man også stykke form og indhold sammen på en eller anden måde, som er interessant eller i det mindste givende. Det har Leine naturligvis også gjort til en vis grad, men hvis det ikke havde været for det sande, det virkelige, det autentiske, opgøret med faderen osv. i romanen, så havde den efter min mening ikke været værd at læse. Stig Elling, ham med Startour, har vistnok også lige udgivet en selvbiografi, som også er interessant, hvis det er ud fra de kriterier, man bedømmer en bog. Og Leine kan da slet ikke sammenlignes med det, som Hans Otto - til eksempel - gør ved sproget, hans helt suveræne prosa med muld og saft og kraft helt nede et sted i den jyske muld. Men det er en anden snak.
Eller måske ikke, for problemet er, at man tilsidesætter litterære kvaliteter for noget som ikke længere er litterært, synes jeg. Det viser sig jo også i det faktum, at LITTERATURprisen ikke længere er forbeholdt litteratur, når nu Øvig Knudsen og Grænselandet er indstillet. Det er et litterært forfald, eller i hvert fald forfald af litterære kriterier, synes jeg.
Mht. beregning, så er det jo ikke Leine, som er beregnende, men det forlag der udgiver bogen. De kan jo sagtens se, hvornår indholdet rammer tidens toneklang, og dér er der mange aspekter ved Leines bog, som lige er på pletten. Forleden var der fx en dokumentar om Grønland som bragte mange af de ting, som Leine også nævner, på banen, og inden for litteraturteorien har der været de såkaldte postkoloniale teorier, igen plet, derudover er der tale om en autofiktion, igen plet, derudover så er en del danske kunstnere der netop arbejder med Grønland og den danske indflydelse på øen som særdeles problematisk, igen plet.
Nå, håber ikke, at jeg støder dig med mine kommentarer, det er ikke meningen. Men jeg synes at der er nogle problemer her.
Hørt, Stefan, Hørt!
Kudos til Mads, flot svar. Jeg har ikke læst den omtalte bog, men det her godt nok at tage lidt hårdt fat: en erindringsroman om incest, Grønland (postkolonialt perspektiv, I presume) og narko kan uddefineres som trendy og moderne og udtryk for tidsånden? For noget vrøvl.
Den eneste formildende omstændighed er den pinlighed som Stefan føler. Yes yes, mere pinlighed, I say.
Pinlighed is the new cool.
Ja, helt sikkert kudos til Mads, til alle der deltager her! Det er fedt!
Jeg forstår bare ikke - Susanne - hvad der motiverer dit tilråb? Fordi Mads fremstår mere emotionel end Stefan i sin argumentation, skal Stefan "ha'-den-én-på-akademikeren", og lade sig forstå deraf, at han blot søger tilflugt i "kunsten" (og dens æstetik), det litterære, for at skjule sine følelser?
Jeg forlæser mig sikkert også bare, helt sikkert.
Men læsning burde blive the new cool.
Jeg håber ikke det handler om, at jeg er akademiker. Det er ikke det, som der er vigtigt i denne sag. Det er mere det, at litteraturen skal halse efter virkeligheden. I min optik er litteratur modsprog, et sted hvor vi møder noget andet, men hvis litteraturen insisterer på at have den dér virkelighedsrelevans, så hører den op, undergraver sig selv. Dermed ikke være sagt, at bøger som Leines ikke er nødvendige, det er de bestemt, men hvis al litteratur skal hænges op på, om den er "based on a true story", så kan man godt nedlægge forfatterskolen og gøre den til en underafdeling af journalisthøjskolen i Århus.
Problemet er, at (skøn)litteraturen som sådan står for skud alle steder og især i aviskritikken, nu også Information. Overalt genlyder det tidstypiske og åndssvage spørgsmål: Hvad skal vi bruge den til? Digte, op i røven med dem! Det er lidt det samme, der skete i Norge med Wolds kritik. Men dem der kritiserer litteraturen, de glemmer at de jo også er udtryk for den virkelighedshunger, som man finder i den kulturelle tidsånd, og DET irriterer mig grænseløst.
Well, så simpelt som dette: incest = bare en ny litterær trend, I´m sorry, det provokerer mig en smule, helt spontant. Og hvis man begynder at kaste op over romaner med et postkolonialt perspektiv efter en lille håndfuld bøger, så synes jeg det er trist. Jeg går ud fra at Stefan skrev i affekt for ellers så lyder han på mig som en litterat der i den grad sidder tullet ind i en simulakrumverden af litterære trender - hey, return of the real, it´s just a trend. Jeg ved jo at en vis form for dirty realism både sælger og får priser dernede hos jer lige nu, men jeg har stadig svært ved at se at det kan retfærdiggøre kategoriske afvisninger som Stefans.
Trendy var et dårligt ordvalg, indrømmet.
Men stop nu ellers det pjat med at jeg er akademisk, Gå efter bolden, ikke manden. Det VAR faktisk i affekt, og det beviser at jeg har en krop, selvom du siger at jeg sidder i en simulakrumverden.
Det har intet med det at gøre - læs hvad jeg skriver i stedet. Jeg forsvarer litteraturen. Og naturligvis er det ikke sådan at incest= ny litterær trend, tænk bare på Ødipus.
Det er bekendelsen og mere overordnet bekendelsen til virkeligheden, som jeg er ude efter. Og uanset hvad Leine mere specifik bekender med sin bog, så synes jeg ikke, at det specielt interessant som litteratur betragtet. Det er det hele. Det er jo ikke sådan, at jo værre det man bekender er, jo mere bliver de litterære krav ligegyldige.
Jeg synes at Leines bog bliver bedre til sidst. Men det er også problematisk, for grunden til det kan jo være, at han rent faktisk i løbet af skrivningen af bogen, simpelthen bliver bedre til at skrive.
Derudover: Hvordan skal Leine nogensinde skrive bog nummer 2. Alt hvad han skriver herefter vil blive sat i relief ift. debuten. Alt hvad der lugter af fiktion vil være for lidt og hans egen historie er sluppet op.
Det kan man sige er ligegyldigt, men så alligevel. Pengene fra prisen går vel til at forfatteren kan arbejde videre.
Nu kan montanapriskomiteen velsagtens ikke holdes ansvarlig for folks realismehunger eller for journalistiske doku-drejninger og andre litterære trends. Til gengæld tænker jeg, at man vist bør tage montanaprisens eksistensberettigelse op til genovervejelse. For omtrent et år siden skrev Peter Nielsen:
"Sigtet med den nye litteraturpris er at honorere den litteratur, som det kræver en særlig indsats at producere. I et lille sprogområde som det danske og med et litterært marked, der har stadigt stærkere fokus på mainstream-litteratur og bestsellere, er det vigtigt at støtte den litteratur, som er med til at flytte grænser i folks bevidsthed og derigennem berige kulturen."
Dét synes jeg i grunden, er et vældig sympatisk sigte for en ny og anderledes Litteraturpris. Mit spørgsmålet er så bare - til Mads og andre - hvorvidt de smukke modkuturelle visioner ligesom harmonerer med dette års nomineringer?
Ellers tak for en god debat, H.
Ps. Er der slet ingen kvinder, som har skrevet "et dansk værk, som inden for sin genre er fornyende, grænseoverskridende eller et værk, som formår at belyse virkeligheden på en ny eller overraskende måde" (jf. priskriterierne) i 2007?
Hørt, især det første du skriver Helle.
Det er fint at belønne gode bøger, uanset om de er skønlitteratur eller ej, men det er noget af en ko-vending, som der er sket med prisen. En spade er ikke længere en spade. Eller er den?
Jeg læste på opfordring i øvrigt kulturredaktør på Information Peter Nielsens indlæg "Hvor kommer fornyelsen fra" den 16/11. Den er noget forvrøvlet, men også meget litteraturpolitisk. Nu skal litteraturen åbenbart til stå i lære hos Peter Øvig og co.
Som jeg skrev tidligere: Lad os nedlægge og flytte forfatterskolen til Århus - som en underafdeling af journalisthøjskolen, og så skal I se rigtig litteratur. Samfundskritisk og det hele....
I øvrigt til dit spørgsmål Helle:
Ps. Er der slet ingen kvinder, som har skrevet "et dansk værk, som inden for sin genre er fornyende, grænseoverskridende eller et værk, som formår at belyse virkeligheden på en ny eller overraskende måde" (jf. priskriterierne) i 2007?
Jo, Adda Djørup.
Adda Djørup, nemlig! Men det er åbenbart ikke nok, at hun er "så herligt skæv og dygtig til at skrive noveller, at man glemmer..." - den slags glemselsrum, synes jeg ellers er voldsomt kritiske i vores tid.
Lone Hørslev, Marianne Larsen, Christina Hesselholdt, Karen Syberg...
Mit spørgsmål er af ren interesse og går mest til Mads Eslund - eller måske er der også andre her, der ved besked, for HVEM
sidder egentlig i den komité, der skal nominere bøgerne til Montanas litteraturpris? Jeg har spurgt rundt, og flere af mine forfatterkollegaer mener, at det er Mads Eslund, Christian Dorph og Peter Nielsen, der er udvalget. Er det rigtigt? Og i så fald hvilke overvejelser er der blevet gjort i forhold til nedsættelsen af udvalget?
til dy
det er christian dorph, peter nielsen, lilian munk rösing og mig, der nominerer bøgerne. lilian er kommet med i år som en ekstra repræsentant for dagbladet information. vi sidder i dette nomineringsudvalg, fordi, det er er os - testrup højskole og information - der har indstiftet prisen. det er ret enkelt.
tak for kommentarerne, alle, jeg skriver lidt mere senere, måske i aften, når jeg har mere tid. jeg vil gerne kommentere på noget af det, der er skrevet.
kh mads
kovending...
vi har indstillet to bøger i år, som ikke er skønlitterære - grænselandet og blekingegadebanden - og det gjorde vi ikke sidste år, fordi vi ikke syntes, der var nogen interessante.
men montanas litteraturpris kan altså også uddeles til fagbøger og essays, det står der i fundatsen, og det kan jeg ikke se noget problem i.
prisen er ikke nødvendigvis en pris for smal litteratur, vi vil gerne kunne kigge på litteraturen bredt og indstille forskellige typer bøger, hvis vi synes, der er kommet noget spændende og specielt. vi indstiller OGSÅ smalt (det er der utallige priser, de ikke gør), og bogen, der vandt sidste år - kingsize - var vel netop det, smal. og det er da sejt, at den vandt over nogle af de andre og mere populære indstillinger - det er jeg personligt glad for!
ps. jeg er ikke enig i peter nielsens betragtninger i den artikel, du nævner, stefan - "hvor kommer fornyelsen fra" - og artiklen kan dårligt læses som et udtryk for indstillingskommiteens holdning. det er peters egen diskurs.
det med kvinderne og diskussionen af evt nomineringer kan jeg ikke komme ind på før de sidste bøger er indstillet, of course.
Hej Mads,
De to ikke skønlitterære værker er med garanti interessante og fortjener sikkert mange priser. Kalak omhandler naturligvis også flere ting, som man bør diskutere, hvorfor den fortjener omtale, men ikke nødvendigvis som en interessant litterær bog, synes jeg, snarere som et diskussionsoplæg, en bog der sætter "problemer under debat" for citere G. Brandes kendte diktum.
Jeg er glad for, at du ikke er enig i Peters diskurs, men det uheldige er sammenfaldet mellem denne og jeres nomineringer. Og Peters diskurs her er ligeså dræbende for litteraturen, som Wivels har været det i Weekendavisen, er jeg bange for.
Litteraturen skal naturligvis ikke behandles med fløjlshandsker, men kriterierne bliver temmelig vage, for ikke at sige underlige, når man fx sammenligner Hans Ottos bog med Peter Øvigs. For mig at se skal de to bøger leve op til helt forskellige kvalitetskriterier for at være gode, som slet ikke er sammenlignelige. Det handler ikke om smalt og bredt, men om væsensforskellige bøger. Som at sammenligne Opera med Britney Spears.
Derudover er jeg også bange for, at litteraturen, som jo ofte intet henviser til, fordi den fx er fiktion, taber i den kamp, fordi dokumentarismen altid har virkeligheden i baghånden, og den er som bekendt vanskelig at overgå.
Men OK, når dokumentarisme kan vinde i Cannes, så kan den vel også vinde i Testrup. Sidste år var jeg bare så glad på litteraturens vegne, at der endelig var en rigtig litteraturpris.
Hey Stefan
Endelig en rigtig Litteraturpris? Hvad med Kritikerprisen, uddelt hvert år af Kritikerlavet (vil du lege med?), sidste fem års modtagere: Camilla Christensen, Laugesen, Guldager, Helle , Aidt. Og Hvad med Akademiets store pris og Beatrice-pris og debutant-pris? Og hvad med Radioens Romanpris? Og hvad for fanden med Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris, som rigtig nok blev stiftet på grund af det brede mudder i priser som Danske Banks Pris (hvor dog en digtsamling blev nomineret i år),Berlingskes Læsernes Pris (hvor Ursula Andkjær og Moestrup har været nomineret) og WA's Litteraturpris (hvor poesi hvert år nomineres (se avisen imorgen) og nu Testrup/Informations Montana-pris (hvor sidste år både Jørgensen, Lee Langvad og Moestrup nomineredes, og Moestrups motherfucking vandt, og i år er jo foreløbig både Jørgensen og Sigsgaard nomineret); det er godt at pirke til mainstream-dogmatikken, men så slemt ser det altså heller ikke ud, vi er et helt kompagni, som langt marcherende har infiltreret ganske mange af institutionens centralstationer!
Og apropos: Jeg forstår virkelig ikke din snak om Klaus Wivel som litteraturens store fjende. Er det bare fordi, han mener noget grimt på en forkert måde, eller omvendt, eller hvad? Han er redaktør af WA-bøger, og som sådan skal han bedømmes, og jeg har som fundamentalistisk SMAL kritiker samme sted opnået en frihed hvad angår både form og indhold, som ethvert andet sted ville være ganske uhørt, og derfor synes jeg, han er litteraturens guttermand.
Kærlig hilsen.
Hej Lars,
Stikker man røven frem, så får man taget temperaturen, har Leonora C. Skou vist sagt engang.
OK, der fik du mig. Det samme gjorde Information i måske i dag i deres bogtillæg, hvor de serverer mit hovede på et fad.
Mht. Wivel så husker jeg nogle grumme indlæg imod litteraturen for nogle år siden, men også hele den redaktionelle linje, som jeg ikke finder speciel gavnlig for litteraturen. Der var engang, hvor du fx rapporterede jævnligt fra den danske undergrund, fx fra ting, der var sket til oplæsninger på The Lab osv. Det er ude nu. Måske til fordel for din pris, som jeg dog sætter pris på.
Men ok. Måske er Wivel ikke den store grumme fjende, sådan er det jo sjældent. Det er noget i
den litterære tidsånd, at det skal have med virkeligheden at gøre, før det er værd at læse.
Men Lars, din kritik vil jeg jo altid sætte pris på, uanset hvor den finder sted. Det er ikke det. Fx har vi jo en del stjerner til fælles.
Men hvad synes du om Leines bog?
alt er fiktion, eller: det opdigtede findes ikke
(verden er en stue)
præmis: testrup og information, højskolen og avisen, indstifter i fællesskab en litteraturpris opkaldt efter et møbel. prisen tildeles et værk, som forholder sig til litteraturen, og/eller virkeligheden på en original facon. nomineringerne og overrækningen tænkes som en anderledes åbnende faktor i bøgernes prisverden.
kommende fra den ene kant kan der være tale om et skønlitterært værk, som afsøger den litterære forms æstetik og sætter den i spil mod en givet virkelig virkelighed. modsat kan et faglitterært værk indstilles for at foretage sin faktuelle udforskning af verden på en æstetisk frugtbar grund.
(litteraturen er et møbel)
problem: den objektive virkelighed findes ikke. det gør den rene hermetiske æstetik heller ikke. så beskrivelsen af verden må nødvendigvis mødes med iscenesættelsen af den. alt efter temperament, ambition og talent, vil det resulterende værk placere sig et sted i det ovenfor skitserede spænd. en række overlapninger vil altid finde sted. og genreplaceringen vil altid være på bekostning af det reelle værk. en tilskæring for at forstå. en læseomkostning. selv de tænkte rene ekstremer vil fremstå paradoksale: et værk tilnærmet det rent æstetiske, vil i sin abstrakthed opnå en egen objektiv, skulpturel tilstedeværelse i verden. på samme måde som en purt objektiv beskrivelse, så fremt den var mulig, i sin ultimative form ville gå i opløsning indlejret i den beskrevne virkelighed. et møbel. og navnet på et møbel.
(møblet fordrer et humør)
konklusion: en løs definition af det litterære: litteratur er tekst som tager sin egen fiktionalitet alvorligt. at indtage tekst er at se en stemme. og følelsen af teksten er uden for teoriens rækkevidde. for at være åbnende må møbelprisen nødvendigvis være samlende. at anskue værkerne som muligheder for for det enkelte individ at tilegne sig et syn på verden. at tage verden seriøst er at fortælle den. al litteratur handler om verden, da alle værker er til stede i den. men deres stemmer er ikke nødvendigvis stemningsfulde. man kan godt diskutere god litteratur. men først skal man finde frem til hvad litteratur er. og da ingen kan blive enige herom, giver det mere mening at definere sin tvivl ved at stille spørgsmål. er dette et møbel. hvad skal dette møbel hedde. er det overhovedet et møbel man kan sidde i. og i hvilket humør skal man i så fald være for at sætte sig.
Interessant kommentar og møbelpoetik, Ella (jeg orker ikke lige at finde ud hvem der gemmer sig bag pseudonymet). Men det handler ikke nødvendigvis om god litteratur, men om litteratur overhovedet. Desuden køber jeg ikke den implicitte modsætning mellem virkelighed og æstetik. Findes der overhovedet sådan en modsætning?
Og den der med "et faglitterært værk" der "indstilles for at foretage sin faktuelle udforskning af verden på en æstetisk frugtbar grund." Øhhh, er der nogen af de faglitterære værker, som er indstillet i denne sammenhæng, der gør det? Eller er det blot en flot formulering, som er afledt af den formentlig falske modsætning som virkelighed og æstetik er i dette tekststykke?